Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Er du rebel eller pedel?

Foto: Lars Rasborg.
Foto: Lars Rasborg.

Hvad er det, vi vil med vores børn? Dem med ble, dem i træerne, dem på cykel, dem, der laver ugentlige afleveringer og drikker øl i weekenderne? Og stemmer det, vi gerne vil, overens med det, vi gør?

Først er det vigtigt at slå fast, at alle forældre vil deres børn det bedste. Og at lærere og pædagoger oprigtigt talt gerne vil gøre en forskel for børn og unge.

Men jeg kan med hånden på hjertet sige, at det ikke er godt, det vi pt. gør for vores børn.

Vi fortæller dem, nogle af os indirekte, at de skal sørge for at få topkarakterer, have talent, være entreprenante, innovative, ikke fjumre, ikke fejle, have succes. Vi siger til dem, at de skal have mange fritidsinteresser, mange legeaftaler, mange rejser til udlandet. At de er »i fare«, hvis ikke de går med strømmen. De skal gå den lige vej og hurtigt og se glade ud imens. Og fremfor alt undgå at træde ved siden af. Vi fortæller dem hele tiden, hvor meget vi elsker dem, men vi viser dem indirekte, at de skal gå vejen alene, for vi har for travlt til at gå med, og dagsordenen er nogle andres.

»Det gode liv«

Der er opstået en kollektiv forveksling om, hvad »det gode liv« er. Det gode liv er blevet synonymt med det perfekte liv, som vi manisk flasher på de sociale medier. Vi kender alle mere eller mindre til den redigerede virkelighed, hvor smilende ansigter dukker op på gruppebilleder på Instagram, familieopstillinger på Facebook som coverbillede med »præsentable« hjem som baggrund. Vi har taget vores børn som gidsler med den overbevisning, at sådan er livet. Fyldt med smil, venner, 12-taller, diplomer, ferierejser, fester og en ny kæreste rundt om hjørnet, hvis den gamle ikke dur. Hvis ikke du oplever det, kære barn, må du opleve om. Vi har bestemt for dig, at det er sådan du skal forstå og reproducere livet.

Vi har glemt, at skønheden ved at være menneske jo netop er uforudsigeligheden, skævheden, originalitet, det uperfekte. Mennesket er det eneste pattedyr, som kan tolke sin eksistens og træffe individuelle livsvalg. Vi burde fejre vores børns mangfoldighed. Ønske vores børn tillykke, hver gang de tog skridt i retning af at gå deres egen vej. Vi skal være rollemodeller for, at fejl blot er et yderligere forsøg på at komme tættere på at lykkes med sit mål. I stedet har vi fanget dem i en kollektiv vrangforestilling om det perfekte liv, som tilsyneladende skal indfanges i første forsøg.

Anden, tredje, fjerde prioritet?

Vil vi sætte os ned og snakke med vores børn? Dovne med dem? Lege med dem? Lytte til, hvad de har på hjerte? Være ansvarlige voksne rollemodeller, der som minimum accepterer vores børns følelser? Vi bilder os ind, at vi ikke har tid eller mulighed. »Vi« er børnenes forældre, pædagoger og lærere. Vi giver dem managementmodellen: en instruktionsmanual i succesfuld adfærd, gode karakterer, gode præstationer. De må nøjes!

Integritet er vigtig

Vi skal sammen bekæmpe alt, hvad der findes af den slags i deres liv. Læringsmålstyret undervisning, fremdriftsreform og - for de helt smås vedkommende, voksenstyret leg. Vi har kompetente børn, som kan fordybe sig, nyde at lære nyt, udvise fantasi og kreativitet. Vi skal afkorte skoledagene, undervise i tillid til, at alle børn er videbegærlige, bare vi også sørger for at ramme deres interessefelt. Vi skal stille krav til dem om at være samfundsborgere. At der også er noget, der er basisviden, som giver dem adgang til fællesskaber. De skal opleve den tradition, de er rundet af, og de skal evne at sætte sig i andres sted. Både psykologisk, socialt og kulturelt. Indsigt giver udsigt. Vi skal støtte dem i at udvikle integritet. Lære dem at lytte til deres krop, for kroppen lyver aldrig.

Er et vuggestuebarn ked af det, skal der være en favn at putte sig i. Små børn skal møde voksne med overskud. Der skal være tid til at studere mariehønens anatomi, eller droppe rutinen og tage en fægtekamp.

Store børn skal møde kærligt med- og modspil. De skal møde interesse og engagement fra deres voksne.

Hvis ikke vi som forældre, lærere og pædagoger tør at udfordre den dagsorden, vi byder vores børn i dag, skal vi ikke undre os over, at der i hver klasse i udskolingen sidder unge mennesker med angst. Som ikke glæder sig til fremtiden.

Vi skal ikke undre os over stress i børnehaveklasserne, børn, der keder sig, eller vuggestuebørn, som konstant er syge eller ikke kan sove.

Det er blot børnenes egne, sunde reaktioner på den misforståede dagsorden og eksisterende forestilling om vækst og læring.

Er der noget, vi engang var stolte over i en dansk pædagogisk og læringsmæssig kontekst – og med rette – var det den frihed til selvstændig tænkning og kreativ udfoldelse, vi gav vores børn.

I dag er virkeligheden den, at vi værdsætter det, vi kan måle, i stedet for at måle det, vi værdsætter.

Hvornår er nok nok?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.