Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Opinion:

Derfor skal racismeparagraffen ophæves

Jacob Mchangama: De, der vil indskrænke ytringsfriheden ved at gøre racisme forbudt, udviser mistillid til demokratiet – og de slår følge med verdens totalitære magthavere. Jacob Mchangama giver PENs Anders Jerichow og Klaus Slavensky svar på tiltale.

I et debatindlæg den 17. februar tager Anders Jerichow og Klaus Slavensky fra PEN afstand fra Fri Debats forslag om at ophæve racismeparagraffen. Først og fremmest fremhæver de, at hvis man giver racisme frit slag kan det lede til folkemord, som Holocaust, Rwanda og Bosnien.

Men det er misvisende at hævde, at racismen havde frit slag i Tyskland indtil 1933. I Weimarrepublikken blev blasfemiparagraffen, der forbød forhånelse af religion, flittigt brugt til at stoppe nazistisk propaganda. Redaktøren af det ekstremt anti-semitiske kampskrift Der Stürmer, Julius Streicher, blev således dømt to gange på grund af grove generaliserende udtalelser om jødedommen.

Effekten af de mange retssager var dog blot at skabe opmærksomhed omkring Streicher, og Der Stürmers oplag mangedobledes. I 1925 blev Hitler forbudt at tale offentligt i to år. Det benyttede nazisterne til at fremstille en propagandaplakat, der viser Hitler som et offer, hvilket givetvis styrkede hans appel til masserne. Endvidere er det afgørende at pege på, at da nazisterne kom til magten, ophævede man ytringsfriheden. Den nazistiske propaganda stod derfor alene og blev endog institutionaliseret og gjort til en ubestridelig sandhed.

Denne tvungne ensretning og indoktrinering er ikke mulig i et liberalt demokrati med ytringsfrihed. Ytringsfriheden kan således siges at indeholde sin egen sikkerhedsventil, som et aktivt og pluralistisk civilsamfund kan benytte sig af således, at staten ikke behøver at skride til magtanvendelse. Det skal naturligvis være forbudt direkte at opfordre til etnisk vold som det var tilfældet for Radio Milles Collines i Rwanda, men med Spinozas ord er »autoritet, der udøves overfor tanker, udtryk for tyranni«.

Racisme er et ubetinget onde, men hvis ikke vi har tillid til, at racisme først og fremmest skal bekæmpes via den offentlige debat eller tror, at danskerne vil udrydde minoriteter, hvis ikke man straffer racistiske ytringer, hviler vores demokrati og medmenneskelige tillid på skrøbelig grund. Det er da også bemærkelsesværdigt, at USA ikke har et forbud mod hate-speech, samtidig med at landet er blevet stadigt mindre racistisk og har valgt en sort præsident, hvilket ville være utænkeligt for bare to årtier siden.

Anders Jerichow og Klaus Slavensky mener også, at ophævelse af racismeparagraffen vil være i strid med FNs racismekonvention (CERD) og Konventionen om borgerlige og politiske rettigheder (ICCPR). Det er givetvis rigtigt, at det vil være i strid med CERD (men næppe med ICCPR) at ophæve racismeparagraffen. Men allerede nu handler Danmark sandsynligvis i strid med CERD, fordi vi ikke forbyder racistiske organisationer, og fordi anklagemyndigheden ikke bruger racismeparagraffen mere offensivt.

De forhold har den racediskriminationskomite, som Anders Jerichow og Klaus Slavensky ikke »vil have på nakken« gentagne gange påpeget – i øvrigt med støtte fra Institut for Menneskerettigheder, Amnesty International og Dokumentations- og Rådgivningscenteret for Racisme. Komiteen har også kritiseret Frankrig, fordi man i 1989 ikke forbød udgivelsen af Salman Rushdies De Sataniske Vers, der ifølge komiteen »ophidsede til racehad«. I øvrigt har FNs særlige rapportør for racisme konkluderet, at Muhammedtegningerne var i strid med ICCPR. Det er således klart, at CERD og racekomiteen bygger på et samfundssyn, der er fremmed for de oplysningsværdier om udstrakt tanke- og ytringsfrihed – også for krænkende, modbydelige og stødende holdninger – som burde være grundlaget for det danske demokrati.

Det er da også værd at bemærke, at demokratiske lande som Danmark, Storbritannien, Sverige, Norge, Holland, Canada og USA i 1961 stemte nej til artikel 20 i ICPPR, der forpligter til at forbyde hate-speech. Et flertal bestående af totalitære lande som bl.a. Sovjetunionen, Afghanistan, Cuba, Yemen og Pakistan fik dog trumfet denne bestemmelse igennem.

Dermed blev en udvikling sat i gang, der har medført stadig flere hate-speech love verden over og som ustandselig påberåbes for at indsnævre grænserne for ytringsfriheden. Det er da heller ikke tilfældigt, at de muslimske lande i OIC netop argumenterer for, at artikel 20 i ICCPR bør forbyde såkaldt »religionskrænkelse« og at der bør vedtages en tillægsprotokol til CERD, som forbyder det samme.
Det er dybt beklageligt, at Dansk PEN med sin ubetingede støtte til racismeparagraffen lægger sig op ad denne totalitære tradition for at indskrænke ytringsfriheden.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.