Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Bertel Haarder: Hejs dog begge flag!

Bertel Haarder Bertel Haarder, Venstre,
Bertel Haarder Bertel Haarder, Venstre,

Pia Kjærsgaard og Folketingets Præsidium har strøget det blå flag på Europa-dagen 9. maj. For, som hun siger: »Vi syntes, det var lidt voldsomt, og vi gik sådan set bare tilbage til det, der var, før det tidligere præsidium med Mogens Lykketoft og Bertel Haarder besluttede at flage for EU, FN og Norden.«

»Voldsomt«! Er det voldsomt at markere EU-medlemskabet en enkelt gang om året! Københavns busser kørte smukt med det danske flag og Europa-flaget side om side. Hvorfor gør Folketinget ikke det samme denne ene dag? Det kæmpestore flertal er jo ikke enig med Pia Kjærsgaard, Trump og Le Pen i synet på EU og Brexit. Skal der heller ikke flages på Nordens dag og på den grønlandske og færøske nationaldag?

Danmark er solidt forankret i EU, som vi skylder vores frie markedsadgang og den enestående kombination af kapitalisme og beskyttelse af miljøet, sundheden og naturgrundlaget.

Vores stemme er vigtig, når Brexit skal forhandles. Storbritannien skal ikke straffes og hånes. Så hævner de sig på både Danmark og andre til gensidig skade, især til skade for danske fiskere, der fanger rigtig mange fisk i britisk farvand. Vi må respektere de britiske vælgeres afgørelse og behandle Storbritannien på samme måde, som vi ville behandle et andet ikke-medlemsland, som vi gerne vil handle med og stå på god fod med.

Vi skal varetage danske interesser. Vi skal gøre alt for at overtage det store lægemiddel­agentur EMA, som vi sikkert kan få, hvis Sverige støtter os, sådan som skåningerne ønsker. I øjeblikket fører Paris kapløbet efterfulgt af København og Stockholm. Hvis det glipper for os, kan vi takke det manglende nordiske samarbejde for det.

Vi må dele bekymringer

»Engelsk er ved at miste sin betydning i Europa«, sagde kommissionsformand Jean-Claude Juncker. Sludder og vrøvl. Det var lige så dumt sagt, som da han hvæsede til Brexit-lederen Nigel Farage i Parlamentet: »Why are you here?« Svaret er jo, at han er der, fordi han er valgt. I modsætning til Juncker!

Den tidl. konservative leder Duncan Smith har jo ret, når han i Daily Telegraph advarer mod »patroniserende, løftede pegefingre fra ikke-folkevalgte politikere i Bruxelles«. Hvis det er rigtigt, at Juncker har lækket udtalelser fra middagssamtalen med premierminister Theresa May, er det et ødelæggende tillidsbrud.

Både Juncker og andre må finde sig i, at mange ikke kan lide EU. Som den danske statsminister klogt bemærkede forleden på Dansk Erhvervs Årsdag: »Vi bliver nødt til at tage bekymringerne alvorligt. Også de bekymringer, vi ikke selv deler.«

Selvfølgelig skal Bruxelles have lov til at forsvare sig mod løgnagtige påstande fra Boris Johnson, Nigel Farage og den rædselsfulde britiske presse. Der skal stå respekt om de stjernedygtige politikere og embedsmænd i Bruxelles. Men de skal på deres side også vise respekt for det britiske folk og dets valgte ledere.

De nordiske lande fylder noget

Her kan Danmark og de nordiske lande spille en rolle med vores praktiske tilgang og den respekt, der står om os. Hver for sig er vi små, men sammen er vi store. Vort fælles BNP er større end Ruslands. Vi har den største handelsflåde i verden og de største flystyrker i EU. Vi dækker Arktis og Nord­atlanten, der vokser i betydning år for år. Vi er de mindst korrupte lande i verden. Vi har et bemærkelsesværdigt godt forretnings­klima, og vi ligger altid i top ti, uanset hvad der foretages af internationale målinger. Der lyttes til os, når vi taler med én stemme. Vi har fået en fransk præsident, der ser os som forbilleder, og som vil slås for den dansk/nordiske flexicurity-model (social sikkerhed og frihed til at hyre og fyre).

Når de nordiske lande taler sammen før møderne, kan vi næsten altid bestemme. Som i forskningspolitikken, hvor både den nuværende og den tidligere formand for Grundforskningsfonden beretter, at vi får vores vilje, når vi er velforberedt og taler sammen på forhånd. Den nuværende, prof. Liselotte Højgaard, tilføjer: »Og der er ingen undtagelse fra den regel!«

Hvorfor gør vi det så ikke som en helt fast rutine? Hvorfor hejser vi ikke det nordiske flag sammen med det europæiske langt oftere?

Den tidligere amerikanske præsident Barack Obama har flere gange sagt, at Danmark og »the Nordics« »punch above their weight«. Det passer desværre ikke. Men vi kunne gøre det, og vi burde gøre det. Europa har brug for os som aldrig før.

Vi skal ikke vælge mellem EU og Danmark. EUs vigtigste formål er at beskytte og betrygge nationalstaterne med lige ret for store og små lande. Nationalfølelsen vil altid overskygge Europa-følelsen. Tidligere præsident de Gaulles udtryk »Fædrelandenes Europa« er en god betegnelse.

Som Højskoleforstander Jørgen Carlsen, Testrup, sagde i Kristeligt Dagblad 11. maj: »Hjernen er international. Hjertet er hjemme­fødning«. Det skal EU indrettes efter. Derfor skal vi hejse begge flag.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.