Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Det kommer jo et sted fra

Eva Agnete Selsing, Filosof
Eva Agnete Selsing, Filosof

Nej, selvfølgelig har jeg ikke set videoen. Af den 15-årige gymnasieelev, der mod sin vilje filmes, mens fire unge mænd har samleje med og på forskellige måder forulemper hende. Intet som helst ordentligt menneske ville kunne få sig selv til at se den. Ikke bare for pigens skyld, men fordi det er moralsk forkasteligt at dele optagelser af overgreb. At se den slags er at legitimere det – og det er kun i orden i et forstyrret sind.

Men den er blevet set. Og delt. Af mange – vistnok primært gymnasie- og folkeskole(!)elever i Nordsjælland, men mon ikke den når endnu videre ud, takket være den store omtale? Man kan sågar finde vamle typer, der i avisernes kommentarspor helt åbent efterspørger mulighed for at se den. Skammen, sårbarheden, ydmygelsen, de andres dom, og hvad der ellers følger med – det må den nu 16-årige pige bære på sine skuldre. Alene. Det er meget at forvente af en teenager. Alt, alt for meget.

Men mens kun hun, for sig selv, kan hele sine sår, er ansvaret for den væmmelige sag fordelt på mange hoveder. Og der skal tales ansvar i sådanne sager. Jovist, der vil stå hændervridende lærere, flove rektorer og især ansvarsforflygtigende forældre klar til at bortforklare, forskyde og bagatellisere. Men lad os allerede nu blive enige om, at ikke alverdens manipulerende historier om, at de unge bare følger »tidsånden«, at det er »teknologiens muligheder« (sic!), at »gruppepres« fik de mange til at dele optagelsen og så videre, fjerner ansvaret. Uanset om vi sociologiserer det til at være et »kulturelt fænomen« – og dermed noget dejligt abstrakt, som gør det sværere at klandre enkeltpersoner for – eller ej, er der stadig tale om individer, der har handlet forkasteligt.

Og disse individer er ikke ansvarsfrie, selvom de er unge. Det samme gælder lemmingerne – delerne af videoen, som medvirkede til mangedoblingen af udåden. I samme kategori er alle de verbalt defækerende typer, der med karakteristisk afstumpethed nedgør pigen på de sociale medier.

Men ej heller er, i andet geled, de voksne omkring de unge, der altså ikke har formået at installere tilstrækkeligt med medfølelse i deres afkom til, at denne kæde af overgreb blev standset, inden det nåede så vidt, uden en (i hvert fald moralsk) delagtighed. Den slags adfærd, den samvittighedsløshed, den ringeagt for et andet ungt menneskes krop, grænser og fremtid, den uhyggelige lethed, hvormed et pigeliv er blevet slået i stykker. Den kommer et sted fra. Den har fået lov at udvikle sig. Hvorfor har den det? Hvem har tilladt det?

Værst, naturligvis, er det med de voksne omkring selve gerningsmændene. Men alle de unge, der har delt videoen og derved medvirket til at legitimere og udbrede overgrebet – de har vel også en mor og far? Eller hvad? Hvor er de forældre, der som den fineste opgave her i tilværelsen har at indpode samvittighed, hjælpsomhed og venlighed i deres børn?

Der er rigtignok tale om et kulturelt fænomen, og sikkert også en tidsånds-ting (jeg finder vores tidsånd usmagelig – kan man købe en ny et sted?) Men det fjerner for det første ikke ansvaret. Og så kan det under ingen omstændigheder afgrænses til de unge alene. Den adfærd kommer et sted fra, og ansvaret bør fordeles på alle de implicerede. For pigens og for retfærdighedens skyld. Jeg ønsker dig alt godt fremover, S. Du skal nok komme igennem det.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.