Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

At bygge højhuse i København er ren provinsialisme

Kent Alstrup
Kent Alstrup

Planerne om et højhusbyggeri, hvor Palads-biografen står nu, har på ny vakt diskussionen for og imod højhuse i København. Det forekommer mig dog, at emnet langtfra er udtømt. Især giver det anledning til refleksion over emner som liv til byen, byens profil, modernitet versus den overleverede bygningsmasse samt ikke mindst, hvad vil vi med byen? Her er jeg særligt optaget af den historiske bykerne.

København er kendt for sine tårne og spir. For byens magthavere har det været magtpåliggende at vise, at her lå en betydningsfuld by. Det gjaldt såvel for de enevældige konger som for det bystyre, der byggede Rådhuset.

Hvis udviklingen fortsætter, varer det ikke mange år, før den gamle bydel ikke længere hævder pladsen som byens egentlige hjerte. Gemt bag den ene skyskraber efter den anden putter den sig som et andet Legoland, og sådan vil den også tage sig ud oppe fra de fine glaskontorer. Det skal nok blive attraktivt. Til gengæld bliver bydelen det næppe, når det meste ligger i skygge.

Skyskraberen – et anmassende element

Er det så den hovedstad, vi ønsker os? Det er jo ikke fordi, at der ellers mangler forståelse og interesse for kulturmiljøer. Så hvad kan det skyldes, at en kritik af højhusene så nemt lader sig feje af banen som antikveret andedamsromantik?

Et godt bud er, at københavnerne slet ikke er klar over, hvilken perle Indre By rent faktisk er. Kombinationen af et middelalderligt gadenet og et særdeles homogent klassicistisk byggesæt er unik på europæisk plan. Og det er bare Middelalderbyen. Også Nykøbenhavn og Christianshavn hører med til billedet af den veldefinerede bykerne.

Jeg skal ikke komme for meget ind på højhuse i almindelighed. Hvordan de genererer mere vind, og dermed gør byen koldere. Eller hvordan glasfacader ikke indbyder til udendørsophold.

Det er skyskraberen som anmassende element, der interesserer mig. Men også hvad de står for rent ikonisk. Når så mange med et medlidende »du-skulle-vist-være-født-for-100-år-siden« tålmodigt anfører, at byen jo må følge med, hvis den vil være en rigtig storby, får man jo lyst til at spørge: Bliver man mere storby af ukritisk at efterligne andre byer?

Hvad med, om vi i stedet spurgte os selv, hvad vi kunne tænke os at udvikle den by, der er os overleveret, til? Mon Paris blev til Paris, fordi den efterlignede London? Eller skyldes Berlins moderne fremtoning et inderligt ønske om at forvandles til New York?

De nordiske bymenneskers higen efter at komme til at bo i en rigtig storby er et af omdrejningspunkterne i den norske forfatter, Olav Løkken Reisops roman »Grandiosa« fra 2015. Reisop er tillige arkitekt, og har derfor ganske meget på hjerte, der er værd at lytte til. F.eks. skriver han om byggeriet »Barcode« (»stregkode«) i Oslo:

»Selv har jeg ofte tenkt, når Lovisa og jeg kommer kjørende inn til byen, via Ekebergstunnelen, at Barcode er noe av den pinligste arkitekturen jeg har sett. Lenge pleide jeg å si det også – så pinlig, så norsk og så pinlig det er, dette forsøket på å virke storbyaktig, latterlig til og med – når vi kom kjørende.»

Jagten på det moderne

Jeg læste engang i en norsk guidebog om København, at det, københavnerne elskede allerhøjest, var at sidde på Rådhuspladsen og nyde trafikken, for det var den, der fik dem til at føle, at de boede i en rigtig storby.

Men Reisops udsagn siger noget om lilleputhovedstadens ønske om at blive stor. At denne trang i virkeligheden er et udtryk for en afgrundsdyb provinsialisme, ved vi jo egentlig godt.

Vi kan nemlig godt få øje på den, når vi kommer til provinsen og ser, hvordan de med moderne kunst ved indfaldsvejene og femetages huse, der skal gøre det ud for skyskrabere, forsøger at sætte deres by »på landkortet«.

Det er også her, at jagten på det moderne kommer ind. Og med det mener jeg ikke det moderne liv eller den moderne virkelighed. For den findes i hovederne på folk, sågar hos dem, der bor i bindingsværkshuse. Man siger jo, at de arkitekter, der tegner etagehusene i sovebyerne, selv bor i Kartoffelrækkerne.

At vi skal være moderne og ikke hænge fast i fortiden bringes ganske vist ind i debatten, når byens fremtid skal diskuteres. Men bliver det til ret meget mere end mode? For er der noget, de mennesker, der fremfører disse argumenter, ikke tåler deres ære beklikket med, så er det at komme til fremstå som om, de ikke er »med på beatet«.

Hvis vi tager højhusene som udtryk for trangen til at blive en rigtig storby, og det bedste bud nogen kan komme med er, at vi skal gøre som i Berlin eller New York, så er det, vi oftest ser, at det, der skulle være et nyt vartegn, ikke er andet end et modefænomen. Set fra Middelalderbyens smalle stræder ligner de mere angrebstårne, klar til at slå byens hjerte af marken.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.