Dansk konservatisme savner selvbevidsthed

Katrine Winkel Holm: Sammenlignet med USAs frodige konservatisme er den danske af slagsen visnet hen til en lille forkrøblet plante med enkelte pæne skud. Fremtidens K har brug for en tænketank.

Katrine Winkel Holm, cand.theol.
Katrine Winkel Holm, cand.theol.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget: Den dramatiske konservative mandattilbagegang har, ikke mindst her i avisen, udløst en vigtig debat om, hvad konservatisme er.

Som mange efterhånden har gjort opmærksom på, viste valget, at leflen for den politiske korrekthed og fingerfletning med de Radikale kan ende ikke bare som et selvmål, men som selvmord for de Konservative.

De Konservative er nemlig ikke længere ene om at repræsentere konservatismen i Folketinget. Dansk Folkeparti har for længst overtaget Gud, konge og fædreland-delen, mens Liberal Alliance leverer den bedst formulerede kritik af den ansvarsundergravende velfærdsstat. Og hvad skal vi så med Barfoeds konservative?

De konservative partistrateger kunne drage en H.C. Andersensk lære af DFs og LAs opkomst: Først går man så grueligt meget igennem, og så får man succes. Eller anderledes: Er man ikke rede til at gå så grueligt meget igennem, får man ikke succes. Og fortjener den heller ikke.

Liberal Alliance stod sammen uden at dolke deres formand, da de skrabede bunden og vi alle sammen dømte dem ude.

Dansk Folkeparti holdt sammenbidt fast ved sagen gennem årtiers hetz og racismeanklager.

Det var ulige lettere at tilhøre de Konservative - det noble, nydelige parti, som aldrig var så konservativt, at det gjorde noget. Som altid repræsenterede den velbjergede pænhed og lidenskabsløse bedsteborgerlighed og aldrig for alvor satte sindene i kog (KU i 1980erne undtaget).

Per Stig Møller forklarede i torsdagens kronik partiets tilbagegang med den interne splittelse, der har været i partiet siden dets fødsel. Spændende at få repeteret historien. Det er bare ikke forklaring nok. Dækkede splittelsen i dag over en idékamp, ville den til en vis grad være frugtbar. Splittelse, kiv og strid kan føre gode ting med sig, fordi det vidner om stridslyst og lidenskab. Problemet for de Konservative er, at de seneste års hundeslagsmål ikke dækker over idékamp, men over idétom magtkamp.

Debat:

Angsten for at bryde ud af det pæne selskab ser ud til at bære straffen i sig selv: Man vil så gerne have succes, men ender med at gå så grueligt meget igennem.

Savner selvbevidsthed

Når Det Konservative Folkeparti i dag er på flugt fra konservatismen, og når konservatismen er spredt ud over flere partier, skyldes det et dybere problem. Dansk konservatisme savner selvbevidsthed.

Vi har ikke en levedygtig konservativ bevægelse, som partierne kan trække på.

De højere uddannelser har siden 1970erne være røde eller lyserøde, hvad der har den selvforstærkende effekt, at eleverne, oplært i historieløshed og kulturelt selvhad, selv videregiver historieløshed og kulturelt selvhad til nye generationer. Antikonservatisme er ved at være en dansk, akademisk tradition.

Medierne er domineret af Journalistisk Venstreparti, for hvem genuin konservatisme er et andet ord for skandaløs, lysebrun reaktion.

Der findes ingen konservative tænketanke og ingen erklærede konservative medier. Sammenlignet med den frodige amerikanske konservatisme er dansk konservatisme en forkrøblet, lille plante med enkelte flotte skud. Det gør det meget sværere at være konservativ end f.eks. liberal.

Hellig, liberal ild

Liberalister, optændt af den hellige ild, har fået skabt tænketanken CEPOS, der har været en god intellektuel støtte for Liberal Alliance, og havde også en overgang kamporganet 180Grader, hvor man bl.a. kunne læse om, hvor latterligt det var, at staten ville forbyde bigami. Det var ingen tilfældig grille, LAs kuglestøder luftede i valgkampen.

Så lille sagen om flerkoneri kan synes, viser den en grundlæggende forskel på konservatisme og (ekstrem) liberalisme:

Liberalisme vil forsvare friheden. Konservatisme vil forsvare dansk og vestlig kultur. Det kan lyde som det samme, men er det ikke.

Giver man i frihedens navn borgerne lov til helt selv at sammensætte deres ægteskab, herunder hvor mange koner, de vil have, undergraver man den veldefinerede vestlige familie, som er og har været det vestlige samfunds fundament. Og man viser, at man sætter den personlige frihed højere end kvindens ligeværd.

En enkelt lille sag, der peger hen på den overordnede forskel: Liberalister vil have en neutral stat, konservative véd, belært af historisk erfaring, at ingen levedygtig stat kan være neutral. Bl.a. derfor står man fast på, at den danske stat ligesom den danske kalender bekender kristen kulør. Man forsvarer folkekirkeordningen over for rød bloks afkristningsprojekt, velvidende at staten har mere brug for kirken end omvendt.

Friheden, som konservatismen skal værne om, er nemlig ikke dumpet tilfældigt ned i vores turban, men er en frugt af en århundredlang vestlig, kristen kultur, som man skal stå i et levende forhold til, for at kunne forsvare og bevare.

LAs styrke

Men friheden er - og her har Liberal Alliance sin styrke - også ved at blive kvalt af den bestandigt voksende socialstat (ordet »velfærdsstat« er rent spin), der ikke alene er økonomisk urentabel, men også korrumperer borgerne moralsk. »En stor stat skaber små mennesker,« som den amerikanske forfatter Mark Steyn skriver i sin seneste bog. 40 års socialstats-eksperiment er ved at sætte sig sine spor hos de engang så arbejdsomme danskere: Sløvhed, apati og undergravelse af det personlige ansvar frygtede man allerede i J.O. Krags dage ville blive resultatet af vugge-til-grav-staten. I dag viser frygten sig velbegrundet.

Derfor kan den konservative ikke længere tillade sig at skubbe velfærdskritikken fra sig som noget sekundært. Holder man af sit land, må man prøve at redde Danmark og danskerne op af velfærdssuppedasen.

Forsvaret for nationalstaten og for dansk, vestlig kultur kombineret med velfærdskritik er det vigtigste for konservatismen i dag. Og der er akut brug for sådan en konservatisme.

Én ting er imidlertid oplagt: Skal konservative partier i fremtiden undgå at hoppe rundt fra tue til tue, er der brug for langt mere konservativt tankearbejde. Der er brug for en konservativ tænketank.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.