Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Danmark bør blive i EU – uanset hvad briterne vælger

For et mindre land som Danmark med en åben økonomi betyder EU-medlemskabet, at vi ganske vist afgiver formel suverænitet, men vi gør det for at få langt mere reel indflydelse end vores størrelse berettiger til.

»For et mindre land som Danmark med en åben økonomi betyder EU-medlemskabet, at vi ganske vist afgiver formel suverænitet, men vi gør det for at få langt mere reel indflydelse end vores størrelse berettiger til.«
»For et mindre land som Danmark med en åben økonomi betyder EU-medlemskabet, at vi ganske vist afgiver formel suverænitet, men vi gør det for at få langt mere reel indflydelse end vores størrelse berettiger til.«

Man kan ofte få det indtryk af den danske politiske debat, at hvis der er to, der står sammen i europæisk politik, er det Danmark og Storbritannien (UK), og det fører videre til den konklusion, at den vej, som UK går i det europæiske samarbejde, også bør være Danmarks vej.

Det kan der være mange grunde til. For det første er engelsk siden Anden Verdenskrig blevet det første fremmedsprog for danskere, og det har sat sit stærke præg på udviklingen af dansk kultur og orientering til omverdenen – ikke mindst, fordi det også er amerikanernes sprog! Dernæst spiller det uden tvivl stadig en stor rolle, at UK (og især den engelske del af UK) står som symbolet for frihed efter den tyske besættelse af Danmark.

Der er mange lighedspunkter mellem Danmark og Storbritannien, men der er større forskelle, når man ser på samfundsmodellerne. Den nordiske samfundsmodel ligner den britiske på den måde, markederne virker: Vi er alle meget liberalistiske når det gælder frihandel, og når det gælder statens (minimale) involvering i markederne – få statsejede virksomheder og meget begrænset økonomisk involvering fra statens side i virksomhederne og deres drift. Her er der afgørende forskelle til den kontinental-europæiske tradition, hvor staterne traditionelt har været fedtet godt og grundigt ind i virksomhedsdrift, statsstøtte osv.

Også når det gælder regulering af arbejdsmarkederne, er der ligheder mellem Norden og UK. Der er meget lidt offentlig regulering, ligesom det er meget lettere at fyre folk, end det er mange steder på kontinentet.

Men allerede her begynder afgørende forskelle at vise sig. Mens man i den nordiske model – som i den britiske – måske nok kan fyre folk uden de store formalia, er det offentlige apparat, der står til rådighed for at støtte de fyrede og få dem tilbage i arbejde, meget forskellig og meget mere omfattende i Norden end i UK.

Bevæger vi os ind i velfærdsstatens udvikling, bliver forskellene virkelig store. Den britiske holdning er tættere på den amerikanske model end på nogen anden i Europa med lave skatter og begrænsede velfærdssystemer i stedet for høje skatter og veludviklede velfærdssystemer. En valgkamp, som dem, man ser i Danmark, hvor fløjene kæmper om vælgernes gunst ved at love mere velfærd, vil nærmest være utænkelig i UK. (Ifølge OECD er det danske skattetryk i 2016 53,2 pct. af BNP, mens det i UK er 40,2 pct.)

Hvis man går et skridt videre, viser forskellen sig også tydeligt i holdningerne til andre former for regulering: Sociale forhold, arbejdsmiljø, miljø og grøn omstilling, forbrugerbeskyttelse, osv. Her er holdningerne mellem Danmark og UK vel nærmest som nat og dag. Selv om UK går ind for ambitiøse forpligtelser på klimaområdet, sker det meget mere markedsorienteret og mindre tilskudsorienteret end i Norden – bortset fra atomkraften, som briterne satser meget på.

ET AF DE vigtigste argumenter i Brexit-kapagnen er netop at komme af med den europæiske regulering på disse områder og erstatte dem med fri handel og frie markeder. Det er naturligvis en utopi i den moderne verden, hvor netop de reguleringer, der beskytter miljø, arbejdstagere og forbrugere udgør handelsbarriererne.

Men briterne vil opdage, at hvis de stemmer for Brexit i stedet for at blive i EU, men gerne fortsat vil handle frit med resten af Europa, vil de fortsat være helt afhængige af den slags reguleringer på EU-plan, hvis de ikke vil møde handelshindringer. Forskellen vil være, at de så ikke længere har indflydelse på reglernes udformning, men bare skal følge dem! For både UK og Danmark er der klart store fordele ved at være med i EU med klare regler og principper, som man selv er med til at udforme, og de fordele er større for Danmark som et mindre land, end de er for UK.

Den del af UK, der nok minder mest om de nordiske lande, når det gælder velfærdspolitik i bred forstand – for så vidt også på det værdipolitiske område, er Skotland. Såfremt det bliver til et Brexit, er det store spørgsmål, hvad skotterne så vil gøre? Vil de igen prøve at forlade UK og blive medlem af EU som selvstændigt land?

Skotlands politiske system ligner mere det nordiske end det engelske, og på velfærdsområdet har skotterne brugt deres øgede selvstændighed til at skabe deres eget sundhedssystem og deres eget undervisningssystem, som giver bedre service for borgerne, og som skotterne betaler mere i skat for.

Man kan kritisere EU for meget, men man må ikke glemme, at beslutningerne altså træffes af vores demokratisk valgte regeringer og Europa-Parlamentet, der også er demokratisk valgt. Uanset om det er den økonomiske krise, flygtningekrisen, international kriminalitet, et stærkt indre marked for varer, tjenesteydelser og arbejdskraft, klimaproblemer, sikkerhed eller forbrugerbeskyttelse og meget mere, står valget mellem, om man vil gøre det i et samspil mellem nationalstaterne og et forpligtende europæisk samarbejde (som det har taget 60 år at bygge op), eller om man vil gøre det ved et samspil mellem de enkelte lande uden en fast ramme. Her er der måske en yderligere forskel på Danmark og UK, nemlig landenes størrelse og det historiske forhold, at UK udover at være en europæisk stormagt var et globalt imperium, der kunne klare sig selv. Men det var dengang!

I ET FÆLLESSKAB med 28 lande går det ikke altid, som vi ønsker det, men for et mindre land som Danmark med en åben økonomi betyder EU-medlemskabet, at vi ganske vist afgiver formel suverænitet, men vi gør det for at få langt mere reel indflydelse end vores størrelse berettiger til, og fordi vi økonomisk står stærkere inden for end uden for.

Også af den grund må man håbe, at de britiske vælgere siger ja til EU 23. juni. Et EU med UK vil være stærkere end et EU uden UK, og det vil være et EU, der er mere nyttigt for Danmark. Men uanset hvad, så er der hverken logiske eller politiske grunde til, at briternes forhold til EU også skal bestemme danskernes forhold til EU.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.