Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Auschwitz-bødlernes dobbeltliv: Hvordan kunne de dræbe 9.000 hver dag og tage glade på udflugt i fritiden?

Overlevende fra Auschwitz besøger koncentrationslejren 72 år senere. Foto: AGENCJA GAZETA/Scanpix 2017
Overlevende fra Auschwitz besøger koncentrationslejren 72 år senere. Foto: AGENCJA GAZETA/Scanpix 2017

Et af de mysterier, der omgærder Holocaust, er, hvordan så mange normalt fungerende mennesker, der ikke var kendetegnet ved nogen decideret sygelig sadistisk adfærd, kunne tage del i koncentrationslejrenes morderiske projekt. Og hvordan kunne de ved siden af det forblive elskende familiefædre, eksemplariske ægtefæller og i det hele taget solide bedsteborgere med et tydeligt kompas for godt og ondt?

For at forklare det opererer den amerikanske psykolog, Robert Jay Lifton, med Auschwitz-selvet, en særlig betegnelse for den fordobling af personligheden, som personalet i Auschwitz gennemførte for at kunne begå sig der. Personalet oprettede udover deres normale selv et selv til at kapere de særlige vilkår i koncentrationslejren, og Lifton beskriver dette som »delingen af selvet i to af hinanden uafhængige helheder, således at et del-selv agerer som hele selvet«. Det er ifølge Lifton ikke en direkte personlighedsspaltning, men snarere – for Auschwitz-selvets vedkommende – et beredskab til at imødegå ekstreme situationer, der i koncentrationslejrens tilfælde kunne tjene dennes morderiske forehavende.

Denne fordobling af selvet er altså evnen til at indeholde to uforenelige adfærdsmønstre på én gang, fordi personalet sideløbende med arbejdet i koncentrationslejren havde brug for at se sig selv i en normal kontekst.

Himmlers tale

Heinrich Himmler, lederen af SS og en af arkitekterne bag »Endlösung«, holdt 4. oktober 1943 i Poznań en tale for en gruppe SS-officerer, hvor han påfaldende åbenhjertigt adresserede jødeudryddelsen: »De fleste af jer vil vide, hvad det vil sige, når 100 lig ligger ved siden af hinanden, når 500 ligger der eller når 1.000 ligger der. At have udholdt dette og derved at være – bortset fra undtagelser af menneskelig svaghed – forblevet anstændig, det har gjort os hårdhudet. Dette er en ærefuld periode i vores historie, der aldrig er beskrevet og aldrig skal beskrives.«

Der foregår her en heroisering af dem, der udfører massemordet, og de bliver betragtet som frontløberne, der bereder vejen til anlæggelsen af det ariske idealsamfund, men som samtidig bliver skrevet ud af historien. Massemordet og koncentrationslejren udgør således et nulpunkt eller en undtagelsestilstand til retfærdiggørelse af de begåede ugerninger. Udøverne af massemordet er klar over det ekstraordinære i situationen, men indlejrer samtidig massemordet i en ideologisk forestilling om hele samfundet.

Denne forestilling om at gøre det beskidte arbejde i, hvad der på lang sigt er en god sags tjeneste, hørte bl.a. med til selvforståelsen hos lægerne i Auschwitz. De havde jo egentlig aflagt løfte om at redde menneskeliv, men i deres særlige koncentrationslejr-logik fik de deres dødbringende kald i koncentrationslejren lavet om til, at de i virkeligheden deltog i et kæmpe helingsprojekt. Ligesom ved et radikalt kirurgisk indgreb fjernede de et fremmedlegeme, idet de fjernede en væsentlig del af den europæiske befolkning, jøderne, og helingen bestod i at fremelske og forædle den nordiske race.

Stiftelsen

At de mennesker, der tog del i massemordet i koncentrationslejrene, forestillede sig at være ude i en speciel mission, fremgår af Torben Jørgensens fortjenstfulde bog »Stiftelsen«.

Den behandler den særlige gruppe af mennesker, som blev udvalgt til at gennemføre det af det nazistiske styre allerede i 1940 begåede tiltag, der førte frem til massemordet, nemlig eutanasien, dvs. medlidenhedsdrabene på handicappede og andre lidet tilpasningsdygtige. Dette personale blev siden overført til koncentrationslejrene Belzéc, Sobibór og Treblinka i den såkaldte Aktion Reinhardt, da eutanasiprogrammet ophørte.

Rekrutteringen af personalet til eutanasien foregik ifølge Jørgensen blandt medlemmer af nazistpartiet eller af partiets underorganisationer. Det blev indskærpet over for dem, at der var dødsstraf for at røbe noget om den, da medlidenhedsdrabene endnu også var forbudt efter den gældende tyske straffelov. Udførelsen af projektet var i det hele taget prekær, fordi personalet af samme grund på forhånd måtte have en skriftlig garanti for ikke senere at blive retsforfulgt.

Personalet blev på eutanasi-anstalterne i det lys også holdt i stramme tøjler og måtte i fritiden ikke forlade anstalternes område. Det forstærkede virkningen af, at personalet internt gensidigt bekræftede hinanden i rigtigheden af projektet. Til gengæld blev det tålt, at der mellem kønnene herskede en udtalt promiskuitet, fordi dette – ligeledes – beseglede skæbnefællesskabet.

Personlighederne på eutanasi-anstalterne var altså ligesom Auschwitz-selvet undergivet den sammenbidte nødvendighed, der inden for lokalitetens rammer bød dem at medvirke til massemord, men samtidig var der en bevidsthed om spillereglerne udenfor. Det gjorde dem velegnet til senere at overtage arbejdet i koncentrationslejrene, men da krigen var forbi, gled – som Jørgensen beretter – mange af dem ubesværet tilbage i lovlydigheden og deres borgerlige erhverv.

Höckers fotoalbum

Den fordobling af selvet, hvor der næsten simultant kan være to selv’er i spil, kommer til udtryk ved en række billeder fra Auschwitz, hvor man ser personalet bedrive afslappede fritidssysler. Man ser dem på jagt og på udflugt, og man ser dem drikke og synge og én lege med sin schæferhund.

Et billede, der dog særligt springer i øjnene, er et, som forestiller en udflugt til en SS-ejet udflugtshytte. Her ser man en gruppe kvinder sammen med nogle mænd. Stemningen er oprømt, munter og let flirtende, og kvinderne skærer grimasser til fotografen. Alt i alt er der intet, der adskiller sig fra en almindelig firmaudflugt.

Og dog er omdrejningspunktet for den informerede betragter alt det, som billederne ikke viser, nemlig at det masseudryddelsesapparat, som disse mennesker var en del af, i den periode, hvor billederne blev taget, netop nåede sit højdepunkt, og at disse mennesker dagligt var med til at tage livet af op mod 9.000 mennesker.

Det siger noget om gabet mellem Auschwitz-selvet og den normalitet, disse mennesker i samme åndedrag ville opretholde.

Billederne stammer fra et fotoalbum, der så sent som i 2007 blev indleveret til United States Holocaust Memorial Museum i Washington, og albummet tilhørte oprindeligt Karl Höcker, adjudant for den sidste kommandant i Auschwitz.

Licens til at dræbe

Der var på den baggrund en åbenlys evne til at veksle mellem Auschwitz-selvet og det normale selv, men samtidig til at holde vandtætte skotter imellem, hvordan gerningsmændene handlede hhv. i og uden for koncentrationslejren.

I koncentrationslejren så de sig undergivet en helt særlig jurisdiktion, og her havde de i den overordnede statsmagts hemmelige tjeneste licens til at dræbe. Men af samme grund kunne de uden for koncentrationslejren lettere skyde monstrøsiteten af det udførte arbejde fra sig og betragte det som noget, der ellers ikke hørte med til deres selvforståelse.

Auschwitz-selvet har en slående lighed med undtagelsestilstanden hos den italienske filosof, Giorgio Agamben, der også fremhæver det af den overordnede statsmagt. Han betragter koncentrationslejren som »et stykke land, der er placeret uden for den normale retlige orden«, men ikke kun. »Hvad der bliver ekskluderet i koncentrationslejren, er [...] inkluderet ved sin egen eksklusion,« skriver han. Agamben finder således ikke bare kimen til denne undtagelsestilstand i nazi-tiden, men i enhver statsdannelses i øvrigt nok så demokratiske konstitution.

Lars Kiilerich Laustsen er videnskabelig assistent ved DPU og ph.d. i tysk litteratur.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.