Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Indspark

Både mænd og kvinder står for skud

Her er en hemmelighed: Satirikere, både de professionelle og alle de lystige svende langt nede i folkedybet, kaster sig over det, der fremstår kikset, forfængeligt eller potentielt sjovt, uanset køn.

Mikkel Andersson.
Mikkel Andersson.

I søndagens avis erklærer Enhedslistens ikke-partiformand Johanne Schmidt Nielsen, at der er åbenlys forskel på, hvordan mandlige og kvindelige politikere omtales.

Som eksempler fremdrager hun helt forventeligt de to klassiske Ekstrablads-øgenavne, Gucci-Helle og Den Talende Kavalergang (om de Konservatives tidligere partiformand, Lene Espersen) som belæg.

Men her er en hemmelighed: Satirikere, både de professionelle og alle de lystige svende langt nede i folkedybet, kaster sig over det, der fremstår kikset, forfængeligt eller potentielt sjovt, uanset køn.

Har man en muskuløs ekskuglestøder-statur som Joachim B. Olsen, risikerer man at blive karikeret som en forgrovet og småtbegavet gorillatype. Går man med dyre tasker, kan man få tilnavnet Gucci-Helle (og går man med dyre partibetalte underbukser, kan det blive genstand for moro).

Poserer man henslængt på en bils forkøler, så mener nogle måske, det er bøvetsjovt at udlægge en som en talende kavalergang. Atter andre synes så, at det er skægt at sammenligne rødhårede integrationsministre med hamburgerrygge eller gøre sig lystig over statsministres dårligt siddende cykelhjelme. Og så videre.

Man kan utvivlsomt mene meget om den slags, utvivlsomt ofte platte, drillerier, men de er en del af den politiske kultur og har altid været det, uanset køn.

Er der forskelle? Ja, utvivlsomt. Kvindelige politikere kan nemmere tale til et publikum af livsstilsinteresserede i diverse dameblade, hvor mandlige politikere sjældent kommer til. Her vil fokus ofte – på godt og ondt – være større på familieliv end hvad der bliver mange mandlige politikere til del.

Et bud på årsagsforklaringen kunne være, at bladenes købere – overvejende kvinder – tilsyneladende finder dette mere interessant end mange mandlige bladlæsere. Det er utvivlsomt en forskel, men næppe udtryk for strukturel diskrimination.

Helt principielt mener jeg ikke, at ligestillingens grundide er, at køn ikke bør være en selvstændig kvalifikation til noget som helst. Men eftersom vi lever i en tid, hvor rigtig mange af uransagelige grunde mener, at det bør være tilfældet – ikke mindst i Enhedslisten, hvor kønsdiskrimination i forhold til talerlister åbenbart er kommet på mode – kan man også prøve at se på, om det faktisk synes sværere for kvinder at komme til tops i politik.

Ifølge Magtudredningen fra 2003, som har de nyeste tal, jeg har kunnet finde, var i gennemsnit 33 procent af partiernes medlemmer kvinder. Til sammenligning har ministerfordelingen siden 2000 ligget på mellem 26 og 48 procent kvinder. For øjeblikket er andelen 41 procent, mens den i Folketinget som helhed er 37 procent.

Såfremt Magtudredningens tal stadig står til troende, så afspejler både skiftende regeringer og Folketingets sammensætning ganske udmærket kønsfordelingen blandt dem, der vælger at engagere sig politisk. Og at gøre det er unægtelig en forudsætning for at blive valgt og indtage tillidsposter.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.