Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Drop ideen om politisk udpegede diplomater

Erfaringen fra Sverige og andre lande med politiske ambassadører er bestemt ikke god. Systemet kan ikke anbefales.

Ann-Sophie Dahl.
Ann-Sophie Dahl.

Forslaget fra Venstre om at udpege politiske ambassadører har mødt stor modstand. Det er der god grund til, det er nemlig et rigtig dårligt forslag. Ulemperne med politisk udpegede ambassadører kender vi godt fra Sverige, der – desværre – bruger det system.

Det undrer mig derfor, at Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen i Berlingske (13. januar) siger, at erfaringen fra andre lande, herunder Sverige, ikke giver grund til at frygte »nepotisme og politisk kammerateri.«

Så må Michael Aastrup Jensen have drøftet forslaget med en meget begrænset gruppe af svenske kolleger, der måske selv godt kunne tænke sig sådan et skridt i karrieren en dag.

Samuelsen tavs om Løkkes politisk udpegede ambassadører

Ellers har de borgerlige i Sverige nemlig traditionelt været meget kritiske over for systemet, at lade politikere lege diplomater, såkaldte »sidorekryteringar«, selv om de også mere begrænset har brugt det, når de har været i regering.

Der var massiv kritik fra de borgerlige i 1960erne og op til 1980erne, når socialdemokraterne under Olof Palme konsekvent brugte muligheden at lade partivennerne blive ambassadører på spændende steder.

Det var nu ikke kun UD (Utrikesdepartementet,) der var politiseret dengang. Mens socialdemokratiet var det helt dominerende parti og sad uafbrudt i regering fra 1932 frem til 1976, og igen fra 1982 til 1991, var der en systematisk infiltration af partifolk i de svenske myndigheder.

For at komme til tops som embedsmand var man nødt til at have en rød partibog i lommen, dengang Sverige var et slags demokratisk etpartisystem.

Især FN-ambassaden var et yndlingssted for »Palmes pojkar«, der gerne ville bo i de flotte kvarterer i New York. Men også andre steder var det tydeligt, at de svenske diplomater ikke kun repræsenterede deres land, men også, eller primært, et parti og en ideologi.

Det fik vi, der ikke delte de holdninger, engang imellem barsk at vide.

Socialdemokraten Maj-Britt Theorin fik f.eks. titlen »nedrustningsambassadør« som belønning for sin meget markante politiske linje mod den borgerlige opposition i Riksdagen. Den socialdemokratiske handelsminister Carl Lidbom kunne tilføje »svensk ambassadør i Paris« til sit CV, efter at han var gået af som minister.

Bertel Haarders generalkonsulat er blevet en varm politisk kartoffel: I Venstre bliver der hvisket, i Flensborg bliver der raset

Borgerlige politikere, der blev »sidorekryterade« – for at give indtryk af politisk balance, fik derimod pakket kufferten til hovedstæder, der var politisk og geografisk mere perifere, som i New Zealand eller Filippinerne.

Da Fredrik Reinfeldts Allians-regering vandt valget i 2006, var den socialdemokratiske hegemoni gudskelov et afsluttet kapitel og UD ikke længere en rød bastion. Med Carl Bildt som udenrigsminister (2006-2014) kom der dog en ny variant af politiske ambassadører.

Til London kom en ung, kvindelig ambassadør, der tidligere ikke kun havde arbejdet ved ambassaden her i København, men også som international rådgiver for Moderaterna. Ikke tvivl om, at hun var en kompetent diplomat, men på det tidspunkt måske ikke lige i første række til en tung ambassade som den i London, mente kritikerne. Det vakte også opmærksomhed, da Carl Bildts bedste ven, også han med en baggrund som international rådgiver hos Moderaterna, hurtigt avancerede fra ambassadør i Thailand til den smukke svenske ambassade i Washington D.C.

I dag er imidlertid alle enige i, at han ydede en glimrende indsats, også i Washington. Modsat de socialdemokratiske partifolk, der blev belønnet med ambassader, var de rådgivere, som Moderaterna udpegede, uddannede diplomater.

Så er der en anden kategori af politiske ambassadører, nemlig politikere, man gerne vil af med. Stakkels Brasilien havde i en periode en ambassadør – tidligere blandt andet socialdemokratisk arbejdsmarkedsminister – man stadigvæk taler om både i Brasilia og UD. Til Ottawa og derefter til Rom sendte Sverige en tidligere partileder for Folkpartiet, der også havde været statsminister en kort periode og udenrigsminister, men en meget anonym en af slagsen. Ligesom i Brasilien var det heldigt, at der var gode medarbejdere til stede, der klarede at løfte de diplomatiske opgaver.

For dem, der er nummer 2 på ambassaderne, må det være skuffende at være nødt til at udføre ambassadørens arbejde, men uden enten ambassadørens stilling eller løn. Det er jo ikke ligefrem derfor, de har investeret i en diplomatisk karriere. Så der er en åbenbar risiko for, at det efterhånden bliver svært at fastholde de gode medarbejdere.

I USA er alle de gode ambassader forbeholdt præsidentens venner og dem, der har købt sig en ambassadørtitel gennem politisk fundraising. Med de amerikanske ambassadører er det også ofte meget tydeligt, at de i første række repræsenterer en præsident eller tilmed mest dem selv – ikke hele deres folk eller land. Det påvirker selvfølgelig ambassadørens – og landets - troværdighed.

Nej, erfaringen fra Sverige og andre lande med politiske ambassadører er bestemt ikke god. Systemet kan ikke anbefales. Så kære danske politikere, drop nu bare den idé.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.