Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Det bærende i Europa smuldrer

Jeg aner ikke, hvordan vi skal klare flygtningestrømmen, men jeg ved, at der skal findes en løsning. Jeg ved, at der kræves politiske ledere, der tør sætte sig i spidsen med løsninger for de hårdest ramte.

»Højskolevenstre trænges bort, og den anstændige konservatisme knuses. Det gør ondt at se på«, skriver Asger Baunsbak-Jensen, præst og forfatter.
»Højskolevenstre trænges bort, og den anstændige konservatisme knuses. Det gør ondt at se på«, skriver Asger Baunsbak-Jensen, præst og forfatter.

Der er et klart skel mellem dem, der vil hjælpe de mange flygtninge, og dem, der vil sende dem hjem. Mellem dem, der med indlevelse i lidelser, vi ikke kan rumme, vil finde løsning på tidens største udfordring, og dem, der vender ryggen til krigens ofre.

Er demokratiet blevet magtesløst?

I disse dage er det 70 år siden, vi fik fred i Vesteuropa. Det er den længste periode med fred her i tusind år. Ellers har Europa været slidt op af krige.

Nu står demokratiet med den opgave at finde veje ud af problemet med flygtninge, der kommer fra en krig i Syrien, vi har opgivet at finde løsning på. Eller Irak, Afghanistan, Libyen.

Engang rejste europæerne til Nordamerika som nybyggere. I dag er kloden fyldt op, der er ikke mere plads. Fra Europas baggård flygter de fra henrettelser og folkemord. I desperation sejler de i overfyldte pramme over det store Middelhav og drukner i tusindtal uden at nå vore kyster.

Vi oplever en kynisme hos velbjærgede europæere, der ikke kender til krig.

Hvor er kristendommen og humanismen? Er de bærende ideer i Europa smuldret bort? Er partierne tømt for indlevelse?

Vi lever med en teknologisk revolution, hvor informationsmængden er enorm. Internettet med Facebook og Twitter forbinder folk, men kan vi rumme det?

Jeg aner ikke, hvordan vi skal klare flygtningestrømmen, men jeg ved, at der skal findes en løsning. Jeg ved, at der kræves politiske ledere, der tør sætte sig i spidsen med løsninger for de hårdest ramte. Og jeg ved, at de politikere findes, men de er fanget i en angst for deres eget folk, som lammer deres evne til at gå foran og kalde på tillid hos vælgerne.

KIRKENS STEMME SKAL lyde klart og tydeligt i den politiske kamp, der foregår for øjnene af os. Paven taler uden forbehold. Folkekirken skal udtrykke sig gennem sine medlemmer. Tavshed her er synd.

Jeg giver ikke meget for en kristendom uden efterfølgelse af dens herres krav om at elske sin næste, om at sætte den svage først.

»Del jer efter anskuelser«, hed det for 100 år siden. »Del jer efter livsholdning«, må det hedde i dag. Og livsholdning bygger på menneskesyn.

Vi skal have folketingsvalg.

Lad det være sagt ligeud: Skellet er klart.

Det Konservative Folkeparti markerer sig med, at kristendom er bedre end islam. Men hvad betyder det i praksis i politik? Næstekærlighed er hjælp til den nødlidende, den torturerede, forfulgte, der er uden håb.

Dansk Folkeparti fører sig frem med en danskhed med kristendom i fundamentet. Derfra lyder det, at flygtninge skal sendes hjem, efter at de har sat livet på spil for at nå det rige, fredelige Europa.

Har man ikke hørt den gyldne regel: »Alt, hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.«

Lad valgkampen tage sit udgangspunkt her.

Det danske folk er et oplyst folk, et veluddannet folk. Demokratiet har i snart 200 år klaret opgaver, hvor udfordringerne var enorme. Mindretal har en grundlovssikret ret hos os.

Jøderne har kendt det. Jeg så det som dreng i min landsby under krigen, at den unge jøde fra Tyskland blev holdt skjult på nabogården, hvor jeg lærte ham dansk og spillede kort med ham, og hvor de fik ham bragt over farefuldt vand til Sverige. Det var dengang, millioner havnede i gaskamrene. Det er i min tid.

Jeg kan ikke se passivt på dem, der vender ryggen til de af IS-forfulgte syrere, der har set halshugning af landsmænd og kommer her med store psykiske lidelser.

Jeg har tillid til det danske folk, som med højskole og arbejderbevægelse skabte social retfærdighed og rammen om frisind for anderledes troende.

MEN NÅR VENSTRES formand, der vil være statsminister, taler for nedsættelse af vor ulandsbistand, nu da vi skal hjælpe folk i nærområderne, som de flygter fra, spørger jeg: Er dette Poul Hartlings Venstre? Den mand, der spillede en hovedrolle som FNs højkommissær for flygtninge?

Og når de konservative nu melder ud, at de vil være til højre for Venstre, hvad ligger der så i dette? Er det virkelig Poul Schlüters og Torben Rechendorffs parti?

Højskolevenstre trænges bort, og den anstændige konservatisme knuses. Det gør ondt at se på.

I MIN NØD sætter jeg min lid til Bertel Haarder og Per Stig Møller, der har været fyrtårne i deres kamp mod snæversyn og indkrogethed. Jeg tænker på Bertel Haarder, der i 1997 udgav den fremragende »Den bløde kynisme og selvbedraget i Tornerose-Danmark«. Eller på Per Stig Møller med »Samtale fremmer forståelsen« i 2010.

Bertel Haarder fra grænselandshøjskolen Rønshoved og Per Stig Møller, Lis Møller og Poul Møllers begavede søn.

Kom på banen, byd kynismen trods, lad kristendom og humanisme lyse over landet nu, indskrænketheden tager magten, og politikere ikke kan holde sig selv ud.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.