Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Danskere er uhøflige over for folk, vi ikke kender - men hvad er årsagen?

Ib Ravn
Ib Ravn

Når man tager pænt tøj på og går i byen, skal man ofte være sammen med mennesker, man ikke kender. Er vi danskere gode til at møde nye mennesker og behandle dem ordentligt? Næh.

Når vi træder ind i et lokale med mange mennesker, kigger vi uvilkårligt efter et ansigt, vi kender, og så styrer vi målrettet derover. I Danmark er vi vant til vores små cirkler, og i byen er der næsten altid en bekendt til stede. De fremmede i lokalet går vi uden om. Dem kender vi jo ikke. Hvad skal vi med dem?

Sammenlign med amerikanere eller briter. Når de træder ind i et fyldt lokale, byder deres kultur dem at præsentere sig til den, der står nærmest, og indlede en samtale. Det sker med de »overfladiske« spørgsmål, som vi griner lidt af: »How are you? What do you do? Do you know many people here? Have you read any good books lately?«

Sådan er engelsk og amerikansk høflighed. De retter deres opmærksomhed mod nye mennesker og forsøger at få en snak i gang. Det gør vi ikke. Vi finder straks en bekendt, klistrer os til hende og ænser ikke noget omkring os.

Så kommer der måske en person hen og ser interesseret ud, fx en nytilkommen udlænding. Han kender ikke vores koder og bryder derfor ind for at præsentere sig. Det betragter vi uvilkårligt som en forstyrrelse.

Vi veksler et par ord med manden, nu han står der, men venter sådan set bare på, at han skal smutte igen. Vi var jo i gang med noget. Måske genoptager vi blot vores samtale, som om han ikke var der. Så står han fortabt og trækker til sidst videre, forundret eller krænket over denne afvisning.

Det er let at stemple en sådan adfærd som uhøflig – når man altså først har fået øje på den. Men lad os prøve at forstå, hvad der foregår inde i hovedet på os danskere.

Vi ønsker jo ikke at være uhøflige. Vi gør det formentlig, fordi vi synes, det vil være uhøfligt over for vores gamle samtalepartner at droppe vores igangværende samtale for at snakke med den nye person. Vores høflighed er rettet mod den person, som vi allerede har etableret et samtalefællesskab med. Den lille intime gruppe, selv om den kun er på to personer, er uhyre vigtig i dansk kultur, og vi er meget loyale over for den.

Inde i varmen?

Vores omsorg og høflighed retter sig derfor mod dem, der er inde i varmen allerede. Det betyder, at vi kommer til at afvise dem, der ikke er med i kredsen. På grund af vores gruppesolidaritet består dansk høflighed paradoksalt nok i at sige »Skrid!« til de fremmede. Det har mange udlændinge oplevet i Danmark, både i bunden og i toppen af samfundspyramiden.

Men det behøver ikke fortsætte med at være sådan. Kulturer kan man lave om, hvis man begynder at handle anderledes.

Når man står og taler sammen med en anden, kan man rette noget af sin opmærksomhed mod omgivelserne, fx ved at stå lidt med siden til den anden og af og til kigge udad. Så er det nemmere at opdage andre, der gerne vil ind.

Går en ny person søgende forbi, kan man jo invitere hende ind, fx ved at sige: »Vi står lige og snakker om, hvorfor det skal være så dyrt at køre i taxi i Danmark. Hvad er din oplevelse?«

De bløde stole

Sætter man sig på stole eller i bløde sofaer, er man ikke særlig mobil. For at inddrage nye skal der skramles med stole og flyttes rundt, og hvem orker det, hvis man bare skal veksle ord med nogen i syv minutter. Socialt set er stående samtaler mere fleksible, som i en engelsk pub. Man kan lettere inkludere nye ved at træde et skridt til siden og åbne kredsen.

Man kan også præsentere nogle af de fremmede for ens bekendte eller for hinanden. Man behøver ikke kende deres navne eller interesser eller sige noget begavet, som de gør til ambassadereceptioner på film. Det er noget fis; det er der ingen der kan i virkeligheden. Det er nok med: »Meet my colleague, Peter« eller »Oh, do you two know each other?« Så ved selv danskere, hvad de skal gøre, nemlig stikke hånden frem, smile, præsentere sig og udveksle nogle venlige ord.

Hjemmefra kan man indprente sig: »Der vil være nogen, jeg kender, og nogen, jeg ikke kender. Lad mig give begge parter tid. Jeg vil lægge mærke til, hvem der ikke er inde i varmen, og prøve at få dem med ind.«

Man kan tænke på de gange, man selv er blevet inviteret ind fra kulden til en fest, reception eller den nye kærestes fætter-kusine-komsammen. Husk, hvor glad man bliver – lige pludselig er arrangementet til at holde ud igen. Det koster næsten intet at gøre noget tilsvarende for en anden. Det kan sætte enorme taknemmelighedsspor i den andens erindring: »Det var dig, der inviterede mig med ind i kredsen til den jubilæumsfest for fem år siden!«

Kradser man lidt i vores rodfæstede, gruppebaserede uvenlighed, springer der det elskeligste folkeslag frem. Måske de hygge-lykkelige danskere, folk ude i verden tror, vi er. Lad os kradse.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.