Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Borgerlige dyder

Det store incest-paradoks

»En cirka 45-årig mand i sorte habitbukser, hvid skjorte og nypudsede sko træder frem. Han ligner en af de rigtig dyre advokater inde fra byen. Elegant, dannet og beleven. Men da han åbner munden, handler det om anale voldtægter og andre horrible overgreb gennem en hel barndom.«

Foto: Niels Ahlmann Olesen
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Seksuelle overgreb er forbrydelser, som sætter spor. Det er forbrydelser, som rammer offeret – igen og igen og igen – gennem hele livet.

Først knuser gerningsmanden offerets barndom, direkte, brutalt. Så slår hans gerninger offerets teenageår ud af kurs. Muligheden for et lykkeligt samliv med et andet menneske som voksen ødelagde han allerede systematisk mange år forinden. Glæden ved at være forælder har han forvandlet til et mareridt.

Selv langt oppe i voksenlivet slår hans gerninger til igen. Ofrene har spiseforstyrrelser. De bliver alkoholikere, kriminelle, psykisk syge eller regulært sindssyge. Ny forskning viser, at overgreb på børn tilmed ændrer stofskiftet, og ofrene er derfor ofte overvægtige og ender tit som diabetespatienter. Og man kan i dag på en scanning se, at hjernen hos mange ligefrem er ændret. På samme måde regner man i dag prostitution for en senfølge af seksuelle overgreb. Man betaler med andre ord med hele sin eksistens, hele tiden, hele livet, når en pædofil fremmed eller et afsporet familiemedlem har været i gang.

»Jeg synes, vi skal starte med at tænke på alle dem, som ikke er her i dag,« sagde Helle Borrowman, der er formand for Landsforeningen Spor, da hun i sidste uge åbnede en velbesøgt høring i Folketinget om senfølger for incest- og pædofiliofre.

Hendes pointe var, at der er så mange af ofrene, som tager deres eget liv, at man egentlig skal være glad, hvis man er incest-offer – og i live.

Der var afsat en dag til høringen, og salen var fuld af ofre for seksualforbrydelser. De fortalte personlige historier, og det var så voldsomt, at en socialdemokrat på et tidspunkt faktisk måtte forlade salen.

Det var også utåleligt at høre på.

En cirka 45-årig mand i sorte habitbukser, hvid skjorte og nypudsede sko træder frem. Han ligner en af de rigtig dyre advokater inde fra byen. Elegant, dannet og beleven. Men da han åbner munden, handler det om anale voldtægter og andre horrible overgreb gennem en hel barndom.

»Jeg ser måske pæn nok ud udenpå. I ville ikke ønske jer at kigge ind,« siger manden, som kun vil have sit fornavn frem, og som er på nippet til at briste i gråd.

Politikerne har for travlt - til dét

I salen er der kun mødt ganske få politikere op. De har åbenbart for travlt til dét. Det er i hvert fald, hvad social- og indenrigsminister Karen Ellemann siger, da hun i sidste øjeblik kommer valsende ind.

Hun holder en kort tale, hvori hun ikke rigtig siger noget – men hun når dog at fremhæve, at man kan nå langt med frivilligt arbejde, og at det jo også er rart bare at tage en kop kaffe med ligesindede. Salen er synligt rystet.

Efter talen afbryder ministeren et offer, som er ved at fortælle om de over 80 indlæggelser på psykiatrisk afdeling, de mange selvmordsforsøg og den efterfølgende invalidepension, fordi hun ikke lige har tid til at høre færdig, før hun går.

I paneldebatten, som følger, glider politikerne af, og selv de, der egentlig gerne vil flytte støtten til ofrene ud af satspuljerne og gøre den permanent, fedter mest bare rundt.

Tilbage er ofrene, som lever med politikernes undladelsessynd.

Eksempel? Hvis en nævning under en retssag skal så meget som se på bevismateriale i form af film med børneporno, så udløser det ubegrænset krisehjælp betalt af staten. Men ofrene for seksuelle overgreb gennem mange år – altså dem, som medvirker på filmen – tilbydes i dag stadig normalt kun ti samtaler hos en psykolog.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.