Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Den, der falder, skal du samle op

Jon Stephensen bylinefoto
Jon Stephensen bylinefoto

Det er langfredag. Den længste dag, men ikke på den gode måde. Slet ikke det, vi forbinder med dejlige, lange dage. Langfredag er lang, fordi den føles forfærdelig lang. Lang af al den lidelse, Jesus havde, da han hang på korset, og livet ebbede ud. En umenneskelig lang dag også for de, der så på.

Vi kender den alle. Når noget næsten bare ikke vil ende. Det sker. Tit forbundet med noget sorgfuldt. Noget ensomt. Et tab. En længsel. Et fald. Når et håb slukkes.

Grib mig, når jeg falder. Ikke underligt, at mange sange handler om lige netop det. Men sjældent står nogen parat. Der var ingen, der greb Jesus. Palmesøndag red han tilbedt ind i Jerusalem. Få dage efter var hans liv forbi. Ingen nåede at gribe ham.

Sådan er livet jo. Også i 2017. Eller især. For ingen kan længere stå parat og gribe. I en hektisk og hurtigere tid end måske nogensinde er bare det at holde sig selv og sine absolut nærmeste oppe et mirakel. Ens børn eller familie kan man måske nå at gribe. Det muliges kunst i en voldsom tid, hvor pligtopfyldelse og samfundets krav kræver ufattelig meget af den enkelte.

Det største svigt er ikke, at ingen griber. Det største svigt er ikke at blive samlet op. At ingen står parat. Parat til at samle et menneske op, der er faldet. Alt for mange får lov til at være alt for længe alene. Alene når noget går galt. Alene når de er faldet. Alene med skammen. Får lov til at skjule sig, uden at nogen griber ind. Banker på. At vi er der, når nogen trænger.

»Vi mennesker trenger mennesker,« som Noora hvisker til William i den fantastiske norske ungdoms-serie »SKAM«. Forud for de forløsende ord går Nooras egen fortabelse i skammen, der har sendt hende i brædderne. Eller i hvert fald i seng. Der ligger hun og skammer sig, ude af stand til at tage imod den kærlighed, som byder sig. Der tikker en sms ind: »Trenger du noe?« Noora slår blikket ned, selv om hun er alene.

»SKAM er den mest gennemførte udlægning af det mest enkle budskab i kristendommen – uden kristendommens omklamrende patent.« Sådan skrev Christian Hjortkjær, ph.d.-studerende ved teologisk fakultet ved Københavns Universitet, for nylig om serien. Hvor har han ret. I »SKAM« drikker de unge sig fra sans og samling. De fejler fortrinligt. De falder. Men hver gang samler de hinanden op igen. Så enkelt er budskabet.

»Den, der falder, den skal du samle op. Det er det, der er Guds vilje. Det er det, der er vores pligt. Og det gør de så, indtil den ene kaster op ud over den anden, alt sammen til tonerne af »Dejlig er Jorden«.

Eller som da Vilde siger, da hun samler den faldne Noora op: »Kroppen din trenger potet«. Potet betyder kartoffel, og at kroppen trænger til kartoffel betyder, at sjælen trænger til omsorg, til venskab, til mennesker. Og det er netop det, hun tilbyder. Et menneske, der ser det andet menneske som mere end den anorektiske krop, hun er fanget i, og som mere end den skam, hun har tabt sig selv ned i. Et menneske der er der,« skriver Christian Hjortkjær.

Det er det kristne budskab, fortalt finere, stærkere og mere nærværende end længe. God påske.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.