Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

DFs politik får kun ghettoerne til at vokse

»Hvis DF mener, at integrationsproblemerne skal løses, og ghettodannelser skal bekæmpes, så skylder partiet et bedre svar end bare »færre skal hertil«. Antallet betyder noget, men et fokus på tilstrømningen kan ikke stå alene.«

For få dage siden bragte Dansk Folkeparti spørgsmålet op i Folketinget om, hvor mange – eller måske nærmere hvor få – danskere, der bor i Brøndby Strand. Kenneth Kristensen Berth (DF) nævnte selv i debatten, at områder med en høj koncentration af udlændinge modvirker integrationen. Det er jeg helt enige i. Det interessante er bare, at DFs egen politik også bidrager til at modvirke integrationen. Den bidrager kun til flere ghettodannelser, i hvert fald ikke færre.

Det er der særligt to af partiets standpunkter over de seneste år, der viser.

For det første har partiet været med til at vedtage en række fattigdomsydelser. Særligt kontanthjælpsloftet og den såkaldte integrationsydelse, der gør alt andet end at integrere mennesker. De lave sociale ydelser bidrager i hvert fald ikke til, at de indvandrere og efterkommere, der måtte være på overførsler, kan flytte ud af ghettoen. Tværtimod betyder de lave ydelser, at de bliver fastlåst i ghettoområderne, hvor lejeniveauet er relativt lavt. Det bidrager ikke til integration.

For det andet var partiet tilhænger af at rulle SR-regeringens billig boliglov tilbage. I denne boliglov var en bestemmelse, der gav kommunerne ret til at kræve op til 25 procent almennyttige boliger i nye boligområder. Dansk Folkeparti ville fjerne loven igen med henvisning til, at den mindede om ekspropriation, sådan som DFs boligordfører Merete Dea Larsen udtalte det. Billig-bolig-loven sikrer netop flere almene boliger i områder, der ellers ikke ville have almene boliger. Flere boliger, der er til at betale, ville altså kunne muliggøre bevægelsen fra lejlighed i et ghettoområde til en bolig uden for ghettoen. Heldigvis endte billig-bolig-loven med at blive bevaret i et bredt planlovsforlig.

Hvordan vil DF bekæmpe ghettoer?

I folketingsdebatten om Brøndby Strand mente både Peter Kofod Poulsen (DF) og Kenneth Kristensen Berth (DF), at en stram flygtninge- og indvandringspolitik er den bedste integrationspolitik. »Det må handle om at begrænse tilstrømningen, før det bliver et integrationsspørgsmål,« sagde Kofod Poulsen. Men de overser fuldstændigt integrationsindsatsen over for de mennesker, der allerede er her. Mennesker, der har boet her i årevis – også mens DF var parlamentarisk grundlag for VK-regeringen.

Hvis DF mener, at integrationsproblemerne skal løses, og ghettodannelser skal bekæmpes, så skylder partiet et bedre svar end bare »færre skal hertil«. Antallet betyder noget, men et fokus på tilstrømningen kan ikke stå alene. Spørgsmålet er, hvordan DF i virkeligheden vil bekæmpe ghettodannelserne og styrke integrationen. For partiets boligpolitik bidrager ikke til, at ghettoerne skrumper. Tværtimod.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.