Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Flygtninge-indsatsen er på vej mod succes

»Vi ser lyst på fremtidens muligheder for at få endnu flere flygtninge i job. I mellemtiden må vi advare mod forhastede konklusioner.«

Foto: Scanpix
Foto: Scanpix

Det er snart et år siden, at arbejdsmarkedets parter i en banebrydende trepartsaftale med regeringen gik i gang med at få integrationen af flygtninge og indvandrere på sporet. Når vi i dag, onsdag, mødes med beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen og integrationsminister Inger Støjberg for at gøre status, er vores budskab lyst: Der er opnået mærkbare gennembrud – og vi forventer endnu bedre resultater i integrationen fremover.

Det har ligget en række meningsdannere meget på sinde at udråbe integrationsindsatsen til en fiasko. Men sandheden er en anden, og det skyldes først og fremmest, at det er lykkedes at gøre den samlede integrationsindsats langt mere jobrettet. Vi er slet ikke i mål endnu, men vi kan for første gang i lang tid se solide skridt i den rigtige retning. Det kan vi se på fire konkrete, målbare områder.

For det første er langt flere flygtninge kommet i job. Et helt almindeligt, ustøttet arbejde er den bedste vej til en succesrig integration i det danske samfund. Og antallet af flygtninge, der har fået job, er tredoblet fra 2015 til 2016. Alene i de første ti måneder af 2016 kom næsten 3.000 flygtninge i helt almindelige job, uden at de fik nogen form for offentlig forsørgelse.

Det er en meget markant stigning, selv om der i samme periode er kommet mange flere flygtninge til end ellers, for andelen, der kom i job, blev fordoblet.

For det andet er flere flygtninge kommet i forløb ude i virksomhederne. Er man flygtning, er et løntilskudsjob eller en virksomhedspraktik en vigtig vej til at få indblik i dansk arbejdskultur. Og antallet af flygtninge i løntilskud og virksomhedspraktik er fordoblet fra 2015 til 2016. 6.000 personer har nu noget at stå op til.

For det tredje er der sket et meget stort ryk i, hvordan flygtninge bliver modtaget af jobcentrene. De fleste flygtninge vil jo gerne arbejde, men tidligere blev de erklæret til ikke at kunne påtage sig et arbejde, fordi de ikke kunne skrive en joblog eller lægge et CV op på jobnet. Sådanne meningsløse forhindringer har vi fået fjernet. Nu ses alle flygtninge som klar til arbejdsmarkedet, og der bliver stillet krav til dem, med mindre tungtvejende grunde som f.eks. helbred taler imod det. Tidligere blev kun fire pct. anset som klar til arbejdsmarkedet. I dag er det lidt over halvdelen.

Et af trepartsaftalens mest omtalte elementer, integrationsgrunduddannelsen (IGU) er ved at komme op i gear. Grunduddannelsen er en kombination af uddannelse og arbejde, der skal hjælpe flygtninge og indvandrere uden formelle kompetencer på vej til at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Ordningen kom langsomt fra start, men vi har hele tiden haft is i maven og alene i januar og første uge af februar i år blev der oprettet lige så mange IGU-pladser som i hele halvåret før.

Vi ser lyst på fremtidens muligheder for at få endnu flere flygtninge i job. I mellemtiden må vi advare mod forhastede konklusioner.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.