Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Er soveværelset et offentligt anliggende?

I Københavns Kommunes budget er der i år blevet sat penge af til at ansætte kommunale vækkeure i form af studerende, der i bund og grund varetager en basal forældreopgave. De offentligt ansatte skal vække børn, lære børnefamilierne om døgnrytmer og sunde madpakkevaner samt følge børnene i skole.

De børnefamilier, der er tale om, består af forældre med divergerende problemer, som gør, at de selv har vanskeligt ved at opretholde en almindelig døgnrytme, og børnene har et højt fravær i skolen. Ordningen er tænkt som en midlertidig håndsrækning, indtil familien selv lærer at tage ansvar. Men man kan ikke lære folk selv at tage ansvar ved netop at fratage dem deres ansvar.

Er kommunal børnevækning i virkeligheden udtryk for et umyndiggørende tiltag, der fratager forældrene ansvaret for at lære deres egne børn om det karakterstyrkende fundament, som selvdisciplin er? Ikke nok med at det tidligere er kommet til udtryk, at man helst så, at undervisere overtog dele af ansvaret for børneopdragelsen, så er det offentlige også havnet i børneværelserne for at vække børnene og give dem de basale og fornødne forudsætninger for at møde op i skolen.

Tiltaget er en velment håndsrækning, men det kan ende som en bjørnetjeneste. Både forældre og børn får et løst forhold til det at tage ansvar. De mærker ikke konsekvenser og bliver dermed ikke rustet til at håndtere forpligtelser, når kommunen blot overtager, hvor krav, der skal leves op til, bliver lidt ukomfortable.

Når børn erfarer, at det offentlige træder til så dybt i privatlivet og tager ansvar for én, er det som at give dem velfærdsafhængighed ind med modermælken. Det er ikke, hvad Danmark har brug for, hvis vi fortsat agter at have råd til et velfærdssamfund, der skal løse vigtige kerneopgaver.

Betingelsen for, at vi fortsat skal have råd til velfærden, er, at vi har nogle bidragsydende og ansvarsbevidste borgere. Derudover svækker det familiesammenholdet og den enkelte families naturlige gang, når staten træder så dybt ind i et familieliv og tager over.

Nederlag definerer ikke

Der er uden tvivl familier med diverse udfordringer, men ens nederlag definerer ikke én. Det gør den måde, man bearbejder og håndterer dem på til gengæld. Hvis den del af problemløsningen er blevet overdraget til det offentlige, hvad har man så selv tilbage at forbedre og arbejde på? Det er vigtigt, at vi spørger os selv, om der virkelig er tale om en service, der har en udviklende og opbyggende effekt, eller om det tegner et billede af et hjælpeløst offer.

Der er behov for et opgør med kulturen om, at det, at der bliver stillet krav til én, er et urimeligt vilkår at leve under. Det er en usund kultur, der er opstået, som skaber en virkelighedsfjern tryghedsboble, hvori man kan være et offer. Dermed bliver det rimeligt at fralægge sig sit ansvar.

Men det behøver ikke at være sådan.

Kultur er noget, der skal kultiveres, hvilket essentielt betyder, at vi behersker og civiliserer vores natur. Men det er derfor vigtigt at turde tage snakken om det, når det går over gevind, og det offentlige sætter forældre på tilskuersæderne og overtager børneopdragelsen.

Vi skal passe på med ikke at forveksle opmærksomhed med kærlighed. Sidstnævnte kan det offentlige ikke tilbyde børnene, hvorfor alene forældrene kan løfte denne hverdagsopgave på bedste vis.

Grundlæggende dannelse

Da jeg fortalte min amerikanske veninde om dette tiltag, spurgte hun forbavset, hvorfor man ikke fjerner børn fra forældre, der ikke kan magte en så basal del af børneopdragelsen som at sende dem i skole. Børnene kan jo ikke være tjent med at leve under så trængte omsorgsmæssige kår derhjemme, at det er umuligt for forældrene at tage sig sammen til at gøre så minimal en indsats for at ens børn fik en grundlæggende dannelse i livet.

For hende lød det som et dysfunktionelt hjem. Hun er tilhænger af et fornuftigt velfærdssamfund og stemte på Bernie Sanders til primærvalget i 2016. Men dette lød alligevel som noget, der var usammenhængende.

I Danmark er uddannelse heldigvis finansieret af det offentlige, så det personlige forældreansvar er på det område barberet ned til det minimale. Det begynder at tyde på, at vi har et overstimuleret velfærdssamfund, der i sidste ende kan forårsage sin egen undergang.

Det kan kræve, at man har ro på nerverne og en god portion tålmodighed, når man skal sætte grænser, disciplinere og inspirere på døgnets mest udmattende tidspunkter. Men det er nu engang sådan, at vi alle har ret til at få børn og ikke pligt til at få børn. Der er en væsensforskel på disse to ting.

Har man aktivt tilvalgt børn, må man også være indforstået med at skulle ud af sin komfortzone om morgenen såvel som andre tider af døgnet, fordi børnenes behov går forud for egne.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.