Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Dansk Kvindesamfunds kvalmende propaganda-film for islam

Det er ikke kvindekamp at lave en reklamefilm for islam.

Foto: Bax Lindhardt og screendump fra videoen »De kaldte hende for LUDER« af  Alex Sabour/Dansk Kvindesamfund
Foto: Bax Lindhardt og screendump fra videoen »De kaldte hende for LUDER« af  Alex Sabour/Dansk Kvindesamfund

»Vi skulle ud med veninderne en hyggelig aften og have noget at drikke og spise. Men der var nogle unge mænd, der havde stærke holdninger. De kaldte mig luder. De sparkede. Jeg blev så ked af det. Jeg havde ikke tænkt på, at jeg havde noget på, der kunne genere dem. Jeg må gå i, hvad der passer mig. Jeg har mine rettigheder. Har jeg ikke?«

Sådan cirka lyder teksten efter min hukommelse til Dansk Kvindesamfunds film om muslimske kvinders rettighed til at bære tørklæde.

Det billedskønne kvindeansigt med den blodrøde læbestift ses først i de sidste sekunder i så stort et billede, at man kan se, at hun har muslimsk tørklæde på. I begyndelsen ser man kun de smukke, perfekt makeuppede øjne, og dernæst munden med blodrøde, malede læber, der begynder at bæve, da hun fortæller om uretfærdighederne mod hende. Hun udtrykker skælvende sårbarhed i det sidste spørgsmål. Har jeg ikke de rettigheder?

Filmen udtrykker, at hun har brug for beskyttelse og trøst. Den lille stakkels, uskyldige skønhed. Og hvordan kan nogen dog være så onde?

Ak. Den film er en kvalmende omgang propaganda for islam lavet af islams nyttige idioter. De må have en meget, meget lille viden om islam, når de kan lave sådan en film.

Et muslimsk tørklæde er et symbol

Et tørklæde er jo ikke bare et tørklæde. Ligesom et stykke stof med et nazi-tegn eller hammer og segl heller ikke bare er en beklædningsgenstand.

Et muslimsk tørklæde er et symbol. Man er en reklamesøjle for islam, når man går med det. Man ER islam, når man har det på. Ligesom jeg ville være sovjet-kommunist eller nazist i alles øjne, hvis jeg gik rundt med hammer og segl henholdsvis nazi-mærker på tøjet. Man kan ikke vælge at sige, at den slags symboler nu ikke er symbolske længere. De ER symbolske og ladet med en fortælling. Den fortælling kan ikke tages ud af symbolet.

Det muslimske tørklædes fortælling er islam. Islam er en religion, hvor kvinder traditionelt er mindre værd end mænd. Koranen siger, at mænd står over kvinder, og at mænd må slå dem, hvis de ikke makker ret.

Islam har et meget utiltalende værdisystem i forhold til kvinder. Man kan ikke regne med, at alle er vilde med, at man flasher det værdisystem overalt. Jeg selv går ind for at forbyde islamisk hovedtørklæde i skoler og i offentlige erhverv. For man bør ikke udsende accept af den slags værdier, når man er ansat i den danske stat.

Men jeg fordømmer naturligvis enhver vold eller ondskabsfuldhed mod en kvinde, der bærer tørklæde. Det er uciviliseret. Hun er et menneske, man skal tage hensyn til. Og hun kan være tvunget til at bære tørklædet. Så man må naturligvis ikke rette sin vrede over tørklædet mod hende. Og begår man vold, eller forfølger man hende for det, skal man straffes. Det siger sig selv.

Men det betyder ikke, at man skal acceptere det budskab, som tørklædet bringer.

Dansk Kvindesamfunds uvidenhed

Det er her, man må undre sig over Dansk Kvindesamfund. Hvordan kan det nogensinde være deres opgave at reklamere for islam?

Den eneste forklaring, jeg kan finde, er uvidenhed.

Filmen emmer af manglende viden. Muslimske piger drikker ikke. Alkohol er forbudt ifølge islam. Så udsagnet om, at de skal i byen og spise og drikke, lyder meget mærkeligt. Og udsagnet om, at hun bliver kaldt luder, lyder særdeles besynderligt. Det er jo det skældsord, de muslimske indvandrerdrenge bruger om danske kvinder uden tørklæde. At det pludselig skulle være omvendt, lyder meget mærkeligt. Ligesom tørklædeklædte kvinder i nattelivet i det hele taget lyder som noget, der foregår på Mars.

Men da jeg ikke selv går i byen med de unge, kan jeg ikke dømme om det.

Jeg kan kun sige, at et islamisk hovedtørklæde står for nogle værdier, som burde ligge langt fra Dansk Kvindesamfund. Det kan simpelthen ikke være dansk kvindekamp at gå ind for dem. Der må være noget, Dansk Kvindesamfund skal rette. Det må være en ommer!

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.