Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

»Bøssedreng« og »skraldespand«: Søren Krarup og Carsten Jensen kæmper om at være mest hadefuld og primitiv

Foto: Ida Marie Odgaard, NIELS AHLMANN OLESEN og Thomas Lekfeldt.
Foto: Ida Marie Odgaard, NIELS AHLMANN OLESEN og Thomas Lekfeldt.

Jeg har altid været tilhænger af offentlig debat, hvor slagduellerne mellem debattørerne gerne havde kant. Man må som debattør hjertens gerne gå til sin modstander med sylespidse kommentarer og præcise effektive håndkantslag. Og jeg jubler, hvis det ligefrem resulterer i en regulær knockout, hvor den ene part bliver helt paf og falder bagover ved velanbragte verbale stød. Vel at mærke, hvis det sker med en vis elegance og helst sat ind med fleuret og ikke bare primitive grovheder, hvor man overøser modstanderen med indholdet fra en møggreb.

Det kræver ikke ligefrem alverden at ræbe uforskammetheder nede fra bagerste ende af ølstuen fem minutter i lukketid, og det burde ikke imponere noget publikum.

Imidlertid tyder en del på, at vi i den offentlige debat har sværere ved at holde en vis standard, når vi diskuterer med hinanden. Tirsdag satte for eksempel Dansk Folkepartis ideologiske fyrtårn, teolog, præst, forfatter til et utal af bøger og mangeårig redaktør af tidsskriftet Tidehverv samt fhv. MF Søren Krarup endnu en bundrekord for den demokratiske samtale, da han på DR2 »Debatten« tirsdag aften om det nys overståede franske præsidentvalg erklærede, at han ikke kunne stemme på »sådan en lille bøssedreng« som Macron.

Bevares. Krarup tog sine forbehold og undskyldte hurtigt, men meningen var ikke til at tage fejl af. Krarup har nul respekt for de synspunkter, som den nyvalgte franske præsident står for, som han åbenbart forbinder med homoseksualitet. Med andre ord: En rigtig heteromand havde stemt på højrenationalisten Marine Le Pen. Virkelig?

Det står virkelig galt til, hvis en så belæst og intellektuel person som Krarup simpelthen har givet op og ikke længere evner at argumentere for sine synspunkter, men forfalder til primitiv homofobi, ligesom når børn og fulde folk på fodboldstation råber »homo« efter dommeren.

Krarup er bestemt ikke alene. En anden teolog, som engang blev taget alvorligt, Iben Thranholm, reducerer evnen til politisk ledelse til et spørgsmål om, hvorvidt man er i stand til at forplante sig og sætte børn i verden. På Facebook skrev Thranholm, at hun »finder det symptomatisk, at de førende ledere i Europa som Merkel, May og nu Macron ikke har nogen børn. De er billedet på fremtidens Europa. Ufrugtbart og uden vilje til at reproducere sig selv.«

De tre ledere er barnløse, og det – må man forstå på den katolske teolog – gør dem ude af stand til at løse Europas problemer.

Carsten Jensen tager prisen

På venstrefløjen tager især forfatteren Carsten Jensen prisen for igennem årtier at have reduceret hele højrefløjen, de borgerlige regeringer og især den stramme udlændingelov, til politikere, som fører politik, der stort set ikke er til at skelne fra Det Tredje Riges. Nuancerne er stort set ikke eksisterende.

Den samme mand, som vinder priser for sine ifølge anmeldelser fantastiske romaner, evner ikke andet end at råbe de mest uhyrlige fornærmelser efter sine politiske modstandere, kaste dem på møddingen eller stoppe dem ned på bunden af en skraldespand. Jensens bandbuller er som oftest selvretfærdigt hadefyldt studentikost vrøvl af typen, der leder tankerne hen på gymnasietidens vredeste venstreorienterede.

Her er Jensens seneste bøvs på Facebook: »Ordet tænke og navnet Khader hører hjemme på hver sin planet. Den yderste højrefløj i dansk politik er en menneskelig skraldespand, og på bunden af skraldespanden, i dens allermest gærende ildelugtende lag finder vi Naser Khader.«

Carsten Jensen og Søren Krarup er åndsfyrster på henholdsvis venstrefløjen og højrefløjen. Hvem der end forstår det? De bidrager i alt fald begge meget lidt til den demokratiske samtale i deres indbyrdes råbekonkurrence om, hvem der kan være mest hadefuld og primitiv.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.