Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Farvel, min ven, krigeren Mads Holger

Min ven, krigeren, er her ikke længere. Tabet af ham er større, end vi tror. Men kampen er ikke slut. Holger var forud for sin tid, og den ild, han tændte, brænder videre i alle os, der forstår, hvad vi er ved at miste, og nægter at lade det ske.

Eva Selsing klummefoto byline Eva Agnete Selsing debat
Eva Selsing klummefoto byline Eva Agnete Selsing debat

For helvede! Enten lever du, og er en kriger, eller også så dør du bare! Kæmp eller bliv bekæmpet, råbte Mads Holger gennem cigaretosen til mig en sen nattetime på baren Toga i det indre København. Vi havde været på Pastis, spist bøf, på Victor og drukket rosé, rødvin og drinks i rigelige mængder, og overtalt Holger til at tage med resten af selskabet ind på Toga. Han var loren ved udsigten til at støde ind i bølletyper fra den kuldsejlede dilettantklub, visse kender som »Det Konservative Folkeparti«, men fulgte med, da vi havde aftalt, at jeg stillede an som hans bodyguard. Vi mødte ingen bøller, men gerådede os til gengæld ud i en drabelig diskussion om tænkeren Nietzsche, som for udenforstående godt kunne ligne et skænderi. Han holdt passioneret på sit. Det samme gjorde jeg. Der blev råbt og kastet med fremmedord, men det bundede ikke dybt. Sådan var det med os. Han påpegede overbærende, at min Yankees-jakke var latterlig (det er den også); jeg gav ham en skulderlammer, og så var vi videre. Vi kæmpede jo samme kamp, til tider ved hver sin flanke, men vi prøvede at have hinandens ryg. Og der var nok at se til.

Der var slaget om Herning. Borgerkrigen i Det Konservative Folkeparti. Fejden med de røde medier (et forslag om at give ham sit eget program på en prominent monopol-kulturkanal var endt i håndgemæng med deltagelse af nogle af de højt-på-strå-ansatte kulturmarxister). Felttoget mod den evigt uborgerlige kulturjournalistik. Stjernekrigen med kulturcelebriteterne og deres prispressede RUC-holdninger til »politik«. Oprustningen mod matronevældet, der, med terapeutisk nedladenhed og pagehåret psykomagt udgrænser viriliteten, hvor end de ser den. Og ikke mindst kulturkampen, som i Holgers tilfælde først og fremmest var en kamp FOR noget. For Danmark. For vores sjælelige fællesskab. For alt det, der har formet os sammen. For den skønhed, uden hvilken intet er værd at kæmpe for.

Jeg så ham sidst på Folkemødet. Inden fredagens store fest var vi på restaurant i Allinge. Han bestilte, som altid, en rød bøf uden garniture. På kødet havde nogen lagt en tomat og noget salat som pynt. Holger tog det rødgrønne stads i sin bare hånd og slyngede det vredt ind i en rosenbusk (thi vi sad udenfor, under en parasol, mens sommerregnen væltede ned), spruttende »hvem satan har lagt de her latterlige blomster på min bøf?« Ja, han var sjov. Men han var så uendelig meget mere end det. Han var først og fremmest en modig kulturkriger, der på forbilledlig vis formulerede det opbyggelige projekt, vi ellers ofte overså i den borgerlige lejr. Under humoren lå et kolossalt tænkearbejde, der til tider syntes skitseagtigt – men som var en helhed fra første færd. Helheden var vores danske kultur; dens fortid, nutid og fremtid.

Han så, hvad de færreste andre, selv i borgerligheden, har erkendt: At det netop er afkaldet på kønnenes forskellighed, på hierarkier og autoritet, på skønhed og form, og ikke mindst på Gud, der er vor tids store syge. Og han tegnede vejen ud af fremmedgørelsen, ligegyldigheden og det grimme.

Min ven, krigeren, er her ikke længere. Tabet af ham er større, end vi tror. Men kampen er ikke slut. Holger var forud for sin tid, og den ild, han tændte, brænder videre i alle os, der forstår, hvad vi er ved at miste, og nægter at lade det ske.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.