Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Borgerløn er ikke science fiction: Raske mennesker får allerede penge

Edith Thingstrup
Edith Thingstrup

Borgerløn er en nødvendighed på sigt, mener Lars Seier Christensen. På den baggrund har han fået store dele af det borgerlige Danmark på nakken – lige fra Cepos-analysechef Otto Brøns-Petersen til finansminister Kristian Jensen.

Deres afvisende argumenter er både økonomisk fornuftige og principielt liberale. Men de mangler at forholde sig til den politiske virkelighed: At alle danskere i en eller anden udstrækning deltager i den statslige omfordeling. Vi får alle udbetalt ydelser på et eller andet tidspunkt, uanset om vi har »brug for det« eller ej. Lige fra børnecheck til folkepensionens grundbeløb.

Og hvad værre er: Den egentlige omfordeling i Danmark foregår ikke via kolde kontanter, som vi selv kan disponere over, men via offentlige ydelser – i »naturalier«. Er det virkelig bedre end borgerløn? I denne diskussion er det, som om det lille og teoretiske problem – borgerløn – bliver en afledningsmanøvre for det store praktiske og virkelige problem: En gigantisk og temmelig ineffektiv omfordeling via den offentlige sektor.

De liberale kan gokke Lars Seier Christensen i hovedet og tage hjem og hvile sig på laurbærrene, stolte over at have dræbt en myg – alt imens elefanten bumler rundt.

Sagen er jo den, at den offentlige sektor er befolket med masser af mennesker, vi egentlig helst ville have en robot til at erstatte. Vel er der masser af gode lærere, fornuftige sagsbehandlere og venlige hjemmehjælpere. Men lad os endelig få de dårligste udkonkurreret af intelligente elektroniske undervisningssystemer, af effektive computerprogrammer, der kan sagsbehandle, og af robotter, der kan gøre rent og hjælpe vores gamle mor ud af sengen.

Når jeg bliver gammel, skal jeg i hvert fald have mig et ekso-skelet, der kan give mig mine kræfter tilbage – og gerne lidt elektroniske implantater.

Og så kunne man selvfølgelig godt overføre de unødvendige medarbejdere i det offentlige til andre opgaver. Men jeg kunne i og for sig godt være villig til at betale dem for at holde sig væk.

Som salig Ronald Reagan engang sagde: De mest skræmmende ord er: »Jeg er fra det offentlige og jeg er kommet for at hjælpe dig.« Ikke fordi man skal være bange for hjælp, men fordi man skal være bange for at havne i den situation, hvor man er afhængig af det offentlige.

Du kan vælge

Selvfølgelig er der også god grund til at være på vagt over de – nogle gange elendige – produkter, vi bliver tilbudt i privat regi. Men på det private marked er vi trods alt så privilegerede, at vi kan gå et andet sted hen. Derfor vil udviklingen helt naturligt blive presset frem her. Anderledes er det med den offentlige sektor.

Desværre har regeringen besluttet, at det er vigtigere at bruge penge i den offentlige sektor end at tildele dem som indkomstoverførsler. »En større andel af de samlede offentlige udgifter [skal] gå til offentlige forbrugsudgifter«, står der i regeringsgrundlaget. Er det nu særlig liberalt? Var det ikke netop bedre at give folk penge i hånden end at binde skattekronerne til et bestemt offentligt forbrug?

Otto Brøns-Petersen har så ret i, at en fælles borgerløn for alle vil være nødt til at være temmelig lav for ikke at blive en økonomisk møllesten om samfundet. Og derfor vil den utvivlsomt blive mødt af utilfredshed fra de grupper, der er vant til noget mere. Men kunne man ikke netop se for sig, at også en lav ydelse med lav skat vil være mere end rigeligt i et samfund, hvor moderne teknologi har gjort alting billigere?

Moralsk forkert

Det moralske argument mod en borgerløn er naturligvis særdeles stærkt, eller som Kristian Jensen spørger: Hvorfor skal raske og rørige mennesker have penge? Ja, hvorfor? Hvorfor giver man så raske og rørige mennesker penge i dag?

Det politiske system opfører sig ikke konsekvent. Og derfor er Lars Seiers lille indspark om borgerløn sådan set meget nyttigt for lige at afprøve, om de liberale festtaler holder vand hele vejen. Noget tyder i hvert fald på, at der er huller i spanden.

Vores samfund er havnet i den situation, at et flertal af borgerne i en eller anden udstrækning er afhængig af det offentlige for deres levebrød. Det er netop tilsvarende den grufulde situation, som en borgerløn ville bringe os i. Med en væsentlig forskel.

I dag kan et uproduktivt flertal i princippet berøve et produktivt mindretal. Hvis man netop kræver, at en borgerløn skal være fælles for alle, vil det uproduktive flertal, der sætter en borgerløn for højt, ved selvsyn konstatere, at de dræner samfundet for energi. Ligheden kunne blive en pædagogisk bremse på dumheden.

Debatten om borgerløn bør ikke reduceres til at være en debat om science fiction. Den er i virkeligheden en debat, som kan være med til at afdække vores nuværende systems svagheder. Lars Seier fortjener tak for at give debatten et spark – også ind i egne liberale rækker.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.