Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Der er brug for en regnbuerevolution på det homofobiske Nørrebro

Foto: Søren BIdstrup og Mads Claus Rasmussen.
Foto: Søren BIdstrup og Mads Claus Rasmussen.

Den personlige frihed er indskrænket i parallelsamfundet, og den seksuelle frihed er ikke en menneskeret.

Det kan være svært for nogen at sætte sig ind i de følelser, man må have, hvis man er teenager og første gang oplever, at man tiltrækkes af det samme køn. Det er næsten umuligt at forestille sig, hvordan det så må føles, hvis man kommer fra en kultur, hvor homoseksualitet bliver sammenlignet med sygdom og betragtes som Vestens »sorte død«.

Copenhagen Pride har i år igen valgt ikke at gå gennem Nørrebro. Jeg vil ikke her fokusere på årsagerne til dette fravalg, det er allerede gjort, og det er ikke relevant i forhold til mit budskab. Priden er en festival for mangfoldighed og menneskerettigheder, og hvis der er noget, som man i minoritetsmiljøet på Nørrebro har brug for, så er det et blik for, at der findes forskellige måder at leve sit liv på, forskellige værdier, forskellige æstetiske udtryksformer og forskellig kærlighed. Parallelsamfundet er ikke kendetegnet ved at hylde mangfoldigheden, ligesom menneskerettigheder ikke er omdrejningspunktet i samtalen omkring middagsbordet.

Forestil dig at leve i en familie, hvor du ikke har dit frie valg og skal indordne dig under kollektivets regler. De bestemmer, hvem du skal gifte dig med, hvilken uddannelse, du skal tage, og hvor du skal bo. Dette kollektivistiske samfund er en fæstning, hvor intet, der kan true det undertrykkende regelsæt, kan slippe ind.

Mennesker har behov for at spejle sig, at se sig selv i andre. I parallelsamfundet er der ingen at spejle sig i, hvis man kæmper med sin kønsidentitet. Hvor end du vender dit blik hen, vil du møde had og afsky, når det kommer til homoseksualitet. Det er de vantro danskere, der har skabt denne sygdom, og den smitter.

Den sædvanlige ødelæggende berøringsangst er ofte årsag til, at de unge heller ikke i skolen bliver mødt på et informativt grundlag. Hvis kompetenceområdet »Eleven kan samtale om mangfoldighed i forhold til krop og køn med udgangspunkt i eget liv« blev en realitet allerede i indskolingen var vi langt, men det er langtfra tilfældet. Som altid undgår det danske samfund konflikter med minoriteten, men konfliktskyhed resulterer i omsorgssvigt.

Der er brug for en mangfoldigshedsrevolution, og den skal komme udefra, sparke døren ind og sætte virkelighedens spejl op. Det spejlbillede skal stråle i alle regnbuens farver og opfordre de unge til at finde skatten for enden, og denne skat er deres dyrebare seksualitet.

Troen kan flytte bjerge, siger man, og troen på sig selv er en menneskeret. Man siger også, at »når bjerget ikke vil komme til Muhammed, så må Muhammed komme til bjerget«. Prideparaden skal gå gennem Nørrebro. På den allerede planlagte rute vil man blive hyldet og hilst på med anerkendelse og glæde. Det er dejligt, men ved en lille omlægning af ruten til Nørrebro vil man samtidig gøre en kæmpe forskel.

Vi ses til priden.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.