Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Briternes bagstræberiske farvel til EU

Brexit er en advarsel til de regeringsbærende partier i resten af EU om at sadle om i forhold til den populistiske eftergivenhed over for de højre-nationalistiske partier. Om ti-femten år vil en ny generation af briter, der er vokset op i tiltro til fælles løsninger, stemme Storbritannien tilbage til et forbedret EU.

Stig Dalager Forfatter Stig Dalager i sit hjem.
Stig Dalager Forfatter Stig Dalager i sit hjem.

Ved den britiske folkeafstemning stemte 64 pct. af de 18-24-årige for et ja til EU, men de blev tynget ned af den ældre generations tilsvarende høje procent for et nej. Det britiske eller snarere engelske farvel til EU er både et frygtbåret nationalistisk og nationaløkonomisk ubegrundet farvel til dynamiske fremtidsperspektiver for Europa og EU og et svigt i forhold til den yngre generation, der skal bære landet videre. Det er også en advarsel til de regeringsbærende partier i resten af EU om at sadle om i forhold til den populistiske eftergivenhed over for de højre-nationalistiske partier, der i de fleste medlemslande er ved over for vælgerne at forvandle EU-projektet til en karikatur af sig selv og til en skydeskive for stort set alle tænkelige onder, der kan fremmanes. EU er som i den bibelske fortælling blevet molokken, der påstået kræver så store ofre, at det trækker alt ned, men den elementære sandhed er, at det er UKIPs og tilsvarende populistiske nationalistiske partier, der med deres misinformation og sirenesange smider syre på det bål, der i forvejen indefra på grund af de enkelte medlemslandes nationalistiske hensyn er ved at opløse EU.

Det store eksempel er EUs kvote for en fordeling af flygtninge medlemslandene imellem. Stående over for et af efterkrigstidens største flygtningeproblemer har EU vedtaget en fordeling, som kun få medlemslande i praksis har været villige til at overholde. Store lande som eksempelvis Polen, der på baggrund af medlemskabet, frihandel og omfattende tilskudsordninger fra EU har oplevet en markant velstandsstigning, har med baggrund i nynationalistiske strømninger vendt ryggen til denne kvoteordning og nægtet at tage medansvar for flygtningeproblemet. Danmark, der ikke formelt er forpligtet på et samarbejde omkring flygtningeproblemet, har i praksis (stort set) gjort det samme – blot for at nævne to slående eksempler. I stedet for at se sammenbruddet af EUs forsøg på at etablere et bindende samarbejde omkring flygtningeproblemet som et udtryk for en nationalistisk betonet velfærdsegoisme blandt mange af EUs medlemsstater, bliver sagen i de nationalistiske højre- og venstredrejede partiers propaganda vendt på hovedet og fremstillet som et eklatant udtryk for EUs fejlslagne strategi, ja, overhovedet for forestillingen om »det sunde« i tanken om transnationale løsninger af store humanitære og økonomiske spørgsmål.

Umiddelbart efter endnu en verdenskrig med udgangspunkt i en destruktiv nationalisme på europæisk grund forekom det fredeligt samarbejdende Europa baseret på nyetablerede menneskerettigheder og transnationale løsninger ellers indlysende, men selv for de etablerede europæiske partier og deres ledere synes dette afgørende momentum i de seneste årtier at være falmet stærkt – og det netop nu, hvor Europa står over for udfordringer og problemer, der kunne bekræfte og bevise bæredygtigheden i disse historisk skabte erfaringer og ideer. I nutidens Europa synes kun den tyske kansler Angela Merkel, den italienske premierminister Matteo Renzi og den svækkede franske præsident Francois Hollande (og tidligere den svenske statsminister Fredrik Reinfeldt) samt EUs kommissionsformand Jean-Claude Juncker som politiske figurer at besidde kombinationen af europæisk overblik, ansvarlighed og forpligtelse på EUs principper og idégrundlag.

Graver man et spadestik dybere – hvad en ofte relativt ukritisk og mange gange medsyngende presse åbenlyst har svært ved – så fører mange medlemsstater en opportunistisk flygtninge- og indvandrerpolitik beregnet på at inddæmme tabet af vælgere imod højre og ude af takt med den gennem forskning påviselige gevinst, der er ved det fremmanede spøgelse: flygtningestrømmene fra især Mellemøstens krigs-brændpunkter. Disse flygtningestrømme bliver – som det sås af UKIPs propaganda i den britiske valgkamp – smertefrit overført på EU og forvandlet til et absurd symbol på molokken EU. Som Socialdemokraternes gruppeformand Henrik Sass Larsen er man ikke alene parat til at afskrive humanismen som rettesnor for velfærdsstaten, når det gælder flygtninge, og åbenbart se hen over den tragedie, at foråret 2016 opviser flere druknede flygtninge i Middelhavet end i de foregående år, men også i realitetstom »vrede« og følelsesladede påstande skøjte hen over den viden, der findes og er tilgængelig om den demografiske og velfærdsøkonomiske betydning både af flygtninge og indvandrere for medlemslandene.

Kun et lille hjørne af den ophedede britiske debat var, typisk for den ændrede tidsånd, reserveret fornuftens stemme i form af den engelske professor Robin Cohen fra Oxford universitetets institut for international migration – en af Europas førende forskere – der kunne dokumentere, at den samlede indvandring gennem de seneste 20 år, inklusive indoptaget af de i England og Danmark udskældte østeuropæiske emigranter, har givet den engelske økonomi en »betragtelig fordel«. I det store billede er både de pakistanske, tyrkiske og indiske samt østeuropæiske emigranter rykket ind i det tomrum på laveste niveau for tjenesteydelser, som de britiske arbejdere har skabt, og de har socialt set været med til at skubbe de britiske arbejdere opad i hierarkiet imod bedre lønnede jobs. Robin Cohen skjulte naturligvis ikke, at der på et andet niveau – især inden for byggesektoren i nogle år – har været tale om en vis konkurrence om jobbene mellem de engelske og f.eks. østeuropæiske arbejdere, men også her vil der ikke alene blive tale om en udligningseffekt, men en gevinst i form af skabelsen af flere jobs.

I det af mange danske politikere for dets emigrationspolitik udskældte Sverige viste en stor undersøgelse af effekten af indvandringen over 15 år, at landet har fået økonomisk gevinst af det store optag af indvandrere og flygtninge. I Danmark har Finansministeriet publiceret en undersøgelse, der påviste, at modtagelse af flygtninge vil have en positiv, langsigtede virkning på økonomien, og selvom finansministeren, CEPOS og DF af politiske grunde efterfølgende såede tvivl om denne konklusion, som finansministeren selv først i en mail havde bekræftet, så har de økonomer, der har bidraget til undersøgelsen, fastholdt konklusionen. I Tyskland, der har budt betydeligt flere flygtninge velkommen end Danmark, konkluderer chefanalytikeren Holger Sandte fra Nordea Markets Global Macro, at »de mange flygtninge, der i disse dage kommer til Europa, kan vise sig at blive en gevinst for den europæiske økonomi«.

EU er et formidabelt politisk, kulturelt og økonomisk projekt for samarbejde mellem europæiske nationer, der i århundreder bogstaveligt har bekriget hinanden. Det er rejst som en Fugl Fønix på asken af millioner af døde ikke mindst i Anden Verdenskrig med indbyggede forhåbninger om et samarbejdende kontinent med åbne grænser, udveksling folkene imellem og uden den diskrimination i Holocaust, der med den jødisk-tysk-amerikanske filosof Hannah Arendts ord endte med at sætte spørgsmålstegn ved den europæiske civilisations omgang med selve det menneskelige. Vi har som europæere en dyb forpligtelse til ikke igen at lade os rive med af fordomme af etnisk, religiøs eller anden art og med vores enorme økonomiske ressourcer gå videre ad den vej, som EU gennem sine traktater har angivet til at finde realistiske fælles løsninger på både de globale udfordringer, som tiden giver Europa, og de sociale, kulturelle og demokratiske problemer, som både Europa og EU stiller os over for. Løsningen ligger imidlertid ikke i at bryde ned, men i at bygge videre og fordybe demokratiet, skærpe samarbejdet og vælge politiske ledere, der har det fornødne overblik til at kombinere det europæiske med det nationale – ikke halvhjertet som nu mange steder, men helhjertet. Om ti-femten år vil så den ny generation i England, der er vokset op i tiltroen til de åbne grænser og de fælles løsninger, stemme England tilbage til et nyt forbedret EU.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.