Kommentar

Den kristne kultur bliver udslettet – og vi ser bare passivt til

Lars Aslan Rasmussen
Lars Aslan Rasmussen

Jeg ved ikke, hvad der mest rædselsfuldt. Den etniske udrensning der sker af Mellemøstens kristne, eller den totale passivitet, den mødes med fra omverdenen. Udviklingen går så stærkt, at den risikerer fuldstændig at fjerne kristne og andre religiøse minoriteter fra Mellemøstens landkort for evigt. Historien gentager sig efter samme mønster, hver gang det handler om de kristne i denne region.

Folkemordet på armenerne i datidens Osmaniske Rige under Første Verdenskrig var veldokumenteret, og både datidens politikere og befolkninger i Europa og USA, vidste, hvad der skete – og foretog sig intet.

Det samme gjaldt for folkemordene og fordrivelserne af grækerne i Tyrkiet få år senere. Ingen gjorde noget, og der er stort set kun smadrede kirker tilbage i landet. Og nu er turen så kommet til de sidste store, kristne samfund i Mellemøsten.

Hvis vi ser på de tre lande i Mellemøsten med den største procentdel af kristne indbyggere, ser det rigtig skidt ud.

I Irak var der før Golfkrigen i 1991 godt 1,5 million kristne, i dag er der under 500.000 tilbage. De fleste er flygtet fra systematiske angreb fra islamister og fra en irakisk stat, der hverken evnede eller ønskede at passe på dem.

I Syrien levede der før borgerkrigen godt 1,1 million kristne, hvoraf kun halvdelen er tilbage. Paradoksalt nok er Syriens kristne kun i sikkerhed i Assad-regimets kontrollerede områder, mens de bliver systematisk forfulgt ikke kun af IS, men også af mange af de islamistiske oprørsgrupper, som Vesten støtter. Disse oprørsgrupper har i årevis tyranniseret den kristne befolkning, og vandaliseret klostre og kirker.

Egypten er det land, som målt i både antal og procentdel af befolkningen har den største del af kristne. De udgør cirka otte millioner. På Sinai har IS erklæret de kristne for fredløse, og mange er blevet dræbt, uden at det tilsyneladende interesserer det egyptiske militærdiktatur.

I resten af Egypten er der ofte angreb på kirker, samt massiv diskrimination af kristne, som hører til den fattigste del af befolkningen. Den egyptiske stat har endvidere forbudt oprettelsen af nye kirker, mens der gerne må bygges moskeer.

Igen taler vi om et Egypten, der er allieret med Vesten, uden at landets diskrimination af kopterne og manglende evne/vilje til at beskytte dem har fået nogen som helst konsekvens for generel al Sissi og hans militærstyre.

Og nej, Vesten og Danmark er ikke forpligtet til at protestere over for disse overgreb på de kristne, fordi majoriteten i Vesten selv er kristne. Vi er forpligtet til at protestere, fordi ingen skal frygte for at tilhøre en bestemt etnisk eller religiøs gruppe. Og vi må derfor stoppe med at se passivt til, mens hele den kristne kultur og dens befolkning forsvinder fra den del af verden, hvor den altid har haft sine historiske rødder.

Lars Aslan Rasmussen (S) er medlem af Folketinget.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.