Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Engang hang Samantha Fox på de fleste værelser, og kvinderne var topløse på stranden. Nu har feministerne sejret og frisindet tabt

Som jeg husker min ungdom, var der frække undertoner og flirt overalt. Ikke stiliserede halvnøgne kroppe og rå sexuel arrogance, men rigtig flirt. Jeg havde som det mest naturlige i verden en plakat af en letpåklædt Samantha Fox hængende på væggen i mit ungpigeværelse.

Der blev spillet på alle tangenter, når Sabrina tonede frem på MTV og sang om »boys« med brysterne hoppende ud af bikinien. Og enhver automekaniker med respekt for sig selv - og for kvinder - fulgte ugens dage og årets gang fra sin sirligt ophængte pin-up kalender.

Men selv om grænserne mellem kønnene var klarere og flirten fyldte mere, så mindes jeg ikke, at hverken mine veninder (måske med undtagelse af en enkelt), min søster eller jeg blev opdraget til at føle os mindre værd end drengene. Tværtimod.

Vi havde samme muligheder for selv at skabe den karriere, familie og fremtid, som vi drømte om. Min mor, min søster, mine veninder og jeg kunne sågar gå topløse på stranden uden at skænke det en tanke, at vi dermed var omvandrende sexobjekter - og ja, det var en vidunderlig følelse!

I dag er historien en anden.

Mulighederne har vi stadig. Men bikinitoppen bliver på, og de uskyldigt frække undertoner og den naturlige flirt mellem mænd og kvinder er erstattet af krænkelseskultur, afseksualisering, respektløshed og rå porno.

Bortset fra en kort epoke, hvor ligeværd og seksuel tiltrækning ikke var hinandens modsætninger, har danske feminister skamredet deres »sag« og ødelagt balancen.

Hvis vi vil genskabe balancen, må vi have modet til at indse, at den debat, som René Fredensborg i sidste uge satte i gang, og som stadig buldrer afsted, slet ikke handler om underbuksevask og asiatisk håndfodring.

Debatten handler om, at feministerne har sejret ad helvede til. Og at de unikke relationer, som opstår mellem mennesker, når vores seksualitet er en naturlig og balanceret del af vores omgangsform, er gået tabt.

For selv om det - set i bakspejlet - kan virke bizart at dekorere sit pigeværelse med denne letpåklædte, flirtende popsanger, har det en særlig værdi for friheden og frisindet i et samfund, at vi kan være mænd og kvinder med alt, hvad det indebærer, uden frygt for at femininitet og hengivenhed bliver misbrugt - og at maskulinitet og smiger bliver misforstået.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.