Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Et forsvar for litterær dannelse

Der er adskillige grunde til at styrke den litterære dannelse, ikke kun i gymnasiet. Litteraturen kan nemlig tale til hele mennesket – dets fantasi, følelse og intellekt – den er en del af vores kulturarv, den bidrager til at skabe sammenhængskraft, og den viser, hvem vi er som kulturnation.

Foto: Simon Skipper
Foto: Simon Skipper

Regeringens forslag til en ny gymnasie­reform er med rette og af flere grunde blevet kritiseret. Den rummer ingen sans for almendannelse. Kulturbærende fag som religion, oldtidskundskab og historie reduceres, og der tales luftigt om innovative, digitale, globale og erhvervsmæssige kompetencer.

Forslaget underminerer også ideen om historisk og personlig dannelse gennem litteraturen, og det viderefører den hidtidige gymnasiereform, hvor der blev skåret ned på timerne i danskfaget. Konsekvensen var ringere faglighed (ikke kun i dansk) og mindre plads til litteraturen i faget.

Ifølge regeringens nye reform skal især kommunikative kompetencer have mere vægt end f.eks. litteraturanalyse, og det synspunkt bakkes op af formanden for Danske Gymnasier. Men det er et helt forfejlet synspunkt, som jeg skal argumentere for ud fra min erfaring som underviser i både grundskolen, gymnasiet og på universitetet.

I litteraturlæsning lærer man ganske enkelt både at tænke og udvikle sin personlighed. Dyre ord, så lad mig forklare. Man udvikler en evne til at finde originale indgange til et emne og indlære nyt stof. Litteraturlæsning skærper også opmærksomheden over for det, man kunne kalde tilværelsens symbolske dimensioner. Dvs. de underforståede, skjulte og dybereliggende niveauer i tilværelsen.

Eleverne lærer f.eks., at tingene ikke er, som de umiddelbart tager sig ud: At noget betyder noget andet, end man tror – og har meget større betydning. Det opdager de, når de søger svar på, hvad der er den symbolske betydning af tigrene i Villy Sørensens sære historie af samme navn, hvorfor fortælleren i Blichers novelle »Sildig Opvaagnen« er upålidelig, og hvori den skjulte synsvinkel i Herman Bangs »Irene Holm« består.

Verden åbnes, flere dimensioner bliver synlige, og kæberne falder ned på eleverne, når de opdager, hvor meget et litterært værk kan rumme. »Hold da op!« Og det gælder jo ikke bare fiktionen, men også virkeligheden. Den bliver rigere.

Syv dødssynder

I mit forsvar for litterær dannelse vil jeg pege på syv, ikke dødssynder, men forfaldssymptomer i vores tid, der hænger nøje sammen med dannelsestabet.

Det første angår nivellering. Vores tidsalder er demokratiseret i en grad, så alting behandles ligeværdigt, og det fremragende sjældent anerkendes; det, der rager frem, skal udjævnes. De litterære mesterværker viser os derfor noget sjældent. Men i dag rangerer et »genialt« computerspil på linje med ekstraordinær litteratur, Johannes V. Jensens mesterlige »Kongens fald« anses for at være lige så meget værd som den nyeste amerikanske b-film.

Det andet forfald angår eklekticisme. Man fornøjer sig med at blande alting i én pærevælling. Man går på opdagelse i oplevelsessamfundets »kulturtilbud«, og det mest uforenelige sammensættes i en triviel hverdag uden dybde, hvor man på samme tid (og ofte i samme undervisningstime) zapper fra Facebook og Paradise Hotel til Herman Bang.

Det tredje forfald angår multikulturalismen, ikke forstået som respekt for traditioner hos et andet folkeslag, men som en bazar, man kan shoppe rundt i. Man spiser thaimad den ene dag, falafel den næste, hører reggae det ene øjeblik og gangsterrap det næste. Kun vores egne mesterværker hylder man ikke, for de er »nationalistiske« eller »kristne«, dvs. chauvinistiske, og måske endda elitære. For de vidner om et geni, der er isoleret i sin høje ånd. Og så er det noget gammelt bras, det dér arvesølv: Oehlenschläger, Guldhornene og folke­viserne.

Det fjerde forfald angår forbrugerismen og instrumenta­lismen: forvandlingen af det ophøjede til et middel og genstand for konsum. Det, der forbruges, forsvinder. Men den store litteratur bliver netop stående, man får den aldrig opbrugt, for den rummer altid nyt, man kan vende tilbage til og dannes, oplives, ved. Hvad skal jeg bruge et digt om døden af Morten Nielsen til? Sådan spørger man. Men når tilværelsen forvandles til konsum, opstår et fantom. Alt bliver midler i stedet for mål i sig selv. Men livet har kun værdi i det omfang, man omdanner midler til mål. Og litteraturlæsning er også mål, værdi, i sig selv.

Det femte angår en kronisk ungdomskultur. Vi lever i en tid med autoritetskrise, hvor ingen har myndighed til at sige, at noget er bedre end andet. Men hvis man ikke kender sig selv, ved man heller ikke altid, hvad der er bedst for en selv. Det er f.eks. vigtigt at lære at synge salmerne, for de udgør en ressource, man kan trække på senere i sit voksne liv. Men hvem forstår længere alvoren i en salme af Kingo? I dag er de voksnes fællessang »We are the world, we are the children«.

Et  bedre menneske?

Bliver man så et bedre menneske af litteraturlæsning? Ikke nødvendigvis. Og det byder vor tids moralisme – det sjette forfald – imod. Litteraturen opbygger, men den kan også være nedbrydende. Grusomhed og skønhed, ophøjelse og fornedrelse, rystende og sublime erfaringer er alle fuldgyldige dele af litteraturens spændingsfyldte univers. Anderledes kan det ikke være, når man i litteraturen får mulighed for at træde i forhold til eksistentialerne: døden, kærligheden, angsten, tilværelsens metafysiske magter.

Det syvende forfald angår forfladigelsen. Det er svært at finde eksistentiel alvor, man kan beundre, og skabe fristeder, hvor man kan tilegne sig den store litteratur. Dermed går en afgørende livskvalitet tabt. For litteraturen er ganske enkelt det mest koncentrerede udtryk for det, der foregår i og omkring mennesket. Litteraturens genstand er samfund og psyke i bredeste forstand – ånden. Arbejdet med litteraturen er en del af et identitetsarbejde, men det rummer også et dannelsesperspektiv: Eleven udvikles eksistentielt.

Den kultivering af mennesket, som litteraturen åbner for, er noget andet end den blotte ophobning af tekniske færdigheder. Litteraturen kan nemlig tale til hele mennesket – dets fantasi, følelse og intellekt. Litteraturen er desuden en del af vores kulturarv; den bidrager på mangfoldige måder til at skabe sammenhængskraft, og den viser, hvem vi er som kulturnation.

Der er med andre ord adskillige grunde til at styrke den litterære dannelse, ikke kun i gymnasiet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.