Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Den muslimske Amalie Skram

Jeg vil til enhver tid forsvare en kvindes frie valg til eksempelvis at bære tørklæde, men den samme, ubetingede solidaritet gælder desværre ikke den anden vej. Når jeg nægter at leve op til det muslimske rygtesamfunds spilleregler, bliver der set ned på mig og min livsstil.

Geeti Amiri,  Stud.scient.pol.
Geeti Amiri,  Stud.scient.pol.

I år kan vi fejre 100-året for kvindernes valgret. For dansk kvindehistorie er det en stor markering, som vi kan være stolte af, for kvinder herhjemme er privilegerede. Der er stadig plads til forbedring, men vi har gået en lang del af vejen mod frihed.

Danmark er bannerfører for kvindesagen, bl.a. takket være den modige forfatterinde Amalie Skram (1846-1905). Skram skildrer i sine bøger en samtid, hvor kvinderne selv var medvirkende til at forhindre kvindefrigørelsen ved at reproducere et puritansk kvindeideal. Det betød, at kvinder som Skram oplevede stigmatisering og udstødelse, når de ikke indordnede sig efter kriterierne for, hvad der ansås for at være en »anstændig« kvinde.

I dag forholder det sig på samme måde for nydanske kvinder. Den nydanske kvindes frigørelseskamp befinder sig der, hvor Skram indledte sin. Akkurat som Amalie Skram og senere hendes ligesindede for 100 år siden oplever nydanske kvinder i dag at blive stigmatiseret, når de bryder tabuer og skikke, som stammer fra forældrenes hjemland, og stigmatiseringen kommer i deres tilfælde ofte fra andre nydanske kvinder, der udøver en høj grad af social kontrol.

I minoritetsmiljøerne her i Danmark eksisterer der en stærk fællesidentitet hos familierne, som for enhver pris bliver forsøgt bevaret, så familien ikke taber ansigt udadtil hos resten af det etniske samfund. Desværre har disse familier fuldstændig glemt, at vi skriver 2015, og at flertallet af deres børn er danske, samt at de normer, de forsøger at opretholde, strider mod de unges egne behov og ret til selvbestemmelse.

Den sociale kontrol af de unge kvinder og mænd sker, når de unge i familiens øjne ikke repræsenterer familiens værdier og ære. Så peges der fingre ad dem, og de oplever at blive stigmatiseret blandt andet i form af rygter, der skal fungere som en form for social kontrolmekanisme.

Det er i høj grad kvinderne i de etniske miljøer – kvinder både med og uden tørklæde – der udfører denne form for social kontrol. »Den muslimske Amalie Skram« – hende der nægter at spille efter familiens regler, men i stedet vil være fri til at danne egne sine værdier om frihed og ære – svigtes ganske simpelt af sit eget køn.

Jeg vil til enhver tid forsvare en kvindes frie valg til eksempelvis at bære tørklæde, men den samme, ubetingede solidaritet gælder desværre ikke den anden vej. Når jeg nægter at leve op til det muslimske rygtesamfunds spilleregler, bliver der set ned på mig og min livsstil. Disse usolidariske, nydanske kvinder har simpelthen meget svært ved at bakke op om kvinder, der ønsker deres personlige frihed.

De usolidariske, nydanske kvinder ignorerer vigtigheden af en åben debat om social kontrol og betydningen af rygter i etniske miljøer. Uanset om det skyldes frygt for at hælde benzin på islamofobi-bålet, er én ting sikkert: Det er den selvstændige, nydanske kvinde, der ønsker at følge sin egen overbevisning og ønsker om frihed, som betaler prisen.

Hvis minoritetssamfundet nogensinde skal gøre op med sociale kontrol og med rygternes meget negative virkning i det etniske samfund, kræver det et opgør med de usolidariske nydanske kvinder. Jeg forsvarer deres ret til at bære tørklæde – de må på samme måde forsvare min ret til at leve mit liv, som jeg vil. Gør de ikke det, har kvindesagen trange vilkår.

Unge skal ikke tvinges til at gå imod egne behov, de skal have friheden til at udfordre deres forældres verdenssyn og danne deres egne værdier, som måske ikke altid vil være en spejling af den ældre generations værdier. Min ret til at være mig selv er akkurat lige så legitim, som den nydanske kvindes ret til at bære tørklæde. Når en kvindes frihed til at bære tørklæde bliver lig med at undertrykke af en anden kvinde, som ikke bærer tørklæde, er der ingen kvindesag, men opretholdelse af en kvindeundertrykkende ubalance.

Den sociale kontrol i de etniske samfund rammer måske ikke alle nydanske kvinder, men den rammer et flertal, og alle nydanske kvinder har en forpligtelse til at gøre noget ved det problem. Der tages jævnligt initiativer med henblik på at komme den sociale kontrol til livs, men de modarbejdes hver gang af den skare af nydanske kvinder, som paradoksalt nok plæderer for netop deres ret til at leve efter andre værdier end de danske.

Netop denne gruppe af nydanske kvinder glemmer, at de har deres frihed, fordi andre kvinder har kæmpet deres sag. De kan takke fortidens søstre, Skram inkluderet, for, at nydanske piger og kvinder har mulighed for at leve deres liv som de ønsker det. De glemmer, at det netop er danske værdier, der tillader dem at bære et tørklæde og leve et liv efter egen overbevisning i fred og fordragelighed.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.