Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Bekymringen for MeToo-krænkernes retssikkerhed er overdrevet

#MeToo er en folkedomstol, hvor sagesløse mænd hænges ud for 30 år gamle klap i numsen uden mulighed for at forsvare sig. Sådan lyder et stadigt mere højrøstet kritikerkor.

Men hvor mange danske mænd er egentlig blevet hængt ud, som derefter har mistet deres stilling uden en ordentlig undersøgelse af anklagerne? Mig bekendt ingen. Den mest omtalte, Zentropas Peter Aalbæk, vedgik sig alt og led ikke andre konsekvenser end en uges ekstra ferie.

Den navngivne #MeToo-anklagede mand er i Danmark et spøgelse.

Alligevel beskriver f.eks. radiovært og jurist Nima Zamani #MeToo med: »Det er et pragteksempel på, hvordan kvinder alene i kraft af deres køn rotter sig sammen og kommer til at agere folkedomstol overfor mænd, der endnu ikke er blevet dømt«. Og Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, har sagt: »Det er heksejagt på mænd, som ingen chance har for at bevise deres uskyld.«

Spøgelsets retssikkerhed er altså i fare.

Jeg er som jurist selv uddannet i og optaget af retssikkerhed – men ikke for et spøgelse, som endnu ikke har materialiseret sig. Jeg undrer mig til gengæld højlydt over, hvor bekymringerne er for retssikkerheden for de forulempede – for ofrene for seksuel chikane? Hvor er bekymringen for alle de sager om seksuel chikane, der aldrig er blevet påtalt?

De, der plejer at have stor beskyttertrang over for ofre for forbrydelser, bekymrer sig i disse sager tilsyneladende mere for krænkernes retssikkerhed.

#MeToo, der af ligestillingsministeren og beskæftigelsesministeren er blevet kaldt et wake up call, viser i sig selv, at udbredelsen af seksuel chikane har været langt mere udbredt, end nogen af os havde fantasi til at forestille os. Hver sjette af de kvindelige ansatte i HK Privat og noget færre af mændene beretter om uønskede seksuelle tilnærmelser eller direkte chikane.

Så hvor er bekymringerne over, at vi har et samfund, som er indrettet på en måde, der tilskynder hemmeligholdelse af overgreb? Og hvor er bekymringerne over et rets- og klagesystem, der så tydeligt ikke er indrettet på at håndtere de her sager?

Forskning viser, at selv i de – få – tilfælde, hvor ofret får medhold og erstatning, så ender rejste sager næsten altid med, at det er den krænkede, der må forlade arbejdspladsen, mens krænkeren bliver.

For slet ikke at tale om retssikkerheden for ofrene for de endnu mere alvorlige sager om voldtægt. Det vurderes, at der er omkring 4.700 voldtægter og voldtægtsforsøg årligt. De fører til bare 50 domme – eller en ud af hvert 100 tilfælde.

Og hvorfor giver det forhold, at nogle #MeToo-beretninger har mange år på bagen, anledning til forargelse i stedet for bekymring over, at vores system ikke har været indrettet på en måde, der har animeret til at få historierne frem i tide? Jeg ville ønske, at mindst samme energi blev brugt til at udfolde bekymring for retssikkerheden for ofrene for seksuel chikane.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.