Kommentar

Er det smart at være dum?

Jeg har set, at når lærerne spørger, om man har lavet lektier, er det vellidt at svare ja. Når klassekammeraterne spørger, om man har lavet lektier, er det vellidt at svare nej. Jeg har set flittige og umage elever, der netop yder en arbejdsindsats, blive stigmatiseret som stræbere.

Den boglige interesse blandt gymnasieelever er lav, mens det sociale prioriteres højt, skriver Jonas Vibsig Berding. Arkivfoto: Scanpix
Den boglige interesse blandt gymnasieelever er lav, mens det sociale prioriteres højt, skriver Jonas Vibsig Berding. Arkivfoto: Scanpix

Jeg er i dette skoleår begyndt i gymnasiet, og allerede til min indslusningssamtale blev jeg spurgt af min studievejleder, om det var smart at være dum i min klasse. Han sagde, at de gennem tiden havde oplevet flere klasser, hvor det var således. Mit svar var et kortfattet nej, for hvem ønsker at være dum?

Der blev uddelt knus, kram og konvolutter med afgangsbevis; tårer trillede, og smil kildede. Dimissionsfesten var aftenen, hvor vi som færdigfabrikerede rullede ud fra folkeskolens samlebånd. Som soldater stod vi på rad og række foran skaren af bevægede forældre, da vi stolt dimitterede, og vi var nået til det næste trin på uddannelsesstigen, denne rekruttering, der skulle berede os til feltens krig om arbejdspladser. Vi var nået ét skridt nærmere til at tjene vores fædreland i vækstens interesser.

Jeg havde en uvurderlig tid i folkeskolen og har meget at takke den for (altså tiden), og jeg vil huske den for at have udviklet og lært mig meget, særligt hvad angår de menneskelige mål. Jovist, matematik, læsning og naturfag var da ganske vist også overkommeligt, men på skolebænken bag de tindrende ruder mellem klasseværelset og friheden på den anden side, skyldtes fordrageligheden nok alene dagdrømmeriets udsigt til skoleklokkernes undsætning. Sangfuglenes musik var nu engang smukkere end skolefrøkenernes.

Tillad mig at byde dig på en rundvisning i min hukommelses museum, og lad mig tage dig med til folkeskolens gange, for tro ikke, at vi lus ikke også kendte de gange, vi krøb på. Vi var klar til at tage vores sidste spring fra børnehavens gyngestativ, og vi var med lysten til læring så flyvende høje, da vi svævede hen over børnehavens hæk. Alle landede vi en alen højere bag skolepultene. Vi var i én forvandling blevet store mennesker, stolte skolebørn med penalhus og sylespidse blyanter; men vi lærte hurtigt, at leg var lystigere end læsning, og venner var vigtigere end viden.

Langsomt blev vi bevidst om det sociale. Vi begyndte at tænke på, hvad andre mon tænkte om os, så bag enhver bevægelse blev deres reaktioner betænkeligt beregnet. Det sociale var dog altid i luften imellem os, men det kondenseredes til en mørk sky, der lagde sig faretruende over vores hoveder, så vi alle dansede regndans. Klimaet var fugtigt længe, og først for nylig revnede skyen for øjnene af mig, og jeg kunne i dens vandpytters spejl reflekteret se, at det sociale afspejlede sig i snart alt. Nu kunne jeg soleklart se, at det sociales appel var popularitet, og vi stilede efter dette, for intet var så populært som at være populær, og vi er alle anerkendelsens bejlere. Minervas ugle lettede i solskinnet.

Nu går jeg i gymnasiet, og det sociales betydning er her, som det var i folkeskolen, for vi var og er i en alder, hvor identitet udvikles og afprøves i relation til andre. Ikke desto mindre kom min studievejleders spørgsmål overrumplende. Er det smart at være dum? Jeg måtte i situationen dementere; spørgsmålet var absurd, men det gav genlyd, og jeg måtte tage mit svar til revurdering. Det er smart at være smart, for det sociale fordrer popularitet, men hvad fordrer populariteten?

Jeg har kigget mig om i gymnasiet og med et tilbageblik på folkeskolen er dette, hvad jeg så: Jeg har set, at når lærerne spørger, om man har lavet lektier, er det vellidt at svare ja. Når klassekammeraterne spørger, om man har lavet lektier, er det vellidt at svare nej. Jeg har set, at de, der giver udtryk for at lave flest lektier, sjældent er dem, der tager til de fleste fester, at de, der bruger mest tid på vennerne i fritiden, sjældent er dem, der giver udtryk for at bruge mest tid på skolearbejdet derhjemme.

Jeg har set, at der i den danske skole blandt eleverne hersker et tilstræbt ideal om den begavede elev, til hvem alt fagligt kommer let og aldeles uden arbejdsindsats, men dette er et paradoks, for intet kan tilstræbes uden arbejdsindsats. Jeg har set flittige og umage elever, der netop yder en arbejdsindsats, blive stigmatiseret som stræbere. Det at være en stræber er i ordets sprogbrug negativt, men er det negativt at yde en ekstra indsats for at realisere sit mål? Begavelse er en gave, man må give sig selv.

Det er tilsyneladende popularitetens præmis i skolen at udtrykke et modstræbende og nødtvunget forhold til skolen selv. Det er smart at være smart, javel, men dette smarte er at udvise magelighed, for selv om det måske er smart nok at være klog, er det ingenlunde smart at fremstå flittig. Dette er, hvad der afstedkommer skævvridningen mellem det sociale og det faglige i den danske skole. Det er i en skole, hvor det er populært at være magelig, som i en fodboldklub, hvor det er populært at brænde chancer – et kæmpe selvmål for skolen.

Jeg ønsker ikke at fremstå frelst, for jeg har selv andre interesser, end hvad der ligger inden for skolens pensum. Hvad andet kan man i dag forvente sig af en skoleelev?

Afstanden mellem det sociale og skolens faglighed skal nemlig forstås kausalt, for den boglige interesse er blandt unge i dag lav, og hvorfor skulle interessen vokse på skolebænken? Jeg anfægter blot denne sociale tendens til magelighed, der hverken gavner skolen eller eleverne selv. For i en snæver, skolemæssig forstand, hvor begavelse og karakterer harmonerer, ønsker elever evident at være begavede, da dette berettiger de forkyndte videregående uddannelser. Men den skolemæssige begavelses målestok er karakterer, som fordrer flid, og det er bestemt ikke smart at udvise flid.

Det er altså de færreste, der direkte ønsker at være dumme, men mange elever har ønsker om drømmejobs og lægger samtidig modstræbende afstand til uddannelsernes veje dertil, og dette er om noget dumt.

Og de, der går på gymnasiet, men intet formål ser i en gymnasial uddannelse og ingen faglige ambitioner har, spilder blot deres tid, og dette er vel det dummeste. Så det er virkelig ikke for at lyde dumsmart, når jeg konstaterer, at det ér smart at være dum.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.