Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Indspark

Danskhed er mere end kulturkristne slagord

Geeti Amiri,
Geeti Amiri,

Religions- og værdidebatten fylder meget i den danske debat, så meget, at de borgerlige partier nu plæderer for mere kristendom i det offentlige rum, så balancen kan genoprettes. For ifølge politisk ordfører for de Konservative, Mai Mercado, og Venstres udenrigsordfører, Søren Pind, fylder den forkerte religion, islam, for meget i den danske religions- og værdidebat. Som en dansk-muslim kan jeg kun håbe på, at islam diskuteres mindre, men mere, hvordan islam politiseres af forskellige fløje, som slår plat på samfundets reelle udfordringer.

Muligvis skal borgerlige partier også begynde med at huske sig selv på, at Danmark trods alt er et kristent land, uanset hvad dommedagsvarslerne skulle sige, og som lever i bedste velgående, op til valgkampen.

Den evangelisk-lutheranske kristendom er en del af den danske grundlov, det danske folk er ikke underlagt et islamisk kalifat, og fordummende debatter om et arabisk skilt i Føtex er næppe et udtryk for et knæfald for den mørke islam. Det er faktisk i de fordummende debatter, at samfundet glemmer, hvad der er kendetegnende for danskheden som en identitet.

For styrken ved det danske samfund er når vi formår at mødes på en fælles platform, på trods af religiøse og kulturelle skel, der er bygget af et sundt demokrati, individets frihed og rettigheder, samt den dyrebare evne: Vi kan stille os kritiske over for autoriteter, hvad enten det er kirken eller den kvindelige statsminister.

I en tid hvor vi som aldrig før har behov for, at danske borgere med muslimsk og anden etnisk baggrund forstår sig på, at religionsfrihed ikke er ensbetydende med særhensyn i det offentlige rum, forstår jeg ikke, hvorfor mere religion skulle gøre sagen bedre.

Tror Mercado og Pind, at mere religion vil få de mørke kræfter i de muslimske miljøer, som lever af alt, der kan bruges til en »dem og os« retorik, til at tie?

JEG HÅBER SANDELIG ikke, at naiviteten har taget overhånd uanset, hvor meget valgtrommerne larmer og overdøver evnen til at koncentrere sig. Jeg erkender, at samfundet står over for udfordringer, fordi verden er en anden i dag, end da jeg kom til Danmark som et afghansk-muslimsk flygtningebarn. Derfor skal det danske samfund, inkl. sine borgere med forskellig slags bagage, værne om danske værdier, som er meget andet end påstanden om, at kristendommen skulle være bedre end islam, eller at samfundet har behov for mere religion i kampen mod mørke kræfter.

Jeg blev ikke dansk af at have kristendomsundervisning, men det gjorde mig derimod i stand til at have viden om den danske statsreligion. Derfor skal det også være obligatorisk undervisning, som alle danske børn skal deltage i, uanset hjemmets religion.

MIN DANSKE IDENTITET blev formet af, at jeg læste dansk litteratur i folkeskolen, hjulpet af tålmodige skolelærere, at jeg lærte at debattere og udveksle holdninger, som gjorde mig klogere i elevrådet, at jeg blev økonomisk selvstændig og tog ansvar for eget liv ved at flytte hjemmefra.

Der skal ikke slås plat på danskheden ved at reducere det til kun kulturkristne værdier. For forudsætningen for, at samfundet i første omgang har udviklet sig rigt er, at der har været højt til loftet og plads til refleksion, kritik og udvikling – altså det modsatte af, at en religion skulle være bedre end en anden.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.