Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

»Antiracister mener, at der findes racer, og det er fra et racesynspunkt, at de kritiserer racisme«

Der findes ingen racer, men åbenbart utallige racister. De bekæmpes af antiracistiske universitetsprofessorer og politikere af den rette observans. Kampen er næsten umulig. Antiracismen har så få sejre. Det går altid tilbage.

Jeg er netop vendt hjem fra en akademisk konference i Tyskland. Emnet var canadisk historie eller (Hi)stories. Kreativt skal det være. Ordet skal understrege, at historievidenskaben fortæller historier. Hvilke? Alle fortalte, hvordan racetænkning og kolonialisme bestemmer canadisk politik, og hvordan den globale orden er rodfæstet i »racial beliefs«. Der er racisme overalt. Passer det virkelig? Endog i multikulturalismens oprindelsesland.

Der er ikke sket noget nyt. Den strukturelle racisme dominerer canadisk historie, og de mange tyskere nikkede sukkende. Det er ligeså galt i Tyskland. Der har aldrig fundet en afkolonisering sted. De mange deltagere håbede på, at undervisningen i historie en dag kunne blive afkoloniseret, men de var ikke optimistiske.

Mange af de historieprofessorer, som holdt oplæg, tilhørte selv det, der hedder »indigeneous peoples«. Racismen har således ikke forhindret dem i at få gode stillinger. De nød opholdet på et lækkert hotel med udsigt til Zugspitze, for de følte, at de var i et racismefrit område, selvom de blev serviceret af indvandrere, der ikke forstod engelsk. »I må undskylde, jeg er fra Ungarn« sagde tjeneren. »Ungarn,« tænkte tyskerne og skumlede.

Hvordan kan det være, at det er så populært at kalde andre racister? Der er ingen, der bekender: »Jeg er racist«. Ordet bruger man om andre, og når man gør det, har man bekendt, at man er hinsides al racisme, selvom den er strukturel og dominerer den globale orden.

Der må være nogen, der kan undslippe denne strukturelle dominans, og hvordan mon de kan det? Det kan de paradoksalt nok ved at være racister selv eller i al fald ved at anerkende, at der findes racer, ganske som man i 30ernes Tyskland og Sverige mente, at der fandtes forskellige menneskeracer, som man var født ind i.

Før krigen var nationalitet det samme som blod og race. Der var en engelsk race, og man kunne have jødisk eller skotsk blod i sig. Efter krigen forsvandt racer, men nationer bestod. Nationalitet kan man vælge. En syrer kan vælge at blive dansker, for der findes ikke en syrisk race.

Vi hylder det grundtvigske valgmenighedsprincip: »til et folk de alle hører, som sig regne selv dertil«. Men der findes etniske grupper, som er lukket for adgang. Jeg kan blive canadier, men jeg kan ikke blive en michif, cree eller inuit. Jeg kan ikke blive »indigen«. Antiracister mener, at der findes racer, og det er fra et racesynspunkt, at de kritiserer racisme. Antiracister er imod socialkonstruktivisme, for konstruktivismen kan afsløre dem.

Der er 8.000 restauranter i Toronto. Nu er der åbnet fire »indigene«, men den slags kan en eurocanadier ikke åbne. Lidt fremgang er der selv i et så racistisk land som Canada.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.