Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Klumme

Dan Parks ytringsfrihed

Jesper Beinov, kultur-, debat- og navneredaktør
Jesper Beinov, kultur-, debat- og navneredaktør

 

Ovenpå nytårets rystende overfald på den svenske provokunstner Dan Park er der kun et at gøre: At stille sig skulder ved skulder med Dan Park og hans ret til at ytre sig. Ytringsfriheden er uantastelig, og alle mulige forsøg på at relativere overfaldet, er helt upassende i situationen.

Hvorfor den 46-årige svenske gadekunstner Dan Park har tiltrukket sig opmærksomhed, hænger sammen med sidste års racismedom og fængselsstraf i Malmø. Park havde lavet nogle collager, der efter rettens mening var det samme som at »bedrive hetz mod en folkegruppe«, og for det fik han seks måneders ubetinget fængsel.

Dan Park havde også tidligere provokeret med billeder af Nelson Mandela med horn i panden, plakater med afrikanere der blev hængt, og præsident Obama med sigtemærke i panden. Før det havde Park udstillet en dåse med Zyklon B og afbildet et hagekors udenfor et jødisk menighedshus i Malmø. Helt tilbage i 1998 gik han i en jakke med et hagekors som rygmærke.

Men særligt sommerens svenske dom vakte altså interesse og debat herhjemme. Og ønsket om at se collagerne var tilsyneladende stort. Det skulle være en smal sag at få de famøse collager udstillet herhjemme. Troede galleristen og provokunstneren, Kristian von Hornsleth. Han blev klogere. Efter der blev kastet malingbomber mod Hornsleths galleri i Bredgade i det indre København, blev det skyndsomst droppet. Så ville Radio 24 syv udstille den, men også her blev planen skrinlagt. Derpå ville Københavns kulturborgmester, Carl Christian Ebbesen, så udstille dem på Rådhuset, men det havde han ikke politisk flertal for. Til sidst fik Trykkefrihedsselskabet så arrangeret en mindre udstilling. Med frivillige vagter ved døren.

FRED MED DET. De, der ville se Park, fik mulighed for det, og alle vi andre kunne så komme videre. Troede jeg. Men så kommer overfaldet på Park nytårsmorgen, hvor han både bliver slået til lirekassemand og overdænget med skældsord a la »nazisvin«. Det er ganske enkelt uantageligt! Bøller og anden pøbel skal ikke dominere gaderne. Og deres adfærd skal altså ikke forklares eller undskyldes. På sin twitterprofil skrev den fremtrædende politiker fra Enhedslisten, Per Clausen: »Vold skal altid fordømmes. Men en nar holder ikke op med at være en nar, fordi nogen idioter tæver ham«.

Efter min mening er Clausens udtalelse det samme som at nedgøre offeret og en relativering af overfaldet. Udtalelsen sender et signal om, at Park selv er uden om, at han bliver tævet til lirekassemand og bliver kaldt nazist. Jeg ved udmærket, at den fremtrædende venstrefløjspolitiker ikke har opfordret til vold - som nogle fik det til. Ret hurtigt fik Per Clausen dog travlt ved tasterne, og tweetede så denne besked: »Sært at en klar fordømmelse af vold fordrejes til, at jeg går ind for vold - og så taler folk om tonen«.

HELT GRUNDLÆGGENDE skal vi bekæmpe radikalisering og ekstremisme med de nødvendige midler. I stat såvel som i samfund. Det er en glidebane, hvis det pludselig bliver til en debat om, hvorvidt den der bliver overfaldet kunne have afværget det, hvis blot vedkommende havde holdt sig til kammertonen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.