Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Indspark

Fjenden er i landet, smilende går han rundt iblandt os

Vi skal vogte os for den fjende, der udgiver sig for at være ven. Med veltrimmet skæg og nystrøget skjorte er han tilsyneladende velintegreret. Ingen vogter sig for den uskadelige. Men fjenden er i landet – og derfor, kære Zenia Stampe, er det faktisk krigstid.

Marie Høgh: »Vi lærer at sige, at vi ikke frygter. Selvom vi skælver af rædsel. Det kan koste os liv og land. Jeg vil ikke vænne mig til det. Jeg kan ikke vænne mig til det. Den dag, jeg har vænnet mig til det, vil jeg begræde mig selv.« FOTO: SCANPIX
Marie Høgh: »Vi lærer at sige, at vi ikke frygter. Selvom vi skælver af rædsel. Det kan koste os liv og land. Jeg vil ikke vænne mig til det. Jeg kan ikke vænne mig til det. Den dag, jeg har vænnet mig til det, vil jeg begræde mig selv.« FOTO: SCANPIX

Det er en underlig tid, vi lever i. Nu foråret så sagte kommer. Og forleden vajede Dannebrog på halv stang på gårdspladsen foran den æggeblommegule præstegårdsidyl på Sydfyn. Pænt så det ud. 9. april – vi mindes dengang Danmark var besat. Man vænnede sig til det.

Man kan vænne sig til det meste: Dengang i 40’erne hørte man flyvere i natten, havde mørklægningsgardiner, spærretider og erstatningskaffe. Men man vænnede sig ikke til undertrykkelse, stikkere, henrettelse af modstandsfolk, men gjorde stadigt mere oprør og mistroen bredte sig. Alle begyndte at se sig over skulderen – er der nogen, der går fjendens ærinde? Meget undertrykkelse og vold skulle begås før alle forstod alvoren. Hvor meget i dag? Dengang rejste folket sig; de kan gøre det igen.

Man kan vænne sig til det meste. Også i dag. Folkevalgte politikere kan ikke gå frit omkring på gaden uden beskyttelse af PET. Sikkerhedsopbuddet er enormt, du bliver gennemlyst ind til knoglerne og tasken endevendt før du kan deltage i debatarrangementer, hvor ordet er frit. Der er steder i landet, hvor homoseksuelle ikke kan gå i fred hånd i hånd. Der er terrortrusler, attentatforsøg og debattører der forfægter ytringsfrihed og kritiserer islamtotalitære dogmer, frygter, at deres navne står på dødslister. Dagligliv i Danmark.

Vi har vænnet os til, at jøderne ikke kan gå i fred. Ja, tænk sig! Det er set før i historien. Vi løfter ikke længere øjenbrynet, når vi passerer Krystalgade eller andre terrormål beskyttet af stærkt bevæbnet politi.

Vi vil vænne os til at se danske soldater i gader og ved grænsen. Og vel kan de da løse opgaven. Ved angrebet på Krudttønden blev Jægerkorpset sat ind – så vidt jeg ved, dræbte de ingen civile. Men når et land sætter sine egne tropper ind på egen jord, er der så ikke ved at være undtagelsestilstand? Eller i hvert fald en grænseoverskridende situation. Og hvem indsætter vi tropperne imod?

Ja, ikke overraskende har de Radikales sprechstallmeister, Zenia Stampe, rent faktisk ikke forstået, hvem der er fjende og ven. Men uden at opdage det, har hun leveret en pointe: Det er vores helt store problem – vi kan ikke se, hvem der er ven og fjende. Det er faktisk svært at kende forskel – det er det da. Men vi må ikke være paranoide, for langt de fleste er gudskelov velintegrerede, venner af Danmark og det danske samfund. Velkommen er de, som regner sig til det danske folk – der har for »modersmålet øre, har for fædrelandet ild«, som Grundtvig skrev.

Andre er kun venner på overfladen – trods opholdstilladelse og statsborgerskab. Det er femtekolonnefolk. En usynlig fjende, det ved enhver. Manden med bøllehatten i Bruxelles lufthavn – lignede han måske en terrorist? Lars Hedegaards attentatmand var klædt ud som postbud. Ja, fjenden har mange ansigter og intet ansigt. I TV2-dokumentaren viste fjenden sit sande ansigt, ja, han blev afsløret og gav politikerne noget at handle på. Vi skal vogte os for den fjende, der udgiver sig for at være ven. Med veltrimmet skæg og nystrøget skjorte er han tilsyneladende velintegreret. Ingen vogter sig for den uskadelige. Men fjenden er i landet, smilende går han rundt iblandt os – og derfor, kære Zenia Stampe, er det faktisk krigstid.

Og en underlig tid. Vi lærer at sige, at vi ikke frygter. Selvom vi skælver af rædsel. Det kan koste os liv og land. Jeg vil ikke vænne mig til det. Jeg kan ikke vænne mig til det. Den dag, jeg har vænnet mig til det, vil jeg begræde mig selv. Og bede om at den dag aldrig må komme. For det er ikke et menneskeligt tegn – det er umenneskeligt. Og hvor bliver vreden af – hvor bliver forargelsen af?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.