Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Føler du dig magtesløs? Her er et godt råd

Anja Yung Jensen
Anja Yung Jensen

Jeg undrer mig tit over, hvorfor ingen fortæller og forklarer i simple ord, at politik ikke grundlæggende er omfordeling, men derimod prioritering.

Det offentliges økonomi er ligesom en families økonomi. Familien kan ikke bruge flere penge, end de får ind. Det samme gælder det offentlige.

Jeg kender ingen familier, der tænker deres egen økonomi som omfordeling og omfordeler penge for omfordelingens og lighedens skyld. Der omfordeles ikke ved at give børnene lommepenge eller ved at købe »Hus Forbi«. Der prioriteres. Og som regel ikke en stor procentdel af familiens økonomi.

Var det for omfordelingens og lighedens skyld, ville det være oplagt at bruge flere penge på at give til andre, der har mindre, indtil der er skabt lighed. Som f.eks. at omfordele fra familiens indtægter, så både børn og forældre har lige meget. Eller i det mindste at omfordele, så de voksne har lige meget, hvilket i sig selv også er en prioritering.

At omfordele for at omfordele og skabe lighed ville indebære, at familien ville gå ud og give penge til andre, der har mindre. Når familien vælger at bruge penge på en biograftur for hele familien og en omgang fredagsslik, er det en prioritering. Det sker som regel ikke ud fra en logik om, at familien mener, at biografen og filmproducenten har færre penge, og at der skal omfordeles for at skabe større lighed. Det er familiens prioritering. En personlig prioritering i og af familien.

Det utilfredse barn

Jeg oplever tit, at jeg som dansker står som det uforstående og til tider ret så utilfredse barn, der ikke må få den slikkepind eller nye cykel, som jeg har set mig glad på. Jeg mener, at det er politikernes og velfærdsstatens ansvar at give mig det. I mit hoved er og bør det være sådan, for vi har jo en velfærdsstat, der omfordeler og skaber lighed. Jeg kan ikke forstå, at jeg ikke kan få en ny cykel, når nu naboens dreng har fået, og jeg forstår ikke, at der ikke er råd til både cykel og en sommerferietur til Lalandia.

Jeg kan heller ikke forstå, at naboen har råd til flere cykler og også en tur til Lalandia. Jeg synes endda, at det er uretfærdigt. For hvorfor er der ikke lighed, når jeg nu er blevet lovet det gennem velfærdsstaten? Naboen vil gerne give mig en cykel, men hvad så med de andre børn på vejen, der ikke får en cykel? Og i nabobyen? Og i Afrika?

Cyklen kan lige så let være et behandlingstilbud og turen til Lalandia en investering i bæredygtig energi. Slikkepinden kan være SU eller placering af en Bilka, og de andre børn kan være sportsudøvere, stofbrugere, hjemløse eller flygtninge.

Pungen er tom

Pengene slipper op på et tidspunkt. Ikke kun i familien, men også i det offentlige.

Hvordan pengene bruges, baserer sig ikke på omfordeling og lighed i sig selv, men på en prioritering. Det er en prioritering mellem alternativer. Det vil det altid være. Der sker selvfølgelig en omfordeling, men valget af hvem og hvilke områder, der får penge, er en prioritering og indebærer i sig selv altid en ulighed. Når pengene bliver brugt på noget, kan de ikke samtidig bruges på andet. Omfordeling skaber derfor i sig selv altid ulighed.

Jeg foretrækker at se politik som prioritering frem for omfordeling og lighed. Hvorfor? Fordi den personlige og menneskelige oplevelse bliver klart bedre for mig ved at tænke politik som prioritering. Det giver mig en forståelse af, hvorfor der ikke bare er penge til alt og heller ikke nødvendigvis, hvad jeg personligt vil have.

Det giver en personlig oplevelse af større forståelse, frihed og indflydelse på eget liv. Denne større grad af indflydelse på eget liv opleves som individuel autonomi. Begrebet bruges ikke kun inden for økonomien, men også inden for psykologien. Modsat uafhængighed er der ikke tale om absolut frihed, men derimod om grader af frihed, hvilket er fint i tråd med det danske demokrati og den danske grundlov. At have ret til at ytre sig og kæmpe med fredelige midler for at få penge afsat fra det offentlige til, hvad man gerne vil have, er en demokratisk ret. At have ret til at få ret er ikke en demokratisk ret. Det er en diktators ret.

Sæt dig selv fri

At forstå at individuel autonomi og ikke absolut frihed er opnåeligt, sætter på en måde fri. En tankegang, som ikke kun sætter én selv fri, men også ens medmennesker. Fordi man ikke altid kræver ret til at få ret, men blot ret til en personlig mening.

Man skal dog ikke gøre det for andres skyld. Det er et alternativ, som jeg vil anbefale andre at prøve af for deres egen skyld, hvis de ikke har prøvet det endnu, og konstant oplever magtesløshed.

Jeg har selv erfaret, at det bare gør hele den personlige oplevelse bedre. Andre behøver selvfølgelig ikke give det en chance. Men hvis man har prøvet alt andet uden held og er træt af at føle sig magtesløs, hvad kan der så ske ved at afprøve det?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.