Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Demokratiet er sat ud af kraft ved bispevalg

»I spørgsmålet om bispevalg er demokratiet sat temmelig meget ud af kraft. Man kan ikke fravælge nogen. Man har kun ét skud i bøssen. Man må – stort set i blinde – satse på, at man vælger en biskop, der ikke er alt for tåbelig. For man kan ikke regne med, at biskopperne vil gå af selv.«

I folkekirken vælger vi vores ledende politikere på livstid. Er det særlig demokratisk?

Det er måske at sætte tingene lidt på spidsen. Biskopper er jo ikke sat til at politisere. Men sandt er det, at embedet som biskop er det højeste i folkekirken. Og selvom der også er et liv efter pensionen, er det i hvert fald korrekt, at de ti biskopper kan sidde, til arbejdslivet er slut.

Det kunne man måske forstå, hvis biskoppen bare var embedsmand. Men biskoppen er både leder i teologisk og i administrativ forstand. Og hvor f.eks. departementschefen i Kirkeministeriet bliver ansat efter en grundig procedure – og kan fyres – bliver en biskop valgt efter en decideret valgkamp.

Sådan en valgkamp er allerede i gang om, hvem der skal være biskop i Lolland-Falsters Stift. Det bliver interessant at følge. For biskopperne er en vigtig stemme i den teologiske debat. Og selvom alle døbte kan repræsentere folkekirken – og vi dermed er lige – så er nogle af os i praksis »mere lige end andre«.

I de godt 20 år, jeg har været præst, har jeg med nysgerrighed fulgt med i en række bispevalg. Og man kan drage nogle helt overordnede konklusioner: For det første ved de færreste almindelige mennesker, hvornår der er valg om det vigtige embede. For det andet minder valgkampene om almindelig politik – i hvert fald når det gælder ulden i munden. Kandidaterne gør sig umage for at være upræcise for ikke at støde for mange fra sig. Alle er grundtvigske. Alle er brede.

Og de nyvalgte biskopper slipper godt fra det. Når først de er valgt, er det for sent.

Demokratiet er sat ud af kraft

Gennem tiden har man set adskillige biskopper indtage alle tænkelige holdninger. F.eks. om, at man kan komme til Gud uden om Jesus. Og visse har lagt en politiserende linje, som er højlydt kritisk over for borgerlige regeringer – men ikke røde. Det kan jo være et spørgsmål om personlig stil. Men det ville have været rart, om vælgerne var blevet gjort opmærksom på, at det ville være sådan.

Og så er der alt det andet, man ofte foragter i folkekirken: Den praktiske administration af et stift. Jeg skal ikke gøre mig klog på hvilke af biskopperne, der er gode eller dårlige til de pligter, de også har som topembedsmænd. Men man kan nok godt forestille sig, at de ikke alle er lige egnede til ledelse. Sådan er det jo også med almindelige politikere.

Ifølge filosoffen Karl Popper er demokratiets store fordel heldigvis ikke, at man kan vælge de rigtige (det kan man sjældent). Demokratiets store fordel er, at man kan fravælge de ringeste, hvis et flertal ikke synes, de har gjort det godt nok.

Men netop i spørgsmålet om bispevalg er demokratiet sat temmelig meget ud af kraft. Man kan ikke fravælge nogen. Man har kun ét skud i bøssen. Man må – stort set i blinde – satse på, at man vælger en biskop, der ikke er alt for tåbelig. For man kan ikke regne med, at biskopperne vil gå af selv.

»Jeg står fast på, at jeg er indstillet på at gå efter ti år,« sagde bispekandidat Peter Fischer-Møller – før han blev biskop. Nu er han mindre fast i kødet. Fischer-Møller kan være blevet klogere – og det er en ærlig sag. Men det illustrerer bare problemet. Hvem skal vurdere, om han er blevet klogere? Han selv? Eller menighederne? I dag er det kun op til biskoppen.

Udvid kredsen af vælgere

Den tidligere regering overvejede at begrænse biskoppers embedsperiode, så de fremover skulle ansættes på åremål.

Det var en måde at begrænse det demokratiske problem. Men det gav anledning til andre problemer. Skulle biskopper f.eks. kunne genvælges, og hvis ja, ville hele deres embedsperiode så være én lang valgkamp? Og skulle biskopper have mulighed for at vende tilbage til en almindelig præstestilling? Ellers risikerede de jo at være dømt helt ude, når de ikke længere var biskopper?

Man kan sagtens argumentere for, at en biskop har brug for en særlig status, netop når der er tale om et teologisk embede, som kræver, at man ikke ligger under for modeluner. Så demokrati er ikke et ubetinget gode i folkekirken.

Men én ting er sikkert: Jo længere en politikers eller en biskops embedsperiode skal være, jo vigtigere er det at få gransket, hvem man vælger. Det kan man gøre ad to veje:

Man kan hæve kravene til de teologiske kompetencer. F.eks. ved at udsætte kandidaterne for en offentlig eksamination. Hvad med at lade nogle teologiske professorer spørge kandidaterne ud foran alverden? Det kunne afsløre evnen til at tænke konsistent og svare forståeligt.

Man kunne også øge kredsen af vælgere, så ikke blot menighedsrådsmedlemmer kan være med til at vælge biskoppen – men alle medlemmer af folkekirken i et stift. Så kunne det også være, at valget blev interessant for andre end Kristeligt Dagblads læsere. Det kunne betyde, at man blev kigget i kortene af flere.

Alle valg fører til pop og pjank, når indholdet træder i baggrunden. Vil man ikke løbe den risiko, må man gøre biskopperne til kongeligt ansatte embedsmænd igen. I dag har folkekirken sat sig mellem to stole.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.