Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

At være mønsterbryder er ikke en kamp

Uddannelse. Et menneske har ikke ansvaret for sine medfødte anlæg, for sine forældres sociale placering eller for den sags skyld for uddannelsessystemet i det land, det lever i. Det er ved at indse dette, at det kan vælge sig selv og et liv udfra de vilkår, det nu engang er blevet givet.

Det er ved at tilegne sig færdigheder inden for de primære fag, at man ruster sig til videre uddannelse. Modelfoto: Scanpix
Det er ved at tilegne sig færdigheder inden for de primære fag, at man ruster sig til videre uddannelse. Modelfoto: Scanpix

Debatten om social mobilitet, mønsterbrydere og uddannelse er for vigtig til at overlade til politikerne. Det er blevet klart efter uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsens (R) og MF Esben Lunde Larsens (V) sommerindlæg her i Berlingske.

Jeg bryder mig ikke om Sofie Carsten Nielsens brug af ordet mønsterbryder. At have forældre uden boglig uddannelse er ikke en uheldig tilbøjelighed på linje med incest eller alkoholisme, som det er livet om at gøre at blive kvit. At tage en universitetsuddannelse som barn af ufaglærte forældre er ikke en desperat, fortvivlet kamp, hvor man melder sig ind i støtteforeninger eller tager antabus. Så skrækkeligt er det ikke, jeg har selv prøvet det.

På den anden side er Esben Lunde Larsens sådan-er-det-nu-engang-samfund, hvor uddannelsesniveauet går i arv fra generation til generation, heller ikke sagen. Et stændersamfund, hvor Jorden er flad, og måner har den farve, måner skal have, er næppe lykken.

Ansvaret for unges uddannelse bør diskuteres i vished om, at den enkelte unge ikke alene kan bære dette ansvar for sig selv; et menneske har ikke ansvaret for sine medfødte anlæg, for sine forældres sociale placering eller for den sags skyld for uddannelsessystemet i det land, det lever i. Det er ved at indse dette, at det kan vælge sig selv og et liv udfra de vilkår, det nu engang er blevet givet. Dertil hører at leve med beslutninger, som anonyme kræfter har truffet på dets vegne. I spørgsmålet om tildeling af uddannelsespladser er det altid en politisk opgave at holde et kritisk øje med disse kræfter.

Herhjemme er gymnasierne blevet stillet opgaven at bestemme, hvem blandt ungdommen der kan komme ind på eftertragtede studier som lægevidenskab, jura osv. Når de unge først på sommeren foretager deres studievalg, ja, så har deres lærere i gymnasieskolen allerede i vid udstrækning besluttet, hvad de hver især kan blive til. Enhver, som har været tilskuer til denne selektion, er klar over, at der er tale om en konkurrence, som ikke stiller deltagerne lige. Det skyldes uheldige eksamensformer og valg og vægtning af pensum.

Der er bl.a. store problemer med de skriftlige arbejder, hvis bedømmelse optræder direkte på eksamensbeviset. De unge skal hjemme skrive et længere essay, der demonstrerer tværfagligt overblik og indsigt i et videnskabeligt emne. En sådan test stiller ikke eleverne lige af grunde, der må være indlysende. Har man svært ved at se det, så sammenlign blot med en traditionel skriftlig eksamen. Her isoleres eksaminanden i et overvåget lokale på skolen, og det er der jo en grund til, ikke? Den er, at eksaminanderne skal stilles lige for at få en retfærdig og sammenlignelig bedømmelse af deres standpunkt.

Udover de store skriftlige arbejder er der problemer med de mundtlige såkaldte 24-timers prøver. Her trækker eleverne et spørgsmål, som de i de næste 24 timer forbereder sig på i hjemmet inden mødet ved det grønne bord. Igen åbner man en ladeport for, at familie og netværk kan få størst mulig indflydelse på eksamensresultatet. Hvem i alverden har fundet på dette, og hvorfor er det ikke stoppet for længst?

Med hensyn til pensum er det et problem, at perifere småfag har relativt stor betydning for det samlede eksamensresultat, det vil sige »gennemsnittet«. Dette »gennemsnit« afspejler ikke i tilstrækkeligt omfang, at nogle fag er vægtigere end andre. Fag som dansk, matematik og fysik står ikke på linje med diverse småfag, men er primære og grundlæggende for dem alle. Det er ved tilegnelse af færdigheder inden for de primære fag, at man ruster sig til videre uddannelse. Det kan alle uanset socialt ophav eller kulturel baggrund gøre.

De store fag henvender sig til alle. Der findes ikke en særlig kristen eller muslimsk matematik, eller en speciel form for tekstanalyse møntet på børn af ufaglærte. Det ved lærerne udmærket godt, og de ved også, hvordan man måler et standpunkt i disse fag.

Desværre er forholdene ikke indrettet efter denne erkendelse. Den konkrete gymnasievirkelighed er, at en religions- eller oldtidskundskabslærer i sit hovmod kan fratage enhver muligheden for at blive læge ved at give 4 i årskarakter. At den slags vilkårligt finder sted, er desværre uomtvisteligt. Jeg har selv iagttaget det.

Sprogforståelse, skriftlig formuleringsevne og indføring i naturvidenskabelige grundfag giver eleverne et indblik i en verden, som er mere end blot en social konstruktion. Hånden på hjertet: Det er en verden, der betyder noget, og det er færdigheder i den verden, der sprænger alt for snævre sociale rammer.

Spørgsmålet er, om nutidens unge ser denne mulighed tilstrækkeligt klart? De lærer, at netværk, synlighed og sociale kompetencer betyder alt. Det er for så vidt også sandt, eftersom et flertal i Folketinget har bestemt, at det skal være sådan. Det har poltikerne gjort uden at indse, at den prioritering er en medårsag til den sociale skævhed, vi ser i øjeblikket.

I kampen om at tage sig ud, vække opsigt og blive hørt er vi nemlig ikke alle lige. Her spiller opdragelse, personlighedsstruktur og miljø let genkendelige roller, det er klart. Men i kampen om at forstå verden gælder der helt andre spilleregler, og de er ikke skruet sammen til at promovere bestemte personlighedstyper eller en særlig social rangorden. Det har de i øvrigt aldrig gjort. Derfor er det paradoksalt at rette blikket mod universiteterne, hvis man søger forklaringen på mindsket social mobilitet. Det er hverken her, problemerne skabes eller løses, men på Christiansborg og på Slotsholmen.

Skiftende regeringer har sammen med embedsværket regeret udfra idealet om unge som evigt udadvendte og travle – vel at mærke med projekter, der ikke rigtig betyder noget, og som involverer Gud og hvermand – i hvert fald hvermand. Det er ikke bare komisk, det er også dumt. Det fører til en anskuelse af uddannelse og videnskab, der er helt den modsatte af, hvad uddannelse og videnskab rent faktisk er.

Efterladt i den tilstand har vores uddannelsessystem mistet en del af sin frigørende kraft. Spørgsmålet er, om Sofie Carsten Nielsen er kvinde for at gøre noget ved det?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.