Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Det politiske skuespil genopsættes – men rollerne er byttet om

Foto: Linda Kastrup og Steen Brogaard.
Foto: Linda Kastrup og Steen Brogaard.

I september 2009 bragte Modkraft.dk en historie om Johanne Schmidt-Nielsen (EL). »Lovligt eller ej – jeg fortryder intet,« sagde hun i rubrikken.

Sagen var, at Johanne Schmidt-Nielsen på sin facebookvæg havde opfordret til at hjælpe irakiske asylansøgere. Det var tidligere blevet erklæret ulovligt af Birthe Rønn Hornbech (V), som på det tidspunkt var integrationsminister.

Peter Skaarup (DF) var harm og truede med Folketingets Præsidium. Henrik Dam Kristensen (S) mente også, at MF’ere burde være de første til at overholde loven. Til gengæld mente han ikke, at Schmidt-Nielsens brøde skulle sanktioneres af præsidiet, men af vælgerne.

Da det kom til stykket, satte 47.002 vælgere deres kryds ved hende personligt. Det kan ikke udelukkes, at flere ville have gjort det, dersom Johanne Schmidt-Nielsen havde holdt sig på lovens vej i 2009. På den anden side er 47.002 et yderst respektabelt stemmetal: over 13.000 flere, end Helle Thorning-Schmidt (S) fik i samme valgkreds.

Det føles, som om vi kender samtlige replikker i sommerens genopsætning af det gamle stykke fra 2009. Og med rette, eftersom det eneste, der har ændret sig, er besætningen af rollerne.

En og anden ville måske tænke, at jeg fandt Johanne Schmidt-Nielsen lidt for etisk fleksibel, eftersom hun denne sommer spiller Birthe Rønn Hornbechs gamle rolle med glans. Men det er nu ikke mit ærinde at fremkomme med en personlig kritik.

Schmidt-Nielsen er en behagelig og professionel kollega, jeg hverken har mere eller mindre at udsætte på end så mange andre.

Det, jeg i stedet vil fremføre, er: Skuespillet, som faktisk er blevet opført mange gange før og vil blive sat op mange gange i fremtiden, er et skuespil, der handler om gråzonen mellem jura og politik.

Over for hinanden står to hovedkarakterer, der begge er bevæbnet med to våben: Jura og politik. Og hvor den ene angriber modstanderen politisk ved hjælp af jura, så parerer den anden de juridiske udfald med politik.

Når sådan et drama overhovedet kan udspilles, er det fordi Folketinget ene af alle har en forfatningsmæssig ret til at parere angreb, der formelt set er juridiske, ved hjælp af politik.

Anklages den almindelige borger for at have overtrådt en paragraf, kan han eller hun kun i meget begrænset omfang og ad snørklede omveje udfordre dette politisk. Angriber en fraktion i Folketinget en minister med juridiske våben, kan den modstående fraktion til hver en tid sige, at den af politiske årsager vælger at lade nåde gå for ret.

Om det er en domstol eller vælgerne, der i sidste instans skal tage stilling til, om Folketingets flertal har gjort det rette eller ej, kan man strides om. I 2009 mente DF principielt det første (idet man indsatte præsidiet som en domstolslignende instans), mens S principielt mente det sidste.

I dag er rollerne også her ombyttet. Om det er det bedste eller det værste ved politik, vil jeg lade være op til Dem at afgøre.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.