Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Er geografi virkelig 9. klasses vigtigste fag?

Når det drejer sig om optagelse i gymnasiet, er anvendt geografi tilsyneladende det vigtigste fag, for det er afstanden mellem hjem og skole, der er afgørende for, hvilket gymnasium man kommer på. En professor fra Stanford har en løsning på dette problem. Han har for øvrigt fået Nobelprisen for det.

Ørestad Gymnasium er et af de mest populære gymnasier i København. Foto: Bax Lindhardt
Ørestad Gymnasium er et af de mest populære gymnasier i København. Foto: Bax Lindhardt

At ens børn efter endt folkeskole skal have en uddannelse, har de fleste forældre nok gjort sig en del tanker om. Og for de fleste af os ender det med en eller anden variant af studentereksamen.

Og så har jeg som far stille og roligt sluppet tøjlerne, for det der med optagelse og fordeling på myriaderne af forskellige uddannelsestyper, linjer og retninger jo noget rent forvaltningsteknisk, som man hellere overlader til embedsmænd.

Det er derfor lidt en overraskelse, at optagelse på gymnasier i dag som altovervejende hovedregel sker efter afstand mellem hjem og skole. Man skulle da tro, at det var muligt at finde et lidt mere sagligt kriterium, f.eks. karaktererne.

Problemet ved at bruge afstand er, at det åbner mulighed for, at ansøgerne kan forbedre deres chancer ved at være kreative. Skilsmissebørn vil ændre folkeregisteradresse til den af forældrene, der bor nærmest den ønskede skole. Og andre vil pludselig have fået ny bopæl hos en kollega til en tante. Det er dog ikke det værste, for det næste led i optagelsen giver nogle rigtigt effektive forvridninger, så man risikerer, at de unge søger taktisk i stedet for at søge efter evner og interesser. Og det fremmer jo næppe motivationen til at gennemføre en uddannelse.

Det der sker er, at man skal angive sine ønsker i prioriteret form. Lykke er så, hvis man kommer ind på sin førsteprioritet. Det sker bare ikke for alle, så de får lov til at prøve på 2. prioriteten. Her er der imidlertid allerede optaget nogle på 1. prioritet, og dem kommer man bagefter, uanset man ville have stået foran i køen, hvis man havde valgt den skole som sin 1. prioritet. Det lyder lidt indviklet, men et eksempel kan demonstrere princippet.

Tvillingerne Amalie og Arthur vil begge helst på et prestigegymnasium og har også samme reelle 2. prioritet, men har forskellig taktik. Flittige Amalie tager chancen, men bor for langt væk. Arthur vælger derimod taktisk det næstbedste gymnasium, der ligger tættere på, og kommer ind. En tredje håbefuld, August, bor længere væk fra det næstbedste gymnasium end tvillingerne, men kommer lige præcis ind, fordi Amalie ikke søgte.

Når nu Amalies ansøgning dumper ind på hendes 2. prioritet, bliver hun også afvist der, så hun ryger videre til sin 3., 4. eller endnu lavere prioritet. Hvert eneste sted bliver hun snydt af, at hun ikke havde det gymnasium bare et nummer højere på sin liste.

Det er ganske enkelt usmart at have et system, der i den grad inviterer til fidustænkning. Men det er almindeligt forekommende i skolesystemer i hele verden.

Her er de 12 overfyldte gymnasier

På Stanford-universitetet har man imidlertid en professor, Al Roth, med speciale i at udtænke løsninger på den slags problemer. Og det har han for øvrigt fået en Nobelpris for i 2012.

Løsningen på problemet er forrygende enkel. Den består i, at man ikke må straffes for sit valg af højere prioritet. Så når Amalie ikke kommer ind på nr. 1, og hendes ansøgning derfor havner hos nr. 2., skal hun rangordnes på lige fod med dem, der havde den skole som nr. 1. Amalie vil derfor komme foran August, og skubbe ham væk. Det er selvfølgelig ærgerligt for ham, men ikke værre end hvis Amalie havde haft skolen som 1. prioritet.

Og fordi incitamenterne til taktisk tænkning falder bort, kan man sagtens opleve, at August reelt stilles bedre. August bor måske tættere på prestigegymnasiet end tvillingerne, men har tænkt taktisk ligesom Arthur. Under et nyt beregningssystem, hvor August ikke behøver tænke taktisk, kunne det ligefrem være ham, der skubber Amalie ned på det næstbedste gymnasium.

Finessen er grundlæggende, at Al Roth har udtænkt en model, hvor alle har fordel af at søge det, som de allerhelst vil have. De får det ikke allesammen, men der er langt flere, der får noget, som er højt på ønskelisten. Og hvis man tænker taktisk, så dur det ikke, ja, det kan endog blive straffet.

Det kan godt være, at det lyder som om, at Stanford-professorens system kræver mange beregninger. Det gør det også, men der skal vel være fordele ved at leve i en tid, hvor elektronhjernen er opfundet. Systemet fungerer for kæmpebyer som New York og Boston, så det må også kunne anvendes her.

En yderligere fordel er, at systemet kan håndtere langt flere studieretninger end det gamle. Med et smartere system kan de unge vælge mere præcist og altså navnlig efter ønske og ikke taktisk.

Det eneste rimelige ville være, at man for fremtiden lægger vægt på karakterer, som det dominerende element. Hvorfor har vi ellers afgangsprøver i folkeskolen? Når folk få år senere har bestået studentereksamen, er der jo aldrig nogensinde nogen som helst, der beder om at se karakterer fra folkeskolen.

Hvis man vil, kan man i øvrigt sagtens give nogle tillæg for særlige kvalifikationer. Man kan justere karaktererne for handicap. Musikgymnasier kan belønne evnen til at spille trompet, etc. I landdistrikter kan transporttid spille en rolle. Og alle mulige tillæg kan håndteres, ikke alene forskelligt for det enkelte gymnasium, men ligefrem for den enkelte linje.

For New York og Boston betød systemets indførelse, at antallet af elever, som kom ind på deres reelle første ønske, steg voldsomt, og samtidig faldt antallet af elever, som måtte finde sig i at komme på 3., 4. eller ringere prioritet også dramatisk. Intet system kan gøre alle glade, men man kan tilstræbe at have så få utilfredse som muligt, navnlig fordi det handler om at inspirere til at fuldføre uddannelsen.

For nogle år siden holdt daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt en åbningstale i Folketinget, hvor hun foreslog at gøre matematik mere nærværende for eleverne. Man kunne bruge den pythagoræiske læresætning til at bygge en fuglekasse, var hendes eksempel. Det var måske en smule for banalt. Men det, som er beskrevet her, er derimod et eksempel på, hvor praktisk det er at lære matematik. Måske så praktisk, at det kunne bruges i matematiktimerne. I hvert fald så godt, at de burde bruge det i Undervisningsministeriet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.