Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

De 80 procent uden høje lønninger skal også bo et sted

Der er tre bump i min gård. Bump, som skal holde farten nede. Det er os selv, der har besluttet, de skal være der – og vi har selv diskuteret og bestemt, hvor høje de skal være, og hvor mange der skal være.

Der et fælles vaskeri i kælderen, hvor jeg bor. Det er beboerne, der har besluttet, hvordan man bestiller tid, og at finansieringen sker over huslejen, så de, der vasker lidt, betaler mere end dem, der har en stor familie og vasker meget.

Vi har lige besluttet, hvilken udbyder af TV og bredbånd, vi vil have. Det er en beslutning, vi træffer i fællesskab på et møde, hvor alle beboere kan møde op, og hvor alle husstande har stemmeret.

Jeg bor hverken i et overvintret hippiekollektiv, en lille nepotistisk andelsforening, hvor alle kender alle, eller i et moderne bofællesskab.

Sammen med en million andre danskere bor jeg alment.

Beboerdemokrati – det, at vi faktisk kan være med til at bestemme over vores egen hverdag, er nok det, der adskiller de almene boliger mest fra alle de andre måder at bo på. Og en af de ting, der dermed til at gøre det fedt at bo alment.

Beboerdemokratiet er hjerteblod for de aktive beboere, som der er tusinder og atter tusinder af i den almene bevægelse. Mennesker, der engagerer sig i deres hverdag – i deres boligafdelings bestyrelse. Det betyder, at de almene boligafdelinger ikke ligner hinanden – fordi vi beslutter forskellige ting i de forskellige afdelinger.

Det andet særkende ved de almene boliger er, at vi tager et socialt ansvar og skal have plads til alle slags mennesker. Vi vil gerne give plads til dem, der er uden arbejde og derfor plages af de reformer, der gør mennesker fattige. Også derfor vil vi gerne holde huslejen så langt nede som muligt.

Men socialt ansvar er ikke det samme som, at de almene boliger kun er for mennesker med sociale problemer, som mange ellers tror, og nogle også mener, kun er den almene sektors formål.

I de almene boliger er der plads til alle slags mennesker – og dermed bliver vi mere mangfoldige end i andre boligformer. I hvert fald i de store byer.

Jeg bor i en almen boligafdeling tæt på Mozarts Plads i Sydhavnen og har boet alment i Sydhavnen i ca. ti år. Der bor mange forskellige mennesker i min boligafdeling. Langt de fleste er eller har været i arbejde. Ikke særlig mange akademikere (de findes dog), men sosu’er, HKere, dagplejemødre, blikkenslagere, pensionister osv. Sammen med mennesker, der er arbejdsløse.

Det er langt mere mangfoldigt i den forstand, at det ligner befolkningen, som den ser ud i vores land, end det Vesterbro, jeg boede på i næsten 20 år. Her er mangfoldigheden i dag kun visuel og – sat på spidsen – reduceret til et spørgsmål om etniske grønthandlere og mennesker med meget store sociale problemer, der opholder sig i visse gader, mens bydelen ellers domineres af en blanding af kreativ klasse i slut 30rne og 40rne, garneret med studerende i forældrekøbte lejligheder.

Et spændende kvarter, men også et sted hvor man ikke kan få et sted at bo, medmindre man har adgang til millioner af kroner. På den måde er det Vesterbro et billede på det københavnske boligmarked, som stivner mere og mere, som Berlingske også beskriver det 5. juni.

Dyre nybyggerier

Ejer- og andelsboliger stiger voldsomt i pris og kommer længere og længere væk fra mennesker, der ikke har (to) akademikerlønninger (og en ejerbolig i forvejen) at gøre godt med.

De private udlejningsboliger forsvinder ind i en uigennemskuelig jungle af meget dyre nybyggerier og utilgængelige netværk, hvor man skal kende de rette.

De eneste boliger, der for alvor er tilgængelige for mennesker med helt almindelige job i butikker, børnehaver og hospitaler, er de almene boliger. Fordi de ikke kræver enorme midler i udbetaling, og fordi de har en rimelig husleje. For mange af boligerne er ventelisten dog lang.

Også derfor er det så vigtigt, at der bygges mange flere almene boliger, særligt i hovedstadsområdet. Det er fint, at Københavns Kommune har en ambition om fortsat at have 20 procent almene boliger i byen, men det er slet ikke ambitiøst nok, hvis alle de fine og rigtige ord om et mangfoldigt København skal handle om andet end den mangfoldighed, der er i forskellen på, om du tjener meget eller rigtig meget.

Som tidligere stadsarkitekt Jan Christiansen helt korrekt siger i Berlingske 5. juni, så skal tallet været endog meget højere – helt op mod 50 procent.

Når de 80 procent af byens boligmasse, der er andelsboliger, ejerboliger og private udlejningsboliger, rykker længere og længere væk fra de 80 procent af befolkningen, der ikke har (meget) gode lønninger, er der kun én løsning: At bygge mange flere almene boliger. Fordi almene boliger skaber mangfoldighed – og fordi det faktisk er fedt at bo alment.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.