Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Efter Brexit er et folkets forår uundgåeligt

Marine Le Pen: Brexit er først og fremmest et politisk spørgsmål. Det handler om et folks ret til selvbestemmelse. Selv hvis det berømmes af alverdens propaganda, er og bliver et bur stadigvæk et bur.

Marine Le Pen
Marine Le Pen

Hvis der er én ting, der går den franske ære for nær, er det at se briterne stjæle rampelyset. Men stillet over for sandt mod kan selv den stolteste franskmand ikke gøre andet end at tage hatten af og bukke. Og den beslutning, det britiske folk netop har truffet, var vitterligt en modig handling: Det var et frihedselskende folk, der her udviste mod.

Brexit vandt på trods af alle forudsigelser. Storbritannien har besluttet sig for at gøre sig fri af Den Europæiske Union og tage sin frihed tilbage blandt verdens nationer. Det var blevet spået, at udfaldet af folkeafstemningen alene ville afhænge af økonomien, men briterne viste sig mere indsigtsfulde, end kommentatorerne bryder sig om at indrømme.

Læs om følgerne af Brexit: BREXIT

De britiske vælgere forstod, at der bag prognoserne om pundets kurs og de økonomiske eksperters debatter gemte sig et enkelt spørgsmål, som var både enkelt og fundamentalt: Ønsker vi, at vore liv bliver bestemt af udemokratiske kræfter, eller vil vi hellere genvinde kontrollen over vores egen skæbne? For Brexit er først og fremmest et politisk spørgsmål.

Det handler om et folks ret til selvbestemmelse. Selv hvis det berømmes af alverdens propaganda, er og bliver et bur stadigvæk et bur. Og et bur er ubærligt for et menneske, der elsker sin frihed.

Den Europæiske Union er blevet et folkenes fængsel. Hvert af de 28 lande, den omfatter, har over tid mistet sine demokratiske rettigheder til kommissioner og råd, der savner ethvert folkeligt mandat. Hvert eneste land i unionen har måttet implementere love, som det ikke ønskede. Medlemsstaterne bestemmer ikke længere over deres eget budget, og det kræves af dem, at de åbner deres grænser mod deres vilje.

Landene i eurozonen er i en endnu mindre misundelsesværdig situation. Af ideologiske grunde tvinges forskelligartede økonomier til at anvende den samme valuta, selv om det så koster dem den sidste skjorte. Det er en moderne udgave af Prokrustes’ seng, og folket har ikke længere noget at sige.

Og hvad med Europa-Parlamentet? Det er kun på skrømt demokratisk, fordi det er baseret på en løgn: Nemlig forestillingen om, at der findes ét homogent, europæisk folk, og at et polsk medlem af parlamentet følgelig har ret til at vedtage love for spanierne. Vi har forsøgt at se bort fra eksistensen af suveræne nationer, og det er kun alt for forståeligt, at de nægter at lade sig overse.

Brexit var ikke det første forsøg på oprør fra de europæiske folk. I 2005 afholdt Frankrig og Holland folkeafstemninger om den foreslåede forfatningstraktat. I begge lande var modstanden massiv, og andre regeringer besluttede sig omgående for ikke at gentage eksperimentet af frygt for, at smitten skulle spredes.

Et par år senere blev de europæiske folkeslag så alligevel påduttet forfatningstraktaten under dække af Lissabon-traktaten. I 2008 nægtede Irland – også via en folkeafstemning – at ratificere selvsamme traktat. Men igen blev den folkelige beslutning fejet til side.

Da Grækenland i 2015 ved en folkeafstemning bestemte sig for at afvise Bruxelles’ spareplaner, kom EUs antidemokratiske svar næppe bag på nogen:

At afvise den folkelige vilje var efterhånden blevet rutine. I et øjebliks oprigtighed erklærede formanden for EU-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, frejdigt, at »der ikke kan forekomme et demokratisk valg imod de europæiske traktater«.

Brexit er derfor nok ikke det første udtryk for håb, men det er nok folkets første virkelige sejr. Briterne har stillet unionen over for et dilemma, som den vil få svært ved at vikle sig ud af.

Enten tillader den briterne at vælge deres egen kurs i al fredsommelighed, og derved risikerer den, at det danner præcedens: Den politiske og økonomiske succes for et land, der har forladt Den Europæiske Union, ville tydeligt udstille unionens dårligdomme. Eller også vælger unionen, som den dårlige taber, at lade briterne betale for deres frafald ved enhver tænkelig lejlighed, og derved udstiller den sin tyranniske karakter.

Almindelig sund fornuft peger i retning af den første mulighed. Jeg har imidlertid på fornemmelsen, at Bruxelles vil vælge den sidste.

Én ting er dog sikker: Storbritanniens afsked med Den Europæiske Union vil ikke gøre unionen mere demokratisk. Den hierarkiske karakter af de overnationale institutioner vil kun søge at styrke sig selv.

Som alle døende ideologier søger også unionen at tumle blindt videre. Rollerne er allerede fordelt: Tyskland vil føre an, Frankrig vil lydigt følge trop.

Her er allerede et første tegn: Frankrigs præsident Francois Hollande, premierminister Matteo Renzi fra Italien og fungerende premierminister Mariano Rajoy fra Spanien følger instruksen direkte fra kansler Angela Merkel i Tyskland uden at ulejlige sig til Bruxelles. Et citat, som tilskrives Henry Kissinger: »Hvem skal jeg ringe til, hvis jeg vil tale med Europa?« kan nu besvares: Ring til Berlin.

Så de europæiske folk har kun et enkelt valg tilbage: At forblive bundet på hænder og fødder i en union, som forråder de nationale interesser og den folkelige selvbestemmelse, og som åbner porten på vid gab til massiv indvandring og arrogante finansinteresser. Eller at tage deres frihed tilbage via stemmeboksene.

 

Kravet om folkeafstemninger lyder nu overalt på kontinentet. Jeg har selv over for hr. Hollande foreslået, at en sådan folkelig konsultation skulle gennemføres i Frankrig. Som ventet afviste han mig. Men Den Europæiske Union kommer mere og mere til at ligne Sovjetunionen, der døde af sine egne, indre selvmodsigelser.

Folkets forår er imidlertid uomgængeligt. Det eneste spørgsmål, som endnu står tilbage, er, hvorvidt Europa er parat til at gøre sig fri af alle illusioner, eller om denne besindelse vil blive en smertelig proces. For mit eget vedkommende har jeg truffet valget for længe siden: Jeg vælger Frankrig. Jeg vælger de suveræne nationer. Jeg vælger friheden.

Ovenstående Kommentar har været bragt i The New York Times. Oversættelse: Lars Rosenkvist

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.