Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Clinton fik mere negativ presse end Trump

Erik Albæk.
Erik Albæk.

Bent Blüdnikow har i to artikler i Berlingske, hhv. 15. og 29. maj, forfægtet det synspunkt, at Barack Obama i sine otte år som præsident nød godt af en ukritisk presse, mens Donald Trump af den etablerede presse udsættes for ensidig hetz. Årsagen er ifølge Blüdnikow, at de amerikanske mainstream-medier er venstreorienterede. Han mener at finde videnskabelig støtte for sin påstand i en rapport om pressedækningen af Trumps første 100 dage som præsident, som min kollega, professor Thomas Patterson fra Harvard University, netop har offentliggjort.

Blüdnikow finder imidlertid kun støtte for sin påstand gennem en ekstremt selektiv og tendentiøs læsning af Pattersons rapport.

Patterson har i mange år i adskillige bøger og artikler beskæftiget sig med udviklingen i amerikansk presse. Han har således påvist, hvordan politik i stigende grad dækkes negativt og med fokus på det politiske spil og politiske strategier og i mindre og mindre omfang på politikkens substans.

Videnskabelig undersøgelse: Medierne er gået amok med anti-trumpismen

Pattersons undersøgelser af pressens dækning af den seneste valgkamp og Donald Trumps første 100 dage som præsident skal læses i det lys. Som han skriver, er Trump ikke den første præsident, der har klaget over den pressedækning, han har fået. Praktisk talt alle præsidenter siden Nixon har været besat af, hvad de har set som unfair behandling fra pressens side. Forskellen er, at Trump åbent har taget en kamp med pressen. Og at hans første tid som præsident har været præget af flere selvforskyldte fejltrin og fejlskud end nogen anden præsident.

Clintons rekord i negativ omtale

Det er rigtigt, som Blüdnikow skriver, at dækningen af Trumps 100 første dage som præsident har sat nye standarder for negativ dækning i amerikanske medier. Hele 80 procent af dækningen var negativ, kun 20 procent positiv. Det er også rigtigt, at dækningen af præsident Obamas 100 første dage som præsident var uhørt positiv: Kun 41 procent af dækningen var negativ, mens 59 procent var positiv. Men hvad Blüdnikow undlader at skrive er, at den positive dækning af Obama var undtagelsen i amerikansk journalistik, ikke reglen. Obama var den eneste præsident i nyere tid, der har fået mere positiv end negativ omtale i sine første 100 dage som præsident.

New York Times fyrede læsernes redaktør - det var en ikke-historie

Den, der indtil Trump blev præsident, havde rekorden i negativ omtale, var demokraten Bill Clinton. Ikke alene i hans første 100 dage som præsident, men i hele hans præsidentperiode var der ikke et eneste kvartal, i hvilket den positive omtale oversteg den negative – en tvivlsom rekord, som ikke er slået af nogen præsident før eller siden - men en rekord, som Trump stadig kan nå at slå, men vi har til gode at se, om det bliver tilfældet. Betyder det i Blüdnikows logik, at pressen var højreorienteret under Clinton, eftersom han fik negativ omtale?

Amerikanske tv-studieværter elskede Obama og hader Trump

Blüdnikow undlader også at oplyse, at rapporten nævner, at Obama i de efterfølgende 100 dage som præsident fik 57 procent negativ og kun 43 procent positiv omtale. Så må pressen vel ifølge Blüdnikows logik pludselig være blevet borgerlig, eftersom den gav en demokratisk præsident negativ omtale?

Blüdnikow kunne også have refereret fra Pattersons rapport om selve valgkampen, hvoraf det fremgår, at såvel Donald Trump som Hillary Clinton under valgkampen fik alt overvejende negativ presseomtale, om end Trump fik lidt mere negativ omtale end Clinton. Skyldes den negative omtale af Hillary Clinton da, at den etablerede presse i USA var skizofren, således at den var venstreorienteret, når den behandlede Trump, men venstreorienteret, når den behandlede Clinton?

Undtagelsen fra negativiteten i dækningen af præsident Trumps første 100 dage som præsident er den erklæret højreorienterede TV-station, Fox News, men selv her var tonen over for Trump mere negativ end positiv, om end betydelig mindre negativ end i de øvrige undersøgte medier. Men at hævde, at den mere negative dækning i de etablerede medier skyldes, at de er venstreorienterede, har Blüdnikow intet belæg for. At Fox News er mere positiv, skyldes snarere, at stationen drives med ideologiske og ikke professionelle journalistiske normer.

Positiv negativitet

For Patterson er det præcist udviklingen i disse professionelle journalistiske normer, som bekymrer. Som han skriver: »Selvom journalister beskyldes for at have venstreorienteret bias, er deres virkelige bias forkærlighed for det negative.« Negativiteten er ikke enestående for præsidentvalget i 2016, men er en del af et mønster, som man har kunnet se i amerikansk journalistik siden 1980erne, og det er ikke begrænset til valgdækning. Som Patterson udtaler: »En sund portion negativitet er uden tvivl en god ting. Men en uophørlig strøm af kritik har en undergravende effekt. Den undergraver uden grund tiltroen til de politiske ledere og institutioner« såvel som »til den førte politik«.

 

 

Erik Albæk er professor på Center for Journalistik, Syddansk Universitet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.