Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Danexit er kun et spørgsmål om tid

I årevis har man i dansk journalistik diskuteret, hvordan man kunne gøre EU og EU-stof mere spiseligt, og hver gang går det galt. Danskerne gider det ikke. Alle disse jakkesæt, der stiger ud af biler. Vi må gøre noget. Lære mere sprog. Interessere os for andre lande. På med EU-strømperne.

Uffe Ellemann-Jensen, overbevist europæer, provokerede som udenrigsminister (1982-1993) danske EU-skeptikere ved at gå med blå EU-sokker med gule stjerner. Her viser han i 1992 sokkerne frem for Svend Auken (S) og daværende statsminister Poul Schlüter (K).Foto: Keld Navntoft
Uffe Ellemann-Jensen, overbevist europæer, provokerede som udenrigsminister (1982-1993) danske EU-skeptikere ved at gå med blå EU-sokker med gule stjerner. Her viser han i 1992 sokkerne frem for Svend Auken (S) og daværende statsminister Poul Schlüter (K).Foto: Keld Navntoft

Danske ekspolitikere har indrykket annoncer for at advare mod britisk udtræden af EU. Sympatisk, men man kunne også tage nogle tusindkronesedler, rive dem over og smide dem ud af vinduet. Det kunne man også.

I årevis har man i dansk journalistik diskuteret, hvordan man kunne gøre EU og EU-stof mere spiseligt, og hver gang går det galt. Danskerne gider det ikke. Alle disse jakkesæt, der stiger ud af biler og sidder til store, vigtige møder og diskuterer i hundrede år. Det er for langt væk. Det er meget primitivt at sige, men måske er det heller ikke så underligt, og måske tænker briterne præcis ligesom vi. Hvad skal vi med det? Hvad skal vi med spanske arbejdsløse og græsk krise?

Trist, men sandt. Hvad skyldes det? Det var primitivt af Kristian Thulesen Dahl for nylig, på grundlovsdag at sige, at hvis englænderne træder ud, og tyrkerne træder ind, »så ved vi godt, hvor vi helst vil være«. Måske er det også at ramme hovedet på sømmet. For meget Sydeuropa og for lidt Nordeuropa. For meget den verden, vi ikke kender. For meget græsk krise og arbejdsløse spaniere og fattige italienere og for lidt nordisk velfærd. Det er sådan, vi ser det her fra det kolde nord. Hvorfor?

H.C. Andersen rejste til Italien. Det var interessant og spændende. Den tids kunstnere var inter-esserede og nysgerrige efter at finde ud af, hvad Europa var for noget. Sådan er det ikke i dag. Man kan sætte sig ind i et fly og tage til Kreta og bo på et all inclusive-hotel, men det får os ikke til at nærme os Grækenland alligevel. Vi tager til Mallorca uden at indtage Spanien, uden at forstå Spanien eller ønske os ind under huden på dette land. Det kan virke som sagt fra et Elfenbenstårn, men vi interesserer os ikke nok for Europa til at interessere os for EU.

Hvorfor ikke?

Hvis man tager en tur til Berlin, er der danskere overalt. Hvis man tager en tur til Paris, er der danskere overalt. Hvis man tager en tur til Rom, er der danskere. Vi rejser til de andre landes hovedstæder – og taler engelsk. Vi kender ikke hinandens sprog til meget mere end shoppingniveau. Det er et plus, at sprogundervisningen begynder tidligere efter skolereformen. Stadig lærer vi det ikke til en grad, hvor vi bliver interesseret nok i sprog til at lære nabolandenes sprog og nærme os kulturerne gennem dette.

Hvordan kan det være, når vi nu er så gode til at opleve Europa, at vi alligevel ikke kan se det som en helhed, og se, at de andre lande oplever de samme udfordringer som vi? På grund af sejlivede myter om, hvordan de andre er: I Italien bor de unge i hundrede år hjemme hos deres forældre. Det er helt anderledes end hos os. I Frankrig strejker de hele tiden, hvilket får den offentlige trafik til at gå i stå. Vi er langt mere organiseret. I Grækenland er de dovne, og de rige betaler ikke skat, selv om de har store swimmingpools. Det gør vi med glæde. Også uden swimmingpools. I Tyskland lukker de for mange flygtninge ind. Det gør vi ikke.

Vi er primitive, når vi kigger på de andre lande, der opfattes som »udlandet«, og vi ønsker os ikke flere problemer, end dem, vi har i forvejen. Det minder lidt om en sammenbragt familie. Jeg ankommer med mine problemer, og du ankommer med dine, der ser helt anderledes ud. Bare fordi du har problemer, og jeg også har, betyder det ikke, at vi kan løse dem i fællesskab.

Fællesskaber fungerer ikke! Det er den bitre erfaring af EU, er det ikke? Hvor katastrofalt! Det, der fungerer, er samarbejde mellem selvstændige nationer. Samarbejdsaftaler, arbejdsmarkedsaftaler, aftaler om, at man kan leje hinandens fængsler og studere på hinandens universiteter. De almindelige EU-borgere kan ikke gennemskue, hvilke aftaler der er EU-begrundet, og hvilke der bare er fornuftige aftaler mellem lande.

Når det brænder på, lukker vi alligevel af. Eksemplet med Schengen er pinligt. Medlemslande, der begynder at sætte hegn op som skjold mod andre medlemslande, det er jo patetisk! Hvordan kan vi overhovedet, efter dette, tale om et samlet EU? Så ser man lige Mutter Merkel stå helt alene med håndtasken og generøsiteten. Alternativets leder, Uffe Elbæk, har jo ret, når han sidder i studiet hos Clement og bliver noget så gevaldigt grillet og siger, at ja, Sverige tog for mange flygtninge, men kun, fordi Danmark ikke tog nok! Når det brænder på, løfter EU altså overhovedet ikke i flok. Så er det alligevel din familie – min familie.

Efter min mening burde danskere have mere sprog i skolen. Man bør ikke kunne vælge mellem tysk og fransk, men lære begge sprog. På universiteter nedlægges institutter for mindre sprog. Man kan jo begå sig på engelsk. Kun til Melodi Grand Prix bliver vi opmærksom på, at der er noget, der hedder Cypern, Malta og Kroatien, som faktisk er med i den europæiske klub. Det er for lidt. Allerede i folkeskolen burde Europa gøres mere interessant for eleverne, og vi bør gå op i Europas historie. Europa skal på skoleskemaet fra starten.

Jeg har haft mine børn med i Berlin og efter besøg ved Muren stået på DDR-museet og talt om, hvordan dette land forsøgte at holde på sine borgere. Før eller siden ville de have det, som de andre i Vesten havde, og de ville ikke lade sig styre af DDR-statens dominans. Vi kan ikke forestille os ikke at være frie, men vi skal hjælpe med til at dette heller ikke sker for andre omkring os.

Min vin er fransk, min mad italiensk, mit ur fra Schweiz og mit jakkesæt fra Sverige. Alligevel dyrker vi denne selvgodhed, der skubber de andre landes kultur væk. Som om vi er bare en lille smule bedre end de andre, danske jordbær, har bedre sygehuse og sørger bedre for de fattige.

Vi ender med at opleve, at modstanderne har ret: At det simpelthen er unødvendigt bureaukrati og hjælp til de dovne og løgnagtige grækere. Og at det er en klub, hvor man giver mere, end man får. Fordi vi ikke tydeligt kan se, hvad vi får. Måske er det svært at afbillede frihed. Nogle skal gøre det. Det kan ikke vente. På med EU-strømperne. Også i en ny generation.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.