Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Det frie valg er reelt sat ud af kraft

Modelfoto: Ritzau/Scanpix
Modelfoto: Ritzau/Scanpix

Vi skal selv kunne bestemme over vigtige beslutninger i livet – hele livet. Jeg vil gerne selv vælge, hvilket hospital jeg skal behandles på, og hvem der skal komme i mit hjem. Og hvis jeg en dag skal på plejehjem, vil jeg også selv vælge, hvor jeg skal bo.

Sådan har de fleste ældre det også. De seneste tal fra Sundheds- og Ældreministeriet viser, at 61 procent af de ældre finder ordningen med frit valg af hjemmepleje vigtig. Ifølge loven skal de have mindst to muligheder at vælge imellem for hjemmehjælp. Det er ikke noget stort udvalg, men dog bedre end et monopol. Det »frie valg« begrænses imidlertid væsentligt, da fire ud af ti ældre ifølge Sundheds- og Ældreministeriet ikke kender til muligheden for selv at vælge.

Det såkaldte frie valg er en af de bedst bevarede hemmeligheder og reelt sat ud af kraft for en stor del af borgerne.

Reelt frit valg kræver tre grundlæggende betingelser. Dels at der er noget at vælge imellem, hvilket kræver fair vilkår for private udbydere. Dels at borgerne kender til valgmulighederne, og dels at man har økonomisk mulighed for at vælge en anden løsning end den offentlige.

I alle de tilfælde, hvor vi selv skal betale for at vælge det, som vi synes er bedst, har vi grundlæggende det store problem, at vi skal betale to gange. Både for den offentlige løsning, som tilbydes for vores egne skattekroner, og den private, som vi rent faktisk bruger. Det betyder en ulighed, da staten inddrager så stor en andel af vores indkomst, at ikke alle har råd til at betale dobbelt. Det er en uretfærdig ulighed.

Stod det til mig, burde vi også kun betale én gang. Frit valg skal ikke kun være for dem, som har råd. Derfor burde pengene altid følge borgeren. Man burde fastsætte en pris på skattebetalte ydelser – f.eks. en behandling eller en hjemmehjælp – og beslutte, at borgeren kan bruge dem, hvor man har lyst.

I praksis betyder det, at kommunen skal beregne, hvad en ydelse reelt koster, og den private leverandør skal levere samme kvalitet til samme pris eller lavere. Men kun få – hvis nogen – kommuner, regioner eller andre offentlige instanser kender prisen, og den udbudte pris bliver ofte sat lavere end de reelle omkostninger. Det betyder, at den private leverandør enten ikke ønsker at være med, eller er med og går konkurs eller leverer dårlig kvalitet for at overleve.

Hospitalsverdenen er mindst lige så hårdt ramt. I Danmark er andelen af private på hospitalsområdet helt nede på én-to procent.

Man burde indføre en standardskabelon for udregning af priser i det offentlige, som medtager alle udgifter, og som er ens i hele landet inden for de forskellige områder. Efterberegne fire gange om året og umiddelbart efter offentliggøre eventuelle nye beregninger.

Det ville give større udbud, mere frit valg for alle og ikke kun dem, som har råd. Mere retfærdig lighed.

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.