Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

De største trusler mod Israel kommer fra Israel selv

FN bestemte i 1947, at jøderne skulle have et hjemland i Palæstina, og at landet skulle deles i en jødisk og arabisk stat med Jerusalem som neutral zone. Historien tog en anden drejning med krigen i 1948-49, som for jøderne var en frihedskrig og for palæstinenserne en katastrofe.

I disse dage er der gået 50 år siden seksdags-krigen i 1967, hvor Israel fik herredømme over hele det historiske Palæstina. Det markeres i skyggen af voldsomme krige og forfærdende humanitære katastrofer i Syrien, Irak og Yemen.

USAs præsident Trump har lige omfavnet de enevældige arabiske herskere og Israels ultranationalistiske leder som de gode og stemplet iranerne som de onde. Det er en ekstrem forenkling, der ikke tænder håb om en afbalanceret amerikansk politik for regionen – og heller ikke nærer håbet om en løsning i Palæstina.

Et massivt flertal i FN støtter oprettelsen af en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gazastriben med Jerusalem som begge staters delte hovedstad og med internationale garantier for både Palæstinas og Israels sikkerhed. Dette blev symbolsk markeret, da jeg som formand for Generalforsamlingen var med til for første gang at hejse Palæstinas flag ved FNs hovedkvarter.

Under mit formandskab holdt FN også et stormøde mod antisemitisme: Jeg understregede i min tale kraftigt, at de ufattelige rædsler under Holocaust efterlader os alle med en indlysende forpligtelse til at bekæmpe enhver form for had mod mennesker med en bestemt etnicitet eller religion. Men jeg sagde også, at det ikke er antisemitisk at kræve afslutning på besættelsen og undertrykkelsen af det palæstinensiske folk eller kræve stop for ulovlige bosættelser på besat jord. Dét krav er – ligesom vort fælles utrættelige krav om at bekæmpe enhver form for had imod jøder – helt i tråd med, hvad FN igen og igen har givet udtryk for.

Men intet fremskridt er sket. Den israelske bosættelsespolitik på Vestbredden opsplitter næsten dagligt yderligere det lille område, der skulle være en kommende palæstinensisk stat. Besættelsen fortsætter med dyb diskrimination og få muligheder for økonomisk udvikling for Palæstinas folk. Det oplevede jeg voldsomt, da jeg var på besøg som formand for Folketinget.

Gaza er en belejret enklave, en ruinby uden mulighed for at forsørge sig selv og udvikle et erhvervsliv; menneskene og husene er efterladt sønderbombet efter gentagne ulige krige i de seneste år, hvor raketter affyret fra Gaza har udløst mangefold gengældelse fra Israel. De 1,8 millioner indbyggere lever et elendigt liv i dette verdens største åbne fængsel.

FNs flygtningeorganisation UNWRA har siden 1949 under utroligt vanskelige arbejdsbetingelser været livsgrundlaget for en stor del af det palæstinensiske folk både i Gaza, på Vestbredden og i lejre i nabolandene. UNWRA tager sig nu af 5,5 millioner flygtninge eller efterkommere af flygtninge. Mange hundredtusinde måtte flygte eller blev fordrevet allerede i krigen 1948-49. Det er et uhyre tragisk eksempel på en flygtningekatastrofe uden ende.

Palæstinensernes ulykke er også den dybe indbyrdes splittelse mellem den magtesløse skyggeregering i Ramallah under ledelse af den 82-årige Mahmoud Abbas og den islamiske bevægelse Hamas, der hersker over ruinerne i Gaza.

Konflikten løses i hvert fald ikke, medmindre USA lægger pres på den stærke part – Israel. Præsident Barack Obama forsøgte, men havde ikke opbakning fra Kongressen til at lægge det fornødne pres. Tværtimod hyldede det republikanske flertal Netanyahu på Obamas bekostning.

Obamas reaktion var – lige før sin afgang – at acceptere, at FNs Sikkerhedsråd krævede stop for den fremadskridende israelske kolonisering af Vestbredden. Men intet tyder på, at Donald Trump og hans kongresflertal vil ændre kurs og lægge pres på Israel. Palæstinenserne vil derfor fortsat være prisgivet.

Israels regering har ingen reel vilje til at opgive besættelsen og bane vej for en tostats løsning. Derfor fortsætter undertrykkelsen, ydmygelsen og koloniseringen af de palæstinensiske områder. Samtidig søger Netanyahus regering at indskrænke udenlandsk støtte til og arbejds- og ytringsmuligheder for det civilsamfund, der kæmper for fred og menneskerettigheder. Der er brug for det modsatte.

Et spinkelt håb er tændt, fordi de få fredsforkæmpere i Israel får støtte fra tidligere chefer for militær og efterretningstjenester: De forstår, at de største trusler ikke kommer udefra, men fra Israel selv – fra den fortsatte besættelse af det andet folk, der også har krav på at leve i det historiske Palæstina.

Det er et bemærkelsesværdigt træk i nutiden, at generalerne ofte er mere realistiske om den militære magts begrænsninger og forhandlingens nødvendighed end de populistiske politiske ledere, der lever af at appellere til frygt og had.

Måske tør vi også håbe, at stærke generaler i Trumps omgivelser kan lede ham på rette vej?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.