Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Bordets glæder skal bryde ensomheden

Folkebevægelsen mod ensomhed arrangerer i den kommende uge fælles spisning 400 forskellige steder i landet. Fem pct. af danskerne over 16 år er ensomme. Problemet er mest udbredt blandt unge under 30 og ældre over 80. Første skridt til at afskaffe ensomheden er at bryde tabuet.

Karen Hækkerup.
Karen Hækkerup.

På tirsdag skal jeg til en helt særlig middag. Jeg sætter jeg mig til bords sammen med 250 unge og ældre til fællesspisning på plejehjemmet Slottet på Nørrebro i København.

Middagen er en af de begivenheder, som Folkebevægelsen mod ensomhed arrangerer i den kommende uge. Flere end 60 organisationer, foreninger, skoler, virksomheder og kommuner er med i den nye folkebevægelse med det formål at halvere antallet af ensomme inden 2020. Det er en flot og nødvendig ambition, og i Landbrug & Fødevarer giver vi gerne en hånd med.

Når vi mødes på tirsdag, er fællesskabet i centrum. For mig handlerdet om at være sammen og åbne armene for nye indtryk og venskaber. Om at bekæmpe den ensomhed, der desværre trives i Danmark.

210.000 danskere over 16 år er ensomme. Det vil sige næsten fem pct. af den voksne befolkning. Så mon ikke mange af os kender en, der er ensom? Måske har vi bare ikke været opmærksomme på det. Det kan være en kollega. Naboen, der altid hilser så venligt, eller et menneske, vi ser i toget hver morgen på vej til arbejde. Ensomheden findes alle steder, også blandt dem, der færdes blandt mange mennesker hver dag.

De fleste ensomme møder vi i gruppen af unge under 30 år, selvom mange af dem formentlig er i gang med en uddannelse eller har et job. Næstflest ensomme er der i gruppen af ældre over 80. Ensomheden findes også blandt dem, der bor på plejehjem og har nogle at dele aftensmaden og eftermiddagskaffen med.

Vi har aldrig boet tættere på hinanden end nu. Og alligevel har vi formentlig aldrig været længere fra hinanden. Jeg tror, de fleste kan sætte sig ind i, hvor deprimerende det må være at holde jul og fejre fødselsdag alene. På TV har vi set gribende skildringer af, hvor ensomt mennesker kan dø i Danmark. Uden familie og venner omkring sig i den sidste tid. Uden nogen til at følge en til graven. Dødsannoncen indrykkes af kommunen, der rituelt efterlyser »nærmeste pårørende.«

Det tærer på sjælen at være ensom. Den amerikanske professor John T. Cacioppo, som har forsket i ensomhed, mener, at mennesker, der er ensomme i længere tid, bliver fjendtlige og har svært ved at udvise sympati for andre. Ensomhed er også direkte sundhedsskadeligt. Risikoen for at blive ramt af hjertekar-sygdomme, Alzheimers og depression er større blandt mennesker, som føler sig ensomme over en længere periode.

Desværre er ensomheden også ved at udvikle sig til et tabu. Ingen behøver spørge os, hvor mange venner, vi har. For det kan man se på sociale medier som Facebook og Instagram. Her kan man også se, hvor fedt vi har det, når vi viser vores eget redigerede billede af virkeligheden frem. Vi bliver bombarderet med mails, sover med telefonen ved siden af os og har uendeligt mange flere muligheder for at kommunikere end for bare 15 år siden. Det paradoksale er, at de mange nye muligheder for at komme i kontakt med andre ikke fjerner ensomheden. Jeg tror faktisk, at det blot bliver værre. For det er blevet meget sværere at sige højt, at man savner selskab i en verden, der er så åben og fyldt med muligheder og lykkelige mennesker.

Der kan siges mange gode ting om sociale medier, som jeg selv er en flittig bruger af. Men dybest set mener jeg, at de er med til at styrke tabuet om ensomhed. For at bryde tabuet er det første skridt at være åbne og ærlige om, at ensomhed rent faktisk eksisterer. Det gør kun ondt være, når ensomheden opfattes som noget, der kun rammer kejtede særlinge. Sådan er det ikke.

I Folkebevægelsen mod ensomhed har vi sat os det mål, at antallet af ensomme skal være halveret inden 2020. Hvis du forbinder 2020-planer med politisk pølsesnak, så er her chancen for rent faktisk at være med til at føre en plan ud i livet. Mod ensomhed kæmper politikerne nemlig forgæves. Lovgivning rækker ikke her.

Det er dig og mig, vores familier og naboer, der må løfte opgaven. Det er os, der må finde den indre 68er frem og strø lidt glæde og kærlighed ud over vores medmennesker og måske selv indse, at en fremmed er en ven, vi ikke har mødt endnu, og at fem minutter i vores travle hverdag kan være givet godt ud. Til en anden.

I næste uge tager vi fat og sætter det, som danskerne holder af – det fælles måltid – i centrum. Jeg er stolt over, at der er planlagt mere end 400 middage i hele landet. Måltidet bør fortsat være en bærende, social institution. Men selvom flere tusinde danskere mødes til middag med mennesker, de ikke kender, gør jeg mig ingen forhåbninger om, at ensomheden er tryllet væk, når vi går på weekend næste fredag. Ideen er, at de, der afholder middag i næste uge, giver stafetten videre til andre, som skal tage udfordringen op, så vi over de kommende tre år får endnu flere danskerne til at møde nye mennesker.

Men det nytter ikke at fyre op for tre retter, hvid dug og kandelaber, hvis de ensomme bliver hjemme. Vi skal ramme de rigtige og være mere opmærksomme på de mennesker, vi omgås i hverdagen. Vi skal huske det lille møde. Snakken over hækken. Kaffen. Og hvorfor ikke aftensmad? Vi skal tale højt om ensomheden og turde vise, at livet ikke er et postkort med cocktails og badeferier hele vejen igennem. Livet er mere komplekst end det, de fleste af os viser frem på Facebook.

Når jeg på tirsdag sætter mig til bords med 250 unge og ældre, håber jeg, at lavinen vil rulle over hele landet de næste tre år. Med nye fællesskaber og nye venskaber.

Vi har talt om ensomhedsproblemet længe. Skal vi løse det, skal vi sætte handling bag vores flotte ord. Det er for let blot at trække på skulderen og sige, at vi ikke kan gøre noget. Vi påtager vi os nu et ansvar som en del af Folkebevægelsen mod ensomhed. Vi glæder os og håber, at mange vil være med. Sæt en ekstra tallerken på bordet og byd indenfor.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.