Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

De umenneskelige

Cand theol ph.d Kathrine Lilleør
Cand theol ph.d Kathrine Lilleør

Anstændighed eller ordentlighed. Morten Kirkskov og Venstres »stille bagland« på den ene side; regeringen og Hans Hauge på den anden. I den forgangne uge har anstændigheden fået vind i sejlene, så det må suse for Marianne Jelveds ører. Rasende diskussioner om form, fortvivlende lidt om indhold: Hvad gør vi? Med flygtningene? Med de enlige mænd, der mener, at kvinder selv er ude om det? Med det manglende arbejde til flygtningene? Med den høje mindsteløn? Med, nåja, det hele?

Jeg ved det ikke. Det ved Kirkskov, Hauge og Støjberg heller ikke. Ingen har det gennemført anstændige svar. Hver for sig forsøger vi at inddæmme problemet så anstændigt, det vil sige så rigtigt, som muligt. Men, hvad er det rigtige? Hvad gør man med mennesker i nød, som bør hjælpes, men som tænker, tror og handler så vidt forskelligt fra den vestlige tradition, at de undertiden opfører sig uanstændigere end uanstændigst. Vi er lodret uenige om, hvad vi stiller op med såvel de integrerbare som de uintegrerbare flygtninge. Så uenige, at vi hellere karikerer hinandens holdninger frem for at lytte os frem til, hvad de andre har at sige. Således brugte Hans Hauge forleden en hel kronik på at latterliggøre Morten Kirkskovs forfattertalent og helt parallelt trak Venstres »stille bagland« samme dag ordentligheds-kortet mod deres regering. Allertydeligst bliver råbene i spørgsmålet om flygtninges vielsesringe. Ligegyldigt hvor mange gange regeringen og Naser Khader gentager, at man ikke vil inddrage vielsesringe, fortsætter kritikerne med at kritisere netop dette. Ved middagsselskaber, i frokoststuer og i venskaber opstår der kløfter af afstand. Folk, der ellers holder af hinanden, bliver vrede, går i utide, smækker med døre. For den, der ikke mener som jeg, er et dårligt menneske.

Umenneskeliggørelsen af dem, vi er uenige med, har vi levet med længe. Dansk Folkeparti har i årtier været dem, der dyrisk ikke var »stuerene«, som den ellers begavede Poul Nyrup Rasmussen formulerede det. Ingen, heller ikke han, kunne forudse det demokratiske problem, der opstår, når man ikke alene fordømmer politiske modstanderes holdninger, men også fradømmer dem menneskelighed. De umenneskelige behøver ingen nemlig lytte til. Det er ligegyldigt, hvad de siger, vi ved, hvad de er for nogle grimme nogle. Men når man mener, at man kun hos egne meningsfæller finder anstændighed og ordentlighed, dør den livsvigtige demokratiske samtale. Det har sendt debatten ud i en permanent facebook-tilstand, hvor de, der markant tager afstand fra andre, højnes. De kompromissøgende ringeagtes.

»Lazarus« kaldte David Bowie sin sidste udgivelse. Elegant, for i musikken genopstår Bowie, som Lazarus, der døde, men af Kristus blev kaldt ud af sin grav. Sådan er det intet mindre end livsnødvendigt, at den folkelige samtale genopstår ved, at vi overalt og hele tiden insisterer på det navn, der vil kalde den ud af sin grav: Respekt. Respekt for modstanderens synspunkt.

Aldrig har det i moderne tid været vigtigere, at vi genopfinder respekten for dem, vi er uenige med. Så vi kan stå sammen om at træffe – ikke de lette – men de anstændige beslutninger.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.