Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Indspark

Det er fakta

Tom Jensen
Tom Jensen

Forleden havde Kristeligt Dagblad et ganske afslørende interview med den journalist på den britiske avis The Independent, som havde skrevet en artikel med overskriften, at det danske folketing nu havde vedtaget en »nazi-style« asylstramning, som det så smukt blev formuleret. Artikler som den er langt værre end selv den groveste satiretegning, for her må det jo formodes, at det skrevne er ment i fuld alvor. Kristeligt Dagblad kunne imidlertid i interviewet åbenbare, at den pågældende journalist ikke havde megen faktuel viden om tingenes tilstand på asylområdet i Danmark. Og det med »nazi-style«? Det var vist noget, hun havde hentet fra debatten på de sociale medier.

Sådan kan journalistikken være ulideligt let, når den er værst, ligesom den kan være ubønhørlig og afgørende, når den er bedst. Min påstand: En journalistik, som blot formidler fordomme eller forestillinger forstærket af overfladiske shitstorme på sociale medier, gør i længden mere skade på de medier, der formidler den, end på det mål, der er udsat for den kritiske dækning. Mens journalistik, der er solidt baseret på ordentlig research og faktuelle kendsgerninger, netop kan være ekstraordinær skarp og kritisk – og dét i alle retninger – fordi dens grundlag er indiskutabelt.

Men heller ikke fakta er dog altid så enkelt at have med at gøre – heller ikke i journalistikken. Hvilket de senere års utroligt mange faktatjek særligt under valg i ind- og udland er vidnesbyrd om. For det første kan man gå i den fælde at faktatjekke en holdning, og det er farligt. For selv om virkeligheden er indiskutabelt virkelig, kan man jo sagtens have forskellige holdninger til, hvordan den skal fortolkes, eller hvilke politiske midler, man skal tage i brug for at løse det ene eller det andet indiskutable samfundsproblem.

For det andet kan fokus på den enkeltstående, men afgrænsede faktuelle kendsgerning ende med at skygge for større sandheder. Det var det, man så ske under folketingsvalget i Danmark i juni i fjor, hvor nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen kom for skade at henvise til en forhenværende ansat i firmaet Panorama, som sagde sit job op, fordi vedkommende ikke fik en tilstrækkelig stor gevinst ud af at gå på arbejde. Problemet var, at ingen kunne finde personen, som derfor blev genstand for en intens journalistisk faktajagt – kulminerende i en uskøn seance i Tivoli, hvor et helt journalistkobbel omringede den stakkels direktør i Panorama-firmaet, som uforvarende var blevet centrum i den ophedede politiske debat. Mens jagten gik på den forhenværende Panorama-medarbejder (hvis identitet Løkke naturligvis skulle have sikret sig vished for, inden han blev brugt i politisk øjemed), fortonede den større kendsgerning sig i al balladen: At det givetvis er et samfundsproblem i Danmark, at det for mange lavtlønnede simpelthen ikke kan betale sig – eller betale sig nok – at gå på arbejde. Den debat gik fløjten, mens kræfter, der havde en politisk interesse i at nedtone denne store historie, havde travlt med at forstørre den lille, afgrænsede historie om den forsvundne Panorama-mand.

Hvorved man kan konstatere, at det – heller ikke for medierne – er tilstrækkeligt blot at henvise til fakta. De udgør næsten altid et udsnit af en større virkelighed, som nogen kan eller vil bruge politisk. Det er der intet galt i. Men i journalistikken må man have et skarpt blik for, at det er sådan, det selvfølgelig er.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.