Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Borgerlige ord

Blå blok mangler viljen til magt

Hvis det skal lykkes for de blå, så er der brug for en erkendelse af, at alle skal give og tage. Så alle kan se sig selv i regering. Det kan de desværre ikke i dag. Viljen til magt savnes i blå blok.

At gå i regering eller ikke gå i regering. Det er et eksistensspørgsmål for politiske partier, og da politik er kamp på holdninger, er det besynderligt, hvor få der tør påtage sig regeringsansvar. Men ansvar tynger selvfølgelig. De rene hænders politik er ikke muligt i regering, mens der er mere synlighed i at stå uden for og presse indrømmelser igennem. For mange i blå blok er håndsky, når det gælder om at gribe ud efter magten.

Liberal Alliances leder Anders Samuelsen foreslog på partiets landsmøde forleden det efter min mening helt indlysende, at der skal dannes en blå firkløverregering. Ligesom Poul Schlüters regering, der sad 1982-88 med støtte fra Det Radikale Venstre. Der er en interessant lære af det forløb:

Læren fra dengang er, at der sad en borgerlig-liberal regering i 10 1/2 år uanset, at det i årene efter 1982 krævede stålsat vilje at tage upopulære, men modige beslutninger, særligt i den økonomiske politik. Der var voldsomme demonstrationer, og 180 mio. fagbevægelseskroner blev sat ind på at vælte Schlüter. Firkløveret trak sammen med støttepartiet Det Radikale Venstre spor i den økonomiske politik, som har holdt sig lige siden. Dansk økonomisk politik har i det store og hele været moderat reformorienteret siden 1982. Økonomiske reformer blev i øvrigt også belønnet i broderlandet Sverige, hvor den borgerlige Allianceregering sad 2006-14. Det samme mod kræves i dag, hvor problemerne er andre, men om muligt endnu mere dramatiske.

Det er dog ikke helt så lige til, som Helle Thorning sagde det i sin sortie fra dansk politik: »Jeg kan ikke skjule, at jeg har særlig respekt for de partier og politikere, der tør tage ansvar for helheden, og som tør skabe resultater. (...) Og de efterhånden kun tre partier, der tør tage det, Venstre, de Radikale og Socialdemokraterne, de fortjener i min verden lidt flere kys og lidt færre knubs.« Det kan have en ekstrem høj pris at tage ansvar. Fordi der ved regeringsdeltagelse kræves en grad af konsensus over for bærende søjler i dansk politik: Oveni kommer, at koalitionsregeringer som udgangspunkt viderefører de politiske forlig, koalitionens medlemmer har indgået.

Partierne ved godt, når noget er farligt. Det gælder aktuelt DF og K. Sporene skræmmer: Det gav S og SF problemer under SRSF, mens det gik mere fredeligt under Foghs VK-regering. Med Poul Nyrups Rødkløverregering i 1993 startede Kristeligt Folkeparti og CDs nærdødsoplevelser. Og går vi tilbage til den nære fortid, dengang under firkløveret, så vovede de Radikale reelt heller ikke at gå i regering, fordi de ville have skullet æde udenrigs- og sikkerhedspolitikken, da Socialdemokratiet var gået med de røde partier i form af en USA- og NATO-kritisk linje og ikke ville redde Schlüter.

Helt grundlæggende er der brug for, at det blå samarbejde bliver genetableret nu. Anders Samuelsen sagde klogt, at regeringsforhandlinger kræver, at de fire blå ledere forsvinder fra offentlighedens søgelys. Og i ro og mag bliver enige om et fælles grundlag. Der plejer blandt de regeringsbærende partier at være en balance, når det gælder EU, NATO, den økonomiske politik, udlændingepolitikken, terrorbekæmpelse og reformer af den offentlige sektor. Hvis det skal lykkes for de blå, så er der nemlig brug for en erkendelse af, at alle skal give og tage. Så alle kan se sig selv i regering. Det kan de desværre ikke i dag. Viljen til magt savnes i blå blok.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.