Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Burka, min bare!

Mersiha Cokovic Byline Mersiha Cokovic
Mersiha Cokovic Byline Mersiha Cokovic

Jeg nægter at tro, at jeg er den eneste, der for tiden er pænt træt af den fuldkommen nyttesløse, dog stadig igangværende, burkadebat.

Lovens vage formulering om »maskeringsforbud« – ikke et »burkaforbud« – får et flertal i Folketinget til at ligne en forsamling kujoner, der ikke tør kalde en spade for en spade, men loven er formentlig kommet for at blive, også selvom det er en symbolpolitisk handling til ingen verdens nytte.

Nørrebros gader bliver ikke sikrere, der kommer ikke flere indvandrere ud på arbejdsmarkedet, færre funktionelle analfabeter med indvandrerbaggrund ud af folkeskolen, indvandrerbanderne opløser ikke sig selv, og der kommer ikke færre muslimske kvinder på krisecentrene, fordi 20 kvinder på landsplan skal sænke sløret fra øjnene og ned til hagen.

Men det bliver spinnet til kæmpe succes, og befolkningen æder det råt. Jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke ved, om jeg skal grine eller græde, når jeg ser fuldvoksne og nogenlunde intelligente mennesker falde for det crap.

Ligegyldigt kompromis

Så ja, vi kan se ansigtet på nogle kvinder, som langt de færreste, der synes, at burkaforbud (eller maskeringsforbud, om man vil) er en god idé, overhovedet ønsker at omgås eller have noget med at gøre.

Så man blev spist af med et fuldstændig ligegyldigt kompromis af en lov, for Gud forbyde at man kalder det for det, som det i virkeligheden er. Nej, nej. Maskeringsforbud, for så lyder det ikke nær så snæversynet.

På den måde har man lukket munden på befolkningen og drejet debatten fra affyrede skud på Sjælland, massevoldtægter, islamiske friskoler, hadprædikerende imamer og i det hele taget folk, der bor i Danmark, men lever i Mellemøsten og vil sikre sig, at disse traditioner går i arv. Og det bliver værre og værre for hver generation.

Jeg respekterer tro

Misforstå mig nu ikke. Jeg har mange troende muslimske familiemedlemmer, venner og bekendte, og jeg respekterer deres tro, men de vælger og vrager ud fra, hvad der er menneskeligt og rationelt at følge, og så holder de det for sig selv.

Der går ikke så meget tørklæde og langt skæg i det. Det hele ligger i hjertet. Hvilket gør, at jeg ofte tror, at særkrav, isolation, landforræderi og manglende integration i det hele taget er mere magtdemonstration end noget andet.

Vi begår de samme fejl, som man har begået de sidste 40 år og vores børn kommer til at betale for dem. Men hey, så længe vi bare indfører en lov, som beskytter os mod maskotter, raslende fastelavnsunger og forsvarlige motorcyklister, er alt godt, åbenbart.

Mersiha Cokovic er konsulent.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.