Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

»Det er, fordi de muslimske børn er i skolen, at vi igen taler om dannelse. De skal formes«

Vi bliver aldrig træt af at diskutere dannelse. Eller »vi« er skolefolket, dvs. dem der skal danne de udannede, for dannelse forudsætter enighed om, at især børn ikke endnu er dannede eller formet.

I det 19. århundrede diskuterede man også dannelse. I Tyskland hed det bildung. I England culture. Det var noget, folk ikke havde. Man sagde det dog ikke så groft som i renæssancen. Dengang sagde humanisterne, at der var større forskel på en læg og en lærd end på en abe og et menneske. Dengang var lyset for de lærde blot. Man havde endnu ikke opfundet bønderne; det gjorde man først i romantikken. Og dem sendte man på højskole, så de også kunne blive dannede, og dannelsen var dansk. Bønder blev til danskere.

Bildung har ordet »bild« i sig. Det røber ordets kristne oprindelse, idet det går tilbage til tanken om »formatio dei« og til, at vi er skabt i Guds billede. I England var culture noget andet. Culture skulle erstatte kristendommen, der var på retur i England i 1850erne. Der var religiøse og klassemæssige splittelser, derfor kunne culture skabe den sammenhængskraft, der manglede. Culture, sagde man, forudsætter en stærk stat, men det havde man ikke i England, der var et liberalt land. Englænderne hyldede princippet: Doing as one likes. Og det duede ikke. Hvad var culture? »Det bedste, der er tænkt og sagt«. Det kulturbegreb dominerede den engelsktalende verdens skoleopfattelse til op i 1960erne.

I august 1985 indkaldte undervisningsminister Bertel Haarder (V) til et såkaldt Sorø-møde, og temaet var de humanistiske fag i gymnasiet. Haarder havde nedsat et udvalg, som skulle styrke de humanistiske fag. Der skulle lægges vægt på det danske, det nordiske og det mytiske. Oldtidskundskab skulle afskaffes. Grundtvigs ånd svævede over Ingemanns Sorø. Den skulle uddrive Marx’ onde ånd, der også var til stede blandt de indbudte dansklærere. Og de var vrede.

På det møde vendte dannelsen tilbage til Danmark. Før 1985 var det et problematisk begreb, fordi dannelse blev identificeret med borgerlig indoktrinering. Dansk litteratur var borgerlig. Jan Lindhardt holdt i Sorø foredrag om »dannelse« og sagde, at man kun kunne tale ironisk om dannelse. Han have slået ordet på i diverse leksika, og det fandtes slet ikke. Lindhardt definerede dannelse som tilegnelse af tradition. Det faldt ikke i god jord blandt dansklærerne. De var interesseret i køn og klasse.

I dag er marxisterne væk, det er dansk litteratur næsten også, men i stedet er muslimerne der. De fandtes derude i virkeligheden i 1985, men ingen talte om dem inde i Sorø. Det er, fordi de muslimske børn er i skolen, at vi igen taler om dannelse. De skal formes. Skolens primære opgave er national. Den skal i samarbejde med forældrene gøre eleverne fortrolige med dansk kultur. Hvilke elever? De muslimske, men hvordan samarbejder man mon med forældre fra Somalia og Syrien? Den samarbejdsparagraf skal nok fjernes.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.